Tv‑drama

Jamal er fængslet, men nu vil vi snart se nogle skurke

Støvet lægger sig over vores hovedpersoner, og de handler ikke, som de plejer. De er i opløsning

Ginger tager Holger med til datterens urnenedsættelse. De to er efterhånden nært forbundne: Ginger trak datteren ud af restauranten, da den var under beskydning. Og nu bor hun i hans kosteskab. Foto: Jason Alami

TV-DRAMA: ”Når støvet har lagt sig” 7:10

Så fik politiet fat i Jamal. Det skete næsten uden besvær. Han var dum nok til at tænde for sin mobiltelefon, og derfra skulle politiet ikke bruge mange anstrengelser for at få fat i ham.

Der før havde han haft nogle hyrdetimer i et kolonihavehus sammen med Alban.

Alban og Jamal i en hyggestund i kolonihavehuset. Er de terrorister, eller har de bare været det forkeret sted på det helt forkerte tidspunkt?  Foto: Jason Alami

Alban og Jamal i en hyggestund i kolonihavehuset. Er de terrorister, eller har de bare været det forkeret sted på det helt forkerte tidspunkt? Foto: Jason Alami

Alban den kriminelle.

Men også Alban terroristen?

Alban præsenterede i hvert fald et alibi for Jamal, som endte med at tro på, at han var på Sveriges-båden, da attentatet fandt sted.

Vi vil have forbrydere og motiver

Om det alibi holder, hører vi sikkert i næste episode.

Men efter 7 afsnit kunne jeg godt tænke mig at få præsenteret nogle forbrydere. Og endnu bedre: Et motiv.

Vores tolerante justitsminister spekulerer også meget i motiv. Og det faktum, at hun intet motiv finder, rusker altså i hendes tolerance. For nu er det pludselig en terrorhandling opstået ud af det blå af en person, der hele vejen igennem har været helt normalt.

Men hun ved heller ikke, hvad vi tv-seere ved: At Jamal er uskyldig i terror. Men givetvis skyldig i dumhed.

Man skal tænke sig om

Den slags kan man godt blive straffet for. Ikke fordi det er i lovens ånd, men fordi man ind imellem bare ikke må være for dum. Der er situationer, hvor samfundet kræver, at man tænker sig om, inden man handler.

Lige nu sker der ting og sager med vores mange personer. Elisabeth bliver mere indædt og det virker som om hun er ved at opgive de idealer, hun altid har kæmpet for. Sorgen efter drabet på hendes kone er for voldsomt.

Elisabeth og hendes svoger med urnen med Stinas aske. Det møde endte også i uvenskab. Men Elisabeth bliver også mere og mere hård, samtidig med at hendes humanistiske livssyn er i opløsning.  Foto: Jason Alami

Hun skal så tillige kæmpe med sin svoger, og han er godtnok ond i sulet.

Holger med Ginger i kosteskabet

Ikke kun på Elisabeth. Også på sin gamle far, som rækker hånden frem mod ham. Men han er både døv, blind og indestængt. Han er på ingen måde åben over for argumenter.

Holger er et kapitel for sig selv. Han har jo nærmest indlogeret Ginger i kosteskabet. Og der er jo ved at opstå en slags forståelse blandt de to.

Alban og Jamal bliver meget tætte i dette afsit. Her der de på vej ind til byen efter grillmad. Og med en rygsæk bagpå knallerten. En rygsæk som Ginger stjæler. Foto: Jason Alami

Alban og Jamal bliver meget tætte i dette afsit. Her der de på vej ind til byen efter grillmad. Og med en rygsæk bagpå knallerten. En rygsæk som Ginger stjæler. Foto: Jason Alami

Men hvad var det for en taske, Ginger stjal fra Alban og Jamal? Jeg er lidt nysgerrig efter, hvad der er deri. For er rygsækken det afgørende bevismateriael, der enten kan dømme eller frikende Jamal og Alban.

Champagne, pels og safari

Endelig er der Morten, som har hævet pensionen og købt champagne, safari og pels for pengene. Den er også helt gal.

- Vi skal jo snart dø, siger han. Alt imens konen - ganske forståeligt - er nervøs.

70 procent gennem serien begynder båndene mellem de enkelt medvirkende nu at blive flettet sammen. Og det er ganske rart.

Kigger ind ad vinduer

Ginger står og kigger ind gennem vinduet hos sin søster. Ved siden af står svenske Lisa og kigger ligeledes. Ginger kigger på sin søn. Lisa kigger på søsterens eks-mand.

Jo - de er forbundne. På samme måde som Ginger og Holger er forbundne.

Der er mange tråde, der skal flettes sammen inden slutningen på den serie.

Det kan godt ske, at seriens tema er, hvad terror gør ved folk. Og det er rigtigt fint. Men jeg mangler stadig et vigtigt tema: Hvad gør folk til terrorister.

Jeg mener faktisk, at det er mindst lige så vigtigt at forsøge at besvare. Og det er også denne series svageste side, at vi ikke kommer ind på det spor.

Fremragende skuespil

Vi har set en skydescene. Vi har set 19 blive myrdet. Det virker meningsløst. Men selve serien bliver også meningsløs, hvis den ikke forklarer sig. Vi skal snart have sat hoveder på vores skurke. Det er simpelthen en del af kontrakten med os tv-seere.

Alban piller simkortet ud af Jamals telefon inden de tager i kolonihavehuset. Men Jamal sætter det på plads igen. Det viser sig at være noget dumt, for det fortæller politiet, hvor han er.  Foto: Jason Alami

Selvfølgelig er det spændende at opleve tv-drama, hvor personerne er det vigtigste og ikke endnu en kriminalgåde for Gud ved hvilken gang. Men når politi-efterforskningen fylder så meget i denne tv-serie, så skal vi også have vores politimæssige tilfredsstillelse.

Det ændrer dog ikke ved, at DR som sædvanlig brillerer med fremragende skuespil. Karen-Lise Mynster er rystende god. Jacob Lohmann ligeså. Og Henning Jensen. Det er nemt at remse navne op på skuespillere, som gør det fremragende.

”Når støvet har lagt sig”

Instruktion: Iram Haq

Episodeforfatter: Ida Maria Rydén

DR tv søndag aften og på dr.dk

Brugeranmeldelser

Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.