Jo. Vi kender godt typen

Skal det nu være kunst? Det er det store spørgsmål for en gruppe borgere i en lille by langt ude på landet. Kommunen vil forære borgerne et kunstværk, der skal placeres i en ny rundkørsel. Et af tidens fænomener i politik er borgerinddragelse, og derfor skal en gruppe frivillige nu arbejde sammen med en anerkendt kunstner om udformningen af værket.

Er det kunst, eller bare noget lort, som da den anerkendte italienske kunstner Piero Manzoni skabte sit mest berømte værk, Merde d'artiste, (kunstnerens lort) bestående af 90 dåser med hver 30 gram afføring?

Diskussionerne bølger frem og tilbage mellem de frivillige, kommunens repræsentant og kunstneren, der naturligvis kommer med en mere akademisk og teoretisk (og lidt storladen) tilgang til opgaven, end borgernes mere praktiske syn på sagen.

Kan han formidle sine ideer til borgerne, kan de inspirere ham til at skabe noget, de synes om, og som giver mening i deres hverdag? Skal kunst i et hele taget se pænt ud, skal det give mening, og skal alle kunne forstå det? Eller skal kunsten bare stille spørgsmål, som du selv må besvare?

Kan man sammenligne Michelangelos værker med en dåse lort?

Vendsyssel Teaters nye forestilling Rundkørsel tager drilagtigt og med forløsende humor kunstens store temaer op. Vi ser på os selv og vores naboer - jo, vi kender typen! – og får måske undervejs et, eller flere, svar på den elitære udfordring over for den folkelige opfattelse af, hvad kunst er og skal kunne.

Borgerinddragelsen gør det ikke helt nemt at nå frem til målstregen. Der er følelser på spil, og de stejle synspunkter får hele projektet til at vakle.

Selvom deltagerne overfladisk betragtet kender hinanden fra dagliglivet i det lille samfund, viser det sig undervejs, at der er flere lag, end man umiddelbart ser. Overraskende hemmeligheder kommer frem i lyset.

På scenen ser vi en gruppe arketyper, som vi alle sammen kan genkende, og de er skåret både skarpt og morsomt, uden at vi når helt over i karikatur. Der er meget at grine af i forestillingen, men egentlig er det jo, som det ofte er tilfældet, os selv, vi griner af. Men vi ser også, at der er mere, end hvad man ser med hverdagens rutineprægede blik på hinanden.

Den unge kunstner forsøger efter bedste evne at holde borgerne fast på en for ham kunstnerisk forsvarlig kurs, men han viser sig at være mere forstående over for borgernes drømme og ønsker, end de nok havde forestillet sig.

Og måske får han også selv et nyt syn på kunstens rolle i hverdagen i form af en rundkørsel med tre ben. Måske behøver kunst ikke være en ny Michelangelo hver gang.

Dialogen er vittig og tankevækkende, kontant og direkte. Til at begynde med er fronterne trukket skarpt op, men med tiden får vi flere nuancer med.

De syv medvirkende giver både stilfærdigt og med trumf på et rørende indblik i, hvad der gemmer sig under overfladen. Bl.a har Uffe Rørbæk Madsen en stilfærdig monolog om en kærlighedshistorie, der får publikum i salen til at sidde musestille. Vi skal have det hele med.

Alle på scenen gør det virkelig godt, og man fornemmer, at holdet har følt sig i trygge hænder hos instruktøren Hans Rønne, der også har skrevet stykket sammen med Jens Kepny.

Der er et par dramatiske højdepunkter undervejs, som det vil være ufint at røbe her. Men på underfundig vis når stykket frem til et overraskende bud på kunst i rundkørslen.

Det er igen lykkedes Vendsyssel Teater at servere en underholdende forestilling med noget på hjerte, både på det menneskelige plan og i det store spørgsmål om kunstens krav til folket, og folkets krav til kunsten.

Hvis alle kan lave det, er det så kunst? Skal kunsten være unik og spektakulær, smuk eller grim? Kan en idé være kunst?

De spørgsmål kan man som tilskuer så gå og tumle med efter forestillingen, med et smil på læben.

Det er ikke så ringe endda!

Rundkørsel

Vendsyssel Teater indtil 17. december

Tekst: Hans Rønne og Jens Kepny

Instruktion: Hans Rønne

Medvirkende: Magnus Andersen Hald, Bodil Lassen, Uffe Magnus Kristensen, Uffe Rørbæk Madsen, Hanne Laursen, Anni Bjørn og Jørgen Bing