Musikanmeldelse

Huset i Hasserisgade har aldrig været så hyggeligt rødt, og publikum aldrig så stille, som i aften!

Fredag aften satte Way Up Norths satellit et nyt niveau for online koncerter, skriver NORDJYSKEs anmelder

AALBORG:Skal jeg være ærlig, har jeg ikke været meget til de mange online koncerter, der har været streamet de seneste uger. Det kommer hurtigt til at virke forceret, kvaliteten er svingende, musikerne tøvende. Det er hyggeligt, men det er som om, at mange accepterer præmissen om, at det er på nettet, at det ikke for alvor gælder.

Men fredag aften går det op i en højere enhed. Det føles ikke ”corona online”.

Inde på Way Up Norths Facebookside kan man se en livestreamet concert med tre nordjyske bands på vej frem: The Courettes, Hjalte Ross og Kogekunst – med musikere på scenen samtidig, filmet af fire kameraer.

Lyden er fremragende hjemme i stuen, flowet i udsendelsen bedre end mange DR musikshows med videofilmede statements fra musikere, publikum og branchefolk rundt i verden, der plejer at komme til SPOT Festival, lagt ind i pauserne. Samt Carsten Holm fra P6 Beat som vært, der ikke føler sig nødsaget til at fjolle, men tager musikken seriøst. Det er, som DR var engang, hvor de sendte hele koncerter fra rundt i landet.

The Courettes, der er bosat i Aalborg, består af brasilianske Flavia Couri på vokal og elektrisk guitar og danske Martin Couri på trommer og percussion.

The Courettes, der er bosat i Aalborg, består af brasilianske Flavia Couri på vokal og elektrisk guitar og danske Martin Couri på trommer og percussion.

Duoen The Courettes giver os gennemført rå og højspændt tresser garagerock – introduceret af musikere fra ind- og udland.

Jeg deler den på min egen Facebookside, og på Way Up Norths video på Facebook kan jeg se mine venner og bekendte logge på. Og jeg ved ikke, om det er rødvinen eller Hjalte Ross luftige stemme og ro, men jeg får i øjeblikke en oplevelse af at være til koncert igen. Og af at være sammen med nogen om det.

Der dukker Husets leder Michael Marino op og snakker om hudsult og fællesskabssult. Og i et øjeblik kan man se musikerne nyde det, se dem læne hovederne bagover i et smil, en sjælden gang kommer der endda et skævt frækt blik fra Hjalte Ross ud imod os, imens han og bandet sender verdensklasse musik ud til os i bølger af vellyd med hans bløde stemme som en meditativ kraft i midten.

Af og til er vi oppe på 400 mennesker af gangen, måske flere hvis flere ser det sammen. Det er et pænt fremmøde, det er flere, end der plejer at dukke op til mange koncerter i Aalborg.

Kl. 21.30 går frygtløse Kogekunst på med deres syrede kompositioner. Forsanger Oskar Krusell er som trådt ud af 70erne i sin brune skjorte, rødmossede kinder og lyse krøller og Troels Trier-vrængen, før han slutter læberne om mundharmonikaen. De lægger sig et eller andet sted imellem garagerock, Steppeulvene og De Nattergale. De er på en eller anden måde nøgne, uden filter, og af og til rammer de rent på en måde, så det kan mærkes i maven:

”Det starter inde i sofaen / bearbejdende / det er en forelskelse med fem år på bagen / bebrejdende / og selv om vi nøje har opbygget den til højder / der kun kan skuffe”, synger Oskar Krusell dovent og Bisse–insisterende på den elegante ”Hun kan ikke sove” om det nær forliste forhold med tøffelhelten på vej ned af trapperne ”lige i røven af hende”.

Oskar Krusell, Kogekunst.

Oskar Krusell, Kogekunst.

Jeg ved ikke, hvad det koster at lave disse koncerter, sikkert en del, men jeg vil have mere. Mere af den kærlighed og det nærvær, Huset i Hasserisgade har aldrig været så hyggeligt rødt, og publikum aldrig så stille, som i aften!

Det slår ikke at mødes fysisk, der er ingen at klappe med, man mangler crowden, men det er det, der kommer tættest på lige nu.

Næste skridt bliver vel så at finde en måde, hvorpå man kan indhente en eller anden form for betaling, så coronakrisen ikke skal vænne folk endnu mere til, at koncerter og kultur er da noget, der er gratis.

Aftenens koncert kan fortsat ses her (starter cirka 10 minutter inde i videoen)

Brugeranmeldelser


Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.