Musik

Kalaset fik selv julefrokosten til at holde kæft

Kalaset leverede en af de der sjældne, magiske aftener på Studenterhuset, hvor de forenede generationerne og fik julefrokosterne til at holde kæft

Kalaset med forsanger Morten Holm Ørsager i midten.
Kalaset med forsanger Morten Holm Ørsager i midten. Arkivfoto: August Winther Thomsen

Hvornår har Studenterhuset sidst på rekordtid kunne melde helt og aldeles udsolgt til et band med kun ét album bag sig? Det kan ikke i skrivende stund ikke huskes.

For det kan meget vel være den dårligste beslutning, siden man ikke valgte at stige på Novo Nordisk-aktietoget tilbage i 90'erne, at de af jer der ikke var hurtige nok ved havelågen dermed ikke fik adgang til 65 eventyrlige minutter.

At det ligeledes foregik i en koncertsal, der har sin del af legendariske aftener i aalborgensisk musikfolklore på CV’et, gjorde det kun bedre. 

For det her skulle vise sig at blive en af dem.

For fynske Kalaset, der låner meget fra The Minds Of 99 der, lidt fra Panamah her, og alt andet godt fra det danske indie synthpop-hav, der som det eneste hjemlige farvand disse år, afgjort ikke lider af iltsvind, leverede fredag aften en kurtiserende hvirvelvind af en koncert.

Her blev den ene øreorm efter den anden hældt helt op til toppen af glasset og drukket, som var det den bedste Chablis i verden. 

Og det smagte hele tiden af mere. 

Kvalmen meldte sig aldrig.

For Kalaset har restaureret alt, de står på skuldrende af og gjort det til sit eget. Med en ungdommelig energi, en næse for hooks - og omfavnende omkvæd og så lige den rette dosis af post-punket romantik appellerer de en sjælden grad til både P3- & P4-segmentet.

Alle de generationer var ligelig fordelt i salen og lod sig rive med og rundt af bandet, der lød langt ældre og mere erfarent, end deres alder og CV bevidner. Og det skete, selvom det våde julefrokostselskab bagerst gjorde deres for højrøstet at involvere alle i året, der var gået på arbejdspladsen.

Heldigvis lod de færreste sig mærke af et uvelkomment soundtrack af affærer, dumme chefer og manglende bundlinje.

For på en intensiv time, hvor frontmand Morten Holm Ørsager ikke efterlod megen plads til at holde publikum i hånden eller dirigere dem, fik vi som en anden knytnæve fra en ung Mike Tyson smidt formidable versioner af ”Tag Mig Som Jeg er”, ”Kaos Kan Være Smukt” og ”Riv i Mit Hår” lige i ansigtet.

Intet gøgl, intet stand-up, intet manuskript. 

Kalaset lod musikken være kapelmester og føre aftenen derhen, hvor den ville hen. Og den ville samme sted som bandet. 

Videre.

Og fremad.

Kalasets fremmeste fortrin er, hvordan Morten Holm Ørsagers ubesværede kraftfulde vokal hele tiden er i spænd med Sidsel Dues (Keyboard) underskønne backingvokal, så det lyder mere som egentlige duetter end supplementer, ikke mindst på ét af aftens højdepunkter, den vidunderlige ungdomshymne ”Vi uendelige”.

Sidsel Due leverede ét andet højdepunkt, da hun fik scenelysets skær næsten for sig selv og bjergtog salen i sådan en grad, at selv julefrokosten holdt kæft et øjeblik, med en isende følsom lead-vokal på den nærmeste Kentske uudgivet ”Genoptstår”. Så smuk som den sne, der dalede ned udenfor.

Den Aalborg-bosiddende guitarist Anders Mygind, der ligner en ung Will Sergeant fra Liverpools 80'er helte Echo & The Bunnymen, tog energien fra netop de alternative 80'ere, og leverede sammen med bassist Henrik Skov en støjende tung bund på den fremragende ”Sprængfarlige Kanon”, vis crescendo fik pulsen til at stige og åndenøden til at melde sig.

Bevares, måske er teksterne ikke ligefrem Michael Strunge eller Jens Unmack, men ordene bliver leveret overbevisende og oprigtigt, og det kan langt hen ad vejen opveje gymnasiepoesien.

For kvintetten skal forsøge ikke at lade sig friste af den nemme af popvej, men sørge for at beholde de elementer af det skæve, mørke, alternative og så netop det tilgængelige, der gjorde, at de i al fald denne fredag aften, i hjertet af Aalborg, forenede generationerne mere, end de skilte dem.

Èn af de der magiske aftener er hermed føjet til Studenterhusets folklore.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden