Ingen fredagsfest på en torsdag
Turboweekend forsøgte at få weekenden tættere på, men lille fredag udeblev og torsdag forblev torsdag
Koncert
Turboweekend på Skråen torsdag aften
Nordjyske skulle oprindelig have anmeldt Turboweekends ekstra-show for en uge siden, men ved nærmere eftertanke var det mere interessant at se om den gendannede trio kunne tilføje lidt festlige farver på en almindelig hverdag.
Turboweekend er lyden af dagene i går og på et tidspunkt nærmest husorkester dengang den landsdækkende sport blev radiodækket på ungdomskanalen.
Sporten rykkede videre til voksenkanalen og publikum i den komplet udsolgte sal på Royal Stage på Skråen lignede da også nogle, der skulle smøre madpakker næste morgen, aflægge kvartalsrapporter, være gårdvagt og i den kommende tid tjekke årsopgørelser.
Om udsigten til teams-møder, Excel ark eller stuegang var medvirkende til, at festen aldrig nogensinde for alvor blev løssluppen, er ikke til at vide, men lille fredag udeblev og torsdag forblev torsdag.
Det var nu ikke, fordi forsanger Silas Bjerregaard med sin energiske Capoeiraagtige scenedans ikke forsøgte.
At manden i en alder af 43 stadigvæk har den stamina, bevægelighed og buksetalje er imponerende og vokalen lød vel stærkere end nogensinde.
Der var intet at udsætte på håndværket heller. Det udvidede band havde øvet seriøst og både lysshow og lyd var også i vater.
Det startede også godt med en herlig udgave af ”Disco to Disco” der havde lidt mere luft under vingerne end den lidt mere stramme studieversion.
"After Hours” er dengang som nu også en fremragende elektrorock sang, og ”Trouble Is” med sin insisterende genkendelige basrundgang har så absolut sine kvaliteter.
Men de blev leveret først i sættet og desværre afbrudt af en lidt Momford & Sons-agtig udgave af ”Neverending”.
Og den lidt grønlys/rødlys spilleliste gjorde, at ligesom pulsen var på vej op over de 120, så blev den sendt mod hvilestadiet igen. Det fortsatte desværre resten af aftenen.
Turboweekend må roses for ikke kun at tage en æresrunde i udsolgte sale, men benytte anledningen til at udsende nyt og denne gang på modersmålet.
Den nye single ”Under Overfladen” har muligvis ikke et fængende omkvæd, men viser alligevel en musikalsk vej frem, skulle trioen forlænge samarbejdet ud over den her turné.
Lad os håbe, de gør det og svinger forbi Nordjylland igen. Bare ikke på en aften, hvor der også er en dag i morgen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.