Klummeskribent: Hvorfor er det så farligt, når vores opfattelse af køn bliver udfordret?

Dragshows er en friheds performance. Det er et symbol for empati, kærlighed, ligestilling, åbenhed, ærlighed og kampen for, at alle som minimum skal have en fornemmelse af vores berettigelse som menneske, skriver klummeskribent Sofie Nielsen

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

Sofie Nielsen er eventmager, kreativ projektleder og elektronisk musiker under navnet ”Tone”.

I mange år - vi snakker over to årtier - har jeg fulgt med i en kultur, der er vokset og vokset.

Jeg er ikke blot fascineret, overvældet og nysgerrig.

Jeg er også draget og har flere gange haft tanken: Gid jeg var født som en homoseksuel mand, så jeg kunne kaste mig ud i denne livsstil og kunstform.

Men nu er jeg en ciskønnet kvinde - dog med en god kontakt til mine maskuline træk.

Jeg kan ikke fortælle langt og længe om dragqueens historie og oprindelse, men det er oftest en mandlig entertainer, der iklæder sig spektakulære flotte dragter, ofte som kvindeskikkelse og laver en performance med sang og dans.

Der er forskellige stilarter og fortællinger i showet, men det, der for mig er det mest fascinerende, er at kende til det bagvedliggende. Grunden til hvorfor de gør det.

Det er en friheds performance. Det er et symbol for empati, kærlighed, ligestilling, åbenhed, ærlighed og kampen for, at alle som minimum skal have en fornemmelse af vores berettigelse som menneske. At føle vi er noget værd. Det er et statement, der omfavner de sindssyge vilkår, der er og har været for ikke heteroseksuelle mennesker i et historisk perspektiv.

Hvad der for nogen er så mystisk og uforståeligt ved, at man er drag, er for mig efterhånden en befrielse.

Det er en underholdning, jeg tyer til, når rammerne og omgangstonen bliver for snæver. Her kan jeg trække vejret og smile og græde. Jeg kan føle mig ligevægtig.

Efter for nyligt at have set DR-programmet ”Signe Molde på udebane”, hvori hun prøver at tage pis på LGBT+miljøet, kunne jeg se, at hun bekræfter mange i deres ret til at synes, at det er noget underligt noget med behovet for at blive omtalt med det pronomen (køn), de identificerer sig med. Det er for mange uforståeligt og endda til irritation, at de skal forholde sig til nye køn. Hvorfor kan de i LGBT+ miljøet ikke bare slappe af, spørger Signe Molde.

Men hun misser pointen.

Hun spørger selvfølgelig, fordi det sætter urimelige krav til hele samfundet - om at forstå, at fortællingen om manden og kvinden i traditionel forstand ikke er så simpel en løsning endda.

Men hvorfor er det så farligt, og hvorfor bliver vi provokerede af det faktum, at vores konventionelle forståelse af køn bliver udfordret?

For nyligt så jeg et program, hvori en homoseksuel mand og en lesbisk kvinde skulle arbejde sammen. Forståelsen mellem de to var fænomenal. De forstod hinanden på et dybere plan, som jeg ikke har set før. De var begge i en perfekt balance med deres mandlige og kvindelige sider. På en måde virkede de som en slags overmennesker.

Jeg så for mig, at evolutionen tager os den vej - med henblik på at skabe et væsen, der på sin vis kan gøre verden til et bedre sted. At manden og kvinden forstår hinanden og på en måde smelter sammen.

Og ja ja, jeg ved, at det er provokerende snak, men sammenligner man denne tanke med George Lukas’ univers Star Wars, hvori der findes uendeligt mange forskellige væsner og måder at leve på, så er tanken måske ikke helt så vild.

Men start med at se et dragshow og lad dig underholde af musik, dans og den gode stemning.

Det er nemlig også en kunstform, der kræver utrolig meget kreativitet, godt håndværk og rigtig meget øvelse for blive en god drag-performer.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.