Kærligheden overvinder alt: En frydefuld oplevelse på Teater Nordkraft

Vildt underholdende og gennemført, lyder vurderingen fra Nordjyskes anmelder

Grusomhed og mørke hvirvler forbi vore øjne, isprængt livsalig humor og surreel opfindsomhed uden ende, men slutscenens guddommelige barn vil man aldrig glemme. <i>Foto: Karoline Lieberkind</i>

Grusomhed og mørke hvirvler forbi vore øjne, isprængt livsalig humor og surreel opfindsomhed uden ende, men slutscenens guddommelige barn vil man aldrig glemme. Foto: Karoline Lieberkind

TEATER - "Dekalog"


At overvære denne forestilling er som at befinde sig nogle timer på selve teaterkunstens fødestue. Døre smækker op og i, personale iler til og fra, skrig og uventede lyde klinger i rummet, pludselig er der en hund til stede, men til sidst bliver kærlighedens fuldbårne barn hugget fri af is og vand i forestillingens dybt bevægende slutscene, frembåret af Jakob Hannibal, og den rene barnestemme man også hører i begyndelsen rejser sig ud af kaos.

Det er nærmest naturstridigt. Og det trodser i virkeligheden enhver beskrivelse. Men ”Dekalog” er en frydefuld oplevelse fra start til slut. Vildt underholdende og gennemført med blændende virtuositet af alle medvirkende.

Til sidst bliver kærlighedens fuldbårne barn hugget fri af is og vand. <i>Foto: Martin Høyer Poulsen</i>

Til sidst bliver kærlighedens fuldbårne barn hugget fri af is og vand. Foto: Martin Høyer Poulsen

Læg mærke til ophavsmandens navn, Thomas Hwan. Ham kommer vi til at høre mere til, og det er Minna Johannesons og Teater Nordkrafts udødelige fortjeneste at have muliggjort produktionen på nærmest umulige corona-betingelser.

Vi kommer til at høre meget mere til Thomas Hwan.  <i>Foto: Martin Høyer Poulsen</i>

Vi kommer til at høre meget mere til Thomas Hwan.  Foto: Martin Høyer Poulsen

Thomas Hwans vision bygger på den polske mesterinstruktør Kieslowski ti små film om hvert af Bibelens ti bud, dekalogen. Da fremstillingsformen er fragmenteret, vil de færreste måske genkende de filmiske forlæg, endsige den bibelske sammenhæng, alligevel dukker stumper og stykker op som vragstumper dansende i bølgerne efter et voldsomt skibbrud. Vi kan godt genkende ”En fortælling om kærlighed” (hed den vist nok), også i den sceneografiske tilrettelæggelse, som er aldeles mesterligt realiseret. Sandet og den lille sø i forgrunden udnyttes uafbrudt overraskende og fængslende den lange forestilling igennem, samfulde to og en halv time. Kieslowski dryppede med sin filmiske metode en dråbe syre ned i velkendte dramaturgiske formler og afdækkede skjulte sammenhænge i vores eksistens, også i de film, der efterfulgte Dekalog. Mange vil sikkert huske ”Veronikas to liv” og trilogien efter tricolorens farver, blå, hvid, rød.

 <i>Foto: Martin Høyer Poulsen</i>

Foto: Martin Høyer Poulsen

”For mig handler det om kærligheden” siger Thomas Hwan i den smukke programtekst. ”Når vi tør elske og blive elsket, har vi intet at tabe og alt at vinde”.

Og Minna Johanneson fuldbyrder budskabet: ”Jeg elsker Thomas Hwans blik på menneskeligheden. Grusom og mørk, men i sidste ende forsonende og fuld af håb.”

Grusomhed og mørke hvirvler forbi vore øjne, isprængt livsalig humor og surreel opfindsomhed uden ende, men slutscenens guddommelige barn vil man aldrig glemme. Og hils endelig den lille dreng, der lægger stemme til. En stemme, der går lige i hjertet.

”Dekalog”

Af Kieslowski og Thomas Hwan.

Instruktør og dramatiker: Thomas Hwan.

Scenograf: Peter Schultz.

Lysdesigner og lystekniker: Mads Eckert Hermansen.

 <i>Foto: Martin Høyer Poulsen</i>

Foto: Martin Høyer Poulsen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.