Kommune under voldsomt pres: Verdensballetten får kniven

Verdensballetten må klare sig selv fremadrettet, lyder det fra kulturudvalget i Frederikshavn, der forudser endnu flere svære beslutninger på området i den kommende tid

- Det er trist, hvis et kulturarrangement med fundament i Skagen, som er bygget op over 15 år, og som gennem årene er blevet en stor kulturambassadør for kommunen og fortæller historier med afsæt i Skagen, ikke skal fortsætte, siger Jens-Christian Wandt, leder af Verdensballetten. <i>Arkivfoto</i>

- Det er trist, hvis et kulturarrangement med fundament i Skagen, som er bygget op over 15 år, og som gennem årene er blevet en stor kulturambassadør for kommunen og fortæller historier med afsæt i Skagen, ikke skal fortsætte, siger Jens-Christian Wandt, leder af Verdensballetten. Arkivfoto

FREDERIKSHAVN:Det er i Skagen, Verdensballetten blev født, og en søgning på Infomedia viser, at det er den næstmest omtalte kulturelle begivenhed i Danmark i juli måned, kun overgået af Roskildefestival. 

Men det er slut nu. Frederikshavns Kommune har indtil nu støttet Verdensballetten med 40.000 kr. årligt, men meget tyder på, at de er væk, når budgetforslaget for 2023-2026 stemmes igennem.

Et stort problem, advarer Jens-Christian Wandt, leder af Verdensballetten.

Det er tvivlsomt, om man kommer til at kunne opleve Verdensballetten i Skagen i 2023 og fremadrettet. <i>Arkivfoto:</i>

Det er tvivlsomt, om man kommer til at kunne opleve Verdensballetten i Skagen i 2023 og fremadrettet. Arkivfoto:

- Skagen er Verdensballettens fundament. Den er en omkostningstung forestilling, da alt skal bygges op fra grunden. I det budget kan 40.000 kr. fra kommunen virke som et lille beløb, men for os er det et vigtigt beløb, der gør forestillingen i Skagen mulig, siger Jens-Christian Wandt, der henviser til, at ballettens økonomi er sammensat af entréindtægter og tilskud fra kommunen, fonde og sponsorer. 

I Skagen alene lyder budgettet på lidt under 700.000 kr. - entréindtægten dækker cirka 60 procent af udgifterne.

- Det er en bedrift at kunne præsentere ballet, opera og klassisk musik på dette høje internationale niveau og på et sted som Den Tilsandede Kirke uden at få statsstøtte, siger Jens-Christian Wandt, der undrer sig over, at andre kulturudbydere i kommunen blot får skåret i deres støtte, imens de selv får fjernet hele støtten.

- Jeg er klar over at Frederikshavn Kommune står med en stor udfordring lige nu, og vi skal alle holde for,  men det virker fattigt, når kommunen vælger at skære så drastisk på kultur. For Verdensballetten kan det betyde, at der ikke bliver nogen forestilling i Skagen fremover, siger Jens-Christian Wandt, der beskriver den som en hidtil vigtig del af Skagens kulturliv, der har tiltrukket et stort og trofast publikum.

- Det er svært ikke at tage det som en kold klud i ansigtet og en udmelding om, at kommunen ikke vil os.

Tid til at stå på egne ben

Når valget i sparerunden er faldet på Verdensballetten, så skyldes det, at det aldrig har været meningen, at den skulle støttes af kommunen så længe, fortæller Peter Laigaard (C), formand for kulturudvalget i Frederikshavn Kommune.

- Vi har ikke penge til ny udvikling i kommunen, fordi mange tilbud er kommet på den kommunale 'finanslov', det vil sige, at det, der starter som starthjælp, bliver til en fast post i budgettet. Sådan er det gået med Verdensballetten. Vi sætter stor pris på den i kommunen, men på et tidspunkt må den stå på egne ben - den er et kommercielt foretagende, siger Peter Laigaard om balletten, der har optrådt i Skagen i 15 år.

- De arbejder med langt større budgetter nu end tidligere, så det må være muligt at arbejde sig frem imod en bedre forretningsmodel med sponsorer og events - vores kommunekasse kan ikke bære at blive ved at holde hånden under så mange aktører, siger kulturudvalgsformanden, der påpeger, at kommunen skal spare et historisk stort beløb.

- Vi er endnu ikke færdige med at finde besparelser, og når vi er igennem alle udvalg, kan vi ende med at skulle fjerne endnu flere poster - både på kultur- og fritidsområdet. Vi står over for benhårde prioriteringer lige nu, og det er sandsynligt, at vi kommer til at træffe endnu flere svære valg, siger Peter Laigaard, der sammen med det øvrige kulturudvalg for nylig skar så gevaldigt i støtten til Frederikshavn Kunstmuseum, at det ligner en lukning.

Mange afviklere af lignende events er imponerede over, hvad vi kan gøre med små budgetter, siger Jens-Christian Wandt. <i>Arkivfoto: Kim Dahl Hansen</i>

Mange afviklere af lignende events er imponerede over, hvad vi kan gøre med små budgetter, siger Jens-Christian Wandt. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Balletleder: Folk er rystede

Ifølge Jens-Christian Wandt, leder af verdensballetten, er det dog ikke så ligetil at få det til at hænge sammen som et kommercielt foretagende, og han undrer sig over Peter Laigaards begrundelse.

- Nu var det kulturudvalget selv, der for en del år siden valgte at sætte os på budgettet, så den udmelding undrer mig, siger Jens-Christian Wandt, der fortæller, at de hele tiden arbejder på at få balletten til at hvile økonomisk i sig selv - også med et kommercielt sigte. 

- Vores udfordring er, at en stor del af de statslige puljer, vi kan søge, er målrettet iværksættere - meget få støtter noget, der allerede er i gang. Ingen af de sammenlignelige events, man ser i fx København, klarer sig uden statsstøtte, og på samme måde kan vi ikke stå på egne ben. Det er ikke sådan, vi er bygget op. Faktisk hører vi fra mange, at det er imponerende, hvad vi kan skabe ud af lidt, siger Jens-Christian Wandt, der allerede har fået flere tilbagemeldinger fra folk i Skagen.

- Folk er rystede, herunder turistchefen, der har inviteret mig til møde. Jeg håber inderligt, at det også bliver muligt at præsentere Verdensballetten i Skagen i 2023 og fremover.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.