Hjemme hos Søren

Niels Schultz Hansen, Søren Rasmussen

Vendsyssel Festival torsdag aften

"Hjemme hos Søren en" hedder koncerterne. Søren er naturligvis organist Søren Rasmussen, og hjemme er parcellen på Liljevej 4 i Vodskov, hvor Søren har bygget sig sit eget orgel i dagligstuen.

Det er et Bruno Christensen med otte stemmer, to manualer og pedal, og selvom instrumentet ikke har meget rum at klinge i, så oplever man her instrumentet som i en lille landsbykirke, helt tæt på, så man kan mærke luftstrømmen fra piberne.

Og så husker man på, at kammermusik jo oprindeligt blev komponeret til kammeret, d.v.s. til mindre private sammenkomster, og ikke de store koncertsale, hvor man normalt hører den i dag.

I år havde Søren allieret sig med fløjtenisten Niels Schultz Hansen i et velvalgt program, der kredsede omkring det danske og det franske med et par afstikkere til barok og wienerklassik.

Den danske musik var repræsenteret ved komponisterne J.P.E. Hartmann, Carl Nielsen, Svend Ole Møller og Bo Grønbech, alle organister med undtagelse af Nielsen. Hartmanns fine præludium for fløjte og orgel er dansk højromantik og stod sig godt til den tørre akustisk i Sørens stue.

Svend Ove Møllers ’Invention’ blev til under besættelsestiden, også den trivedes i den tørre akustik med sit modernistiske tonesprog og skæve harmonik.

Bo Grønbech havde lavet tre nænsomme bearbejdelser af Kingo-melodier, sådan som de er blevet sunget af fiskerne i Thyborøn gennem århundreder. Niels og Søren ramte fint den helt specielle og inderlige tone i disse melodier, der var som skabt til det lille rum.

Carl Nielsens fire små præludier for orgel eller harmonium tog Søren Rasmussen sig af. Præludierne er skrevet som forstudier til orgelværket ’Commotio’; men de er små perler hver og en, som desværre høres alt for sjældent. De var både velartikulerede og velklingende.

Den franske musik var repræsenteret ved Satie, Alain og Debussy. Saties berømte ”Gymnopédie nr. 1” klingede enkelt og smukt, mens Jehan Alains ”Trois Mouvement” var en anderledes sværvægter med sine smukke melodier, skæve tonalitet og den blændende toccata i sidste satsen, som fik en fornem fremførelse.

Niels Schultz Hansens solostykke var – naturligvis – Debussys berømte ”Syrinx”, smukt formet og med fine skyggetegninger.

Afslutningsvis fik vi Mozarts Andante i C-dur, oprindeligt komponeret til en af hans koncerter for fløjte, her i transskription for orgel. Musikken var enkel, men rummede – som altid hos Mozart – mange fine nuancer i udtrykket og stemningsskift, som solisten og hans ’orkester’ formidlede på fornem vis.