Koncert afbrudt 25 minutter før tid: Flere fik det dårligt

Varme og trængsel ved teltscene betød, at flere gæster måtte tilses af samaritter

Der var gang i den foran scenen - også lidt for meget gang i den - da ItaloBrothers gik på kl. 21:45. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Der var gang i den foran scenen - også lidt for meget gang i den - da ItaloBrothers gik på kl. 21:45. Foto: Bo Lehm

THISTED:Fredag aften kl. 21:45 spillede ItaloBrothers på Thy Rock, og det var et stort trækplaster for festivalens yngste gæster.

Koncerten, der blev afviklet i Sparekassen Thy Teltet, tiltrak så mange publikummer, at der opstod tumult foran scenen.

Flere gæster blev dårlige i trængslen og varmen, og derfor valgte ItaloBrothers at stoppe koncerten, da der var 25 minutter tilbage af settet.

- Det, som jeg er blevet informeret om af vores vagter og vores stagemanager, er, at de unge er vilde med ItaloBrothers, og i deres begejstring skubbede de hinanden noget sammen. Professionelle som ItaloBrothers selvfølgelig er, så stoppede de med det samme koncerten. Stor respekt for det, for vi prioriterer sikkerhed frem for alt, siger festivalformand Hans Peter Jarl Madsen.

Teltet blev rømmet, og der blev tilkaldt lægehjælp til stedet.

- Vi havde 3-4 gæster, der efterfølgende skulle tilses, men heldigvis kom ingen alvorligt til skade, udtaler formanden, der indrømmer, at det som festivalarrangør giver et sug i maven, når man hører om gæster, der har fået det dårligt til en koncert.

- Vi ser med stor alvor på det, tilføjer han.

Koncerten nåede ikke at komme i gang igen, og episoden får festivalledelsen til at tage set-uppet i teltet op til overvejelse:

- Vi kigger selvfølgelig på, om teltet er blevet for lille til den slags koncerter. Vi så også mange fremmødte til Drew Sycamore, og samtidig har vi at gøre med et par årgange af unge, der ikke har haft muligheden for at tage på festival i et par år, og som nu vil ud og give den gas, og det forstår jeg godt. Nu må vi se, hvordan det går derinde i dag, siger formanden.

Lørdag spiller Hjalmer, Hardinger Band og MD-Duo i Sparekassen Thy Teltet.

ItaloBrothers på Thy Rock 2022

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.