Kulturmødet bliver uden kulturministeren

Kulturmødet Mors åbnes af erhvervsminister Simon Kollerup i stedet for Ane Halsboe-Jørgensen, der har måttet melde afbud

Ane Halsboe-Jørgensen (S) på Kulturmødet i 2021 - da hun var helt nytiltrådt kulturminister. I år har hun måttet melde afbud og erstattes af erhvervsminister Simon Kollerup. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Ane Halsboe-Jørgensen (S) på Kulturmødet i 2021 - da hun var helt nytiltrådt kulturminister. I år har hun måttet melde afbud og erstattes af erhvervsminister Simon Kollerup. Arkivfoto: Bo Lehm

NYKØBING:Den siddende kulturminister plejer at være selvskreven som deltager i Kulturmødet Mors. Og som den person, der åbner den 48 timer lange begivenhed i Nykøbing.

Men sådan bliver det ikke i år. Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har nemlig været nødt til at melde afbud, da hendes søn skal opereres.

I stedet er erhvervsminister Simon Kollerup (S) trådt til. Han åbner årets Kulturmødet på torsdag, 25. august, og om fredagen vil erhvervsministeren også deltage i en række samtaler og debatter - om blandt andet bæredygtig kulturturisme, og om et Danmark i balance med kulturpolitikken som redskab.

Ane Halsboe-Jørgensen beklager, at hun ikke kan være med i år:

- Kulturmødet er et af kulturverdenens årlige højdepunkter. Jeg havde sådan glædet mig til at deltage igen - denne gang uden restriktioner og med tusindvis af deltagere, siger kulturministeren ifølge en pressemeddelelse fra Kulturmødet.

Her peger Simon Kollerup på kulturlivet som det, der kan skabe sammenhængskraft "uanset om man kigger på kunstværker på et museum eller mødes i den lokale badmintonklub".

- Det skaber fællesskaber, som både udvider vores horisont og skaber liv i lokalsamfundene, og jeg ved fra min opvækst i Nordjylland, at Mors er det helt rigtige sted at holde Kulturmødet, siger Simon Kollerup.

Trine Bang, direktør for Kulturmødet, er ked af at måtte undvære kulturministeren:

- Men det er helt naturligt, at erhvervsministeren er med på Mors. Kunst og kultur går på tværs af politikområder og handler om det samfund, vi er fælles om, siger hun.

Kulturmødet lover i øvrigt, at begivenheden vil være tilbage i storform efter to corona-ramte udgaver, og at det bliver tre dage med "de ypperste talenter og skarpeste stemmer" - samt et helt nyt børnekulturmøde og det mest ambitiøse musikprogram til dato.

I alt præsenterer Kulturmødet mere end 500 gratis oplevelse med workshops, musikquizzer, koncerter, samtaler, debatter, fællessang, byvandringer og bingo.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.