Jonah Blacksmith: Det er både oppe at ringe og helt nede på jorden

Som ingen andre lige for tiden har de gennemgemytlige spillemænd fra Thy, brødrene Thomas og Simon Alstrup, virkelig formået at knække koden for, hvordan man håndterer og serverer moderne folkemusik. Nemlig med masser af tungt stampende danserytmer, et væld af øjeblikkeligt fængende åh-åh-åh-kor og i det hele taget med rigeligt med plads for publikum til at kile sig ind med, hvad vi ønsker at stille med af medleven.

Egentlig er Jonah Blacksmith Trio en lidt pudsig størrelse.

For intet, absolut intet i de meget pågående melodier og de ofte bredt fortællende tekster (som kan være rørende uden at blive sentimentale) signalerer umiddelbart Thy eller solid jysk muld som sådan.

Men alt det ind imellem, de pudsige introduktioner fra Thomas Alstrup, gør til gengæld næsten ikke andet.

Lige så fritflyvende bemærkelsesværdige mange af Jonah Blacksmiths smukt drejede folkpop-melodier godt kan være, lige så meget nede på jorden er de små (bort)forklaringer før og efter.

Her kan det med den største selvfølgelighed handle om at gå på bukkejagt med grandfætter Rolf og snakke om at glæde sig til at blive far om kortere eller længere tid.

Dem spillede Jonah Blacksmith Trio

Off the Track.

Northland. Daughter of Jonah.

Monster. Honey.

Earthquake.

I Am King.

Kings and Queens.

A song to the Sea.

'Ekstranummer: Dreams.

Eller det kan handle om at være forsigtig med at sætte tilskuerne i gang med at skåle, for så kommer de jo bare for godt i gang med snakke om, hvor længe der er gået, siden de sidst fik skiftet olie på traktoren.

At overvære en koncert med Jonah Blacksmith - her i trio-udgaven med Jon Bisgaard Kjeldsen - er en evigt skiftende bevægelse mellem fryd og stille smil. Fryd over de mere end almindeligt ferme sange - og så stille smil over "helt nede på jorden og langt ude på landet"-snakken ind imellem.

Med Jonah Blacksmith er man ganske enkelt havnet i godt selskab.

Netop gemytlighed - noget ubestemmeligt rart - bobler ud af alt, hvad brødrene Alstrup foretager sig på en scene, og det forplanter sig fra en scene. Også til en koncert, hvor trioen tydeligvis har ladet sig lede af, hvad de selv godt kan lide fra repertoiret - frem for de mange musikalske "quick fixes" af hurtigere popnumre, som de også godt kunne have valgt.

Alt i alt stor respekt for brødrene Astrup og omegn. De lyder i den grad, som om de først lige er kommet godt i gang med noget, der næsten kun kan vokse og udvikle sig yderligere herfra.

Jonas Blacksmith Trio på Lyden af Nibe (Nibe Festival) fredag aften.