Kommentar

Kommentar: Der er en kamp om virkeligheden i Aalborg

Lider kunstnere og arrangører i Nordjylland virkelig af et kollektivt mindreværd - eller er det på tide at pakke myten væk og komme videre?

6. december løb den Aalborg-baserede festival Meutiviti med Danish Music Award pris for “årets koncertoplevelse 2021”. Prisen blev modtaget af daglig leder Erik Lunde Michaelsen. Foto: Malthe Ivarsson

6. december løb den Aalborg-baserede festival Meutiviti med Danish Music Award pris for “årets koncertoplevelse 2021”. Prisen blev modtaget af daglig leder Erik Lunde Michaelsen. Foto: Malthe Ivarsson

Der var hævede stemmer, da den nye nordjyske kunstner-sammenslutning Nordjysk Guld i august afholdt et arrangement om kunstneres vilkår i Nordjylland.

Til stede var over 50 kunstnere, politikere og embedsfolk, repræsentanter for brancheforeninger m.fl., og særligt to problematikker fyldte. Den ene er den, der handler om, hvorvidt lokale kunstnerne bliver nok anerkendt for det, de bidrager med i forhold til bosætning og turisme.

Og så var der en, der handler om, at nordjyske kunstnere er oversete - decideret stigmatiserede.

Kan vi løfte kunstnernes vilkår i Nordjylland? lød temaet til Nordjysk Gulds arrangement, der løb af stablen i august. Foto: Martin Damgård

Kan vi løfte kunstnernes vilkår i Nordjylland? lød temaet til Nordjysk Gulds arrangement, der løb af stablen i august. Foto: Martin Damgård

- Vi ER stigmatiserede. Vi bliver gjort til en amatørkultur heroppe. Der er et kæmpe nordjysk kulturliv, men der er et dårligt kollektivt selvværd. Man er bange for at ansætte en nordjyde på kulturinstitutionerne – og jubler når en udefra nedlader sig til at flytte hertil. Vi er et karrierespringbræt for de andre, lød det fra en kunstner og arrangør, der blev bakket op af andre.

Spoler man tiden et par måneder frem og zoomer ind på Bremen Teater, hvor der forrige søndag blev afholdt Danish Music Award - Danmarks største musikprisfest, synes selvværdet dog ikke at mangle.

Her modtog den Aalborg-baserede festival Meutiviti prisen for “årets koncertoplevelse 2021” for deres Impro Fauna-koncerter. De vandt over Aarhus Jazz Orchestra - et af Danmarks førende jazzorkestre. Udover dem var der indstillet to andre nordjyske projekter.

Flere nordjyske musikere er de seneste år blevet grebet af DRs Karrierekanonen, Statens Kunstfond bakker op om mange nordjyske kunstprojekter, Musikkens Hus og Korma præsenterer nye navne på SPOT-festival, og der er hele tiden navne på turné og nationale og internationale samarbejder samt kunstnere og branchefolk, der flytter til.

Hvordan passer det sammen med et kollektivt mindreværd?

Prisoverrækkelse, Danish Music Awards 6. december. Foto: Malthe Ivarsson

Prisoverrækkelse, Danish Music Awards 6. december. Foto: Malthe Ivarsson

Der er tydeligvis to virkeligheder i spil i dag i Nordjylland - to fortællinger. Den ene handler om, at er du fra Nordjylland, skal du slå tre ekstra seksere for at komme i gang. Og så er der den, der siger, at er du dygtig nok til det, du gør, kan du bo hvor som helst - i et nedlagt fyr på kanten af verden, hvis du vil.

Måske er det afgørende ikke, hvad der er sandheden - der er uden tvivl oplagte udviklingsområder.

Men spørgsmålet er, hvad vi går glip af ved at tage afsæt i en negativ fortælling. Som Gregers Mørksted, musiker, manager og indehaver af pladeselskabet Sound Seduction, konstaterede til Nordjysk Gulds møde: Jeg er ved at være træt af snakken om, at "Nordjylland også kan".

For mig at se var det mest bemærkelsesværdige ved Nordjysk Gulds møde i august, at ikke flere af nøglefigurerne i det nordjyske kulturliv valgte at deltage i en debat, der helt oplagt vedkommer dem.

Altså den del af debatten, der handler om, hvordan man får skabt flere interessante samarbejder på tværs mellem kunstnere og institutioner i hele regionen og et økosystem med jobs og indtægter.

Er det fordi, de ikke kan se sig selv i fortællingen om stigmatisering? Overdøver den simpelthen? Uanset hvad, der ligger bag, er det ærgerligt for udviklingen af kulturlivet, for der er en god idé bag visionen om et nordjysk sammenhold.

Det virker måske som forenklet at sige, at vi er det, vi siger, vi er. Men når der er så meget talent og så mange samarbejder i gang som nu, er det ikke uklædeligt at møde sit spejlbillede med et smil.

Der er meget stor forskel på at starte fra bunden eller at bygge ovenpå en udvikling, der allerede er godt i gang - det er nok flest, der har lyst til at springe på en succes.

Nå, men tillykke med den nationale pris til Meutiviti!

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.