Musikanmeldelse

Hyggelig dansefest med Hansi Hinterseer – men gerne lidt færre sange næste gang

Hansi Hinterseer & Tiroler Echos koncert i Aalborg Kongres og Kultur Center søndag aften viste sig - trods god underholdning - at være lige til den lange side

Søndag aften blev der skruet mere og mere op for tyrolerstemningen i Aalborg Kongres og Kultur Center, da Hansi Hinterseer gav koncert. Foto: Torben Hansen

Søndag aften blev der skruet mere og mere op for tyrolerstemningen i Aalborg Kongres og Kultur Center, da Hansi Hinterseer gav koncert. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Er der noget, den nu 67-årige Hans "Hansi" Hinterseer fra Kitzbühel ikke kan?

Først løber han i en årrække på ski på højt plan i en mild regn af medaljer og priser - og siden 1994 har han levet godt (og stadig bedre) af en blanding af traditionel tyrolermusik og schlager-pop.

Selv en hurtig, fyrig tyrolerpolka, "Zugin Hansl", kan han skrive og selv spille på heftig harmonika som festligt punktum på første del af næsten to timers blandet underholdning.

Lige dér - som glad spillende musikant og storsmilende midtpunkt i tyrolerbandet Tiroler Echo - træder han pludselig stærkere i karakter end mange andre steder i showet, hvor han godt kan have en tendens til at gå og gemme sig lidt bag alt det kendte.

Ikke færre end 26 numre (og et længere, muntert tyrolermedley) når han og bandet, men så godt som alle numre lyder som på de i forvejen kendte indspilninger i noget nær forholdet 1:1.

Mange steder lyder det faktisk, som om der bliver spillet og sunget tværs hen over noget forudindspillet - og lyden af Hansis stemme fremtræder på én gang filtreret og forstærket.

Bare lidt færre numre, der til gengæld var blevet kælet lidt mere ved (med bare lidt flere overraskelser og/eller soloer), havde unægtelig trukket op.

Som aftenen skrider frem, bliver der støt og roligt skruet ned for tyrolerstemningen - mens der til gengæld bliver fyret stadig kraftigere op under danserytmerne, et par steder lige på kanten til disco, specielt i "Was für ein Glück".

Det siger noget om Hansis fornemmelse for bredde, at han kan få det meste udefra til at lyde som sit eget - selv et af de største hit for 70'er-glamrockbandet T-Rex, "Get It On", har man med et vist held fået transmogriffet om til den ret fængende "Du bist ein Engel für mich", mens der næsten er gået lidt for meget "Bella Notte" (fra "Lady & Vagabonden") i et nummer som "Tanz nicht allein".

Dem spillede Hansi Hinterseer

1. sæt: Jetzt samma do. Heut ist dein Tag. Im siebten Himmel. Schön dass du da bist. Jeden Tag ein kleines Glück. Komm mit mir in die Berge. Zwoa Bliamerin stehn am Wiesengrund. Tirol-Medley. Ich hab ein Herz für die Berge. Glocken der Heimat. Zugin Hansl.

2. sæt: Musica für die Verliebten. Einfach schön euch wieder zu sehen. Was für ein Glück. Wenn einmal keinmal wär. Tanz nicht allein. Wenn du Tränen bei ihr siehst. Ich halt zu dir. Und wenn der Morgen kommt. Lebenslänglich mit dir. Halt mich. Marina. Come on and Dance. Hände zum Himmel.

Ekstra: Hey Baby tanz mit mir. Du bist ein Engel. Egal wohin du gehst. Amore mio.

Ofte består Hansis hyperkorte introduktioner (fyldt med lommefilofiske betragtninger om kærlighed og parforhold og venskab) kun af ganske få sætninger, der ender med at føre over i titlen på næste sang. Det er næsten for nemt, for lidt og for rutinepræget.

Efter 20 numre opgiver Hansi at holde publikum tilbage - fra "Lebenslänglich" får de lov til at komme helt op til scenen for at danse og klappe med (og ikke mindst tage billeder og optage film).

En som altid veloplagt Hinterseer på scenen i Aalborg søndag aften

En som altid veloplagt Hinterseer på scenen i Aalborg søndag aften

Under varsel og uden et ord til farvel forlader Hansi & Co. pludselig scenen for ganske kort tid efter at vende tilbage med fire numre mere.

Næste gang er det ikke nødvendigt med helt så mange numre - så hellere lidt færre, der hver især får større opmærksomhed. Og er der i øvrigt ikke også skruet kraftigt ned for show-effekterne siden sidst, da der var både et væld af billeder og små filmklip (mange fra hjemegnen Kitzbühel) på bagvæggen?

Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden