FORCE MAJEURE

Udstillinger, der går ind i klimakrisen og ser på, hvorledes den menneskelige kultur både opbygger og nedbryder naturen, er der mange af. Og denne udstilling lægger sig ind i rækken af dem.

Det er et vigtigt emne, som er så omsiggribende, at det kan være svært både at rumme og begribe for den enkelte af os. Så her er kunsten et vigtig talerør, som ikke drukner i statistik og tabeller. Kunsten kan i stedet vise os følelserne og finde vejene til løsninger, men især hjælpe til at sætte fokus på området.

Hvordan skelner vi mellem naturkatastrofer og den menneskeskabte katastrofe i en tid, hvor mennesket selv er blevet en større kraft på lige fod med naturen?

Og lykkes det så her? Egentlig ikke rigtigt. Det er, som om det er for pænt og æstetisk smukt til at det sådan rigtig kradser, og alle følelser kunne komme i spil. Den flotte opstilling og de lækre farver og smukke mønstrer og lækre materialer, skaber et gab mellem ærindet og kunsten. Ærgerligt nok, for her er både kunsten og emnet vigtige.

De otte forskellige kunstneres knap 100 værker er blandet mellem hinanden gennem de gamle fine lokaler og op gennem etagerne. Og de arbejder på hver deres måde med forholdet mellem natur og kultur. Hvad er mennesket, hvad er natur, og hvordan kan vi leve i harmoni med hinanden?

Noget må ændre sig, siger kunstnere. Men kan man tale om kriserne, og håb, hvis man ligesom ikke går ind i det, både det håbløse og krisen uhyggelighed. For deres udsendte opleves det mest som et poetiske bud, der glider let ned uden synkebesvær og man når aldrig hel ned, der hvor krisen kradser og håbet er yderst spinkelt.

Så den balance der søges, kommer i ubalance, da det føles som om det svære holdes stangen og vi kommer aldrig hel ned i udstillingens egen præmis, hvor ellers det uforudsigelige ligger i udstillingens titel.

Udstillingens force er til gengæld, at den bevæger sig over landegrænser, da de otte har fast base i henholdsvis Sverige og Danmark, men fire af dem bringer tillige erfaringer fra samisk, lettisk, bulgarsk og hollandsk kultur med ind i projektet.

Udstillingen bevæger sig derfor på tværs af grænser og kulturer såvel som på tværs af medier, idet kunstnerne arbejder med alt fra maleri, skulptur, broderi, fotografi, tegning, grafik til installation. Det er faktisk det hele værd. Sådan hver for sig, uden det nødvendigvis behøvede at være i den søgte klimakontekst, værkerne optræder i.

Og der er mange værker, der kunne fremhæves som vellykkede i deres egen ret. Hannah Streefkirk (1973-2022), der boede i Sverige, men kom fra Holland, viser meget sanselige værker i tekstiler, der rummer en rytme og mystiske algeagtige former.

Hendes værker har noget bid midt i det smukke - som det store værk ”Symbiosis”, der består af mindre, små farveklatter i granrester og tekstil, der smyger sig op af væggen, som en invasiv svamp eller en mikrobakterie, der ligeså stille - men sikkert - overtager de bygninger og den kultur, menneskene efterlader, når menneskene selv er borte.

Værket viser en sejlivethed i det, vi ellers ikke kerer os om, og den skrøbelighed, der er i naturens balance. Et værk, der vækker til eftertanke. Victoria Andersons florlette silhuetagtige klip giver en spændende 3D-effekt, så den lille sommerfugl vibrerer og lever.

Laima Puntule arbejder i sort og grå nuancer med hidsige blodrøde linjer, så værkerne bløder i et stort værk af en kyst. På trods af storheden, bliver det aldrig hel farligt. At kulturen bukker under for naturen ses også i Gregers Ståhlgrens underfundige Korintiske søjler, hvor gamle fine møbler er sat sammen, så de udgør kapillærer, der står på enkle tynde stålrør.

Det, der bærer, er forsvundet (herunder også det gamle snedkerhåndværk), og kun pynten står hult tilbage. Det er både arkitektur og kunst og en besk kommentar til den menneskelige kultur og selvforståelse.

Sådan er der flere gode lyspunkter i udstillingen, men alligevel: Hvor blev det akutte og bydende i force majeure af? Hvor blev den grusomme uforudsigelighed, der bor i en force majeure, af?

Jeg kunne ønske der var en meget mere vild søgen efter lige det, midt i al skønheden, uden det nødvendigvis blev til lette og firkantede svar.

Udstillerne

• De otte kunstnere er: Victoria Andersen (Sverige /Australien) , Helene Aurell (Sverige), Anne Mette Edeltoft (Danmark), Laima Puntule (Letland/Danmark), Hannah Streefkerk Holland/Sverige), Greger Ståhlgren (Sverige) Mariete Toneva (Bulgarien/Sverige), Anne Maria Udsen (Danmark/Sverige).

FORCE MAJEURE

Dansk-svensk gruppeudstilling

Kunstetagerne, Hobro

Indtil 31. maj