Kunstmysterium er stadig uopklaret: Nu udstiller Berit - måske for sidste gang
Kunstner og tæppevæver Berit Øien savner fortsat to billedtæpper, der forsvandt fra Kastaniegården i Snedsted - nu udstiller hun, måske for sidste gang, hos Morsø Kunstforening til og med 18. juni
THY/MORS: Trods forsøg på at efterlyse to billedtæpper, der forsvandt sporløst fra plejehjemmet Kastaniegården i Snedsted, er det ikke lykkedes kunstner og tæppevæver Berit Øien at blive genforenet med sine værker.
Derfor er udstillingen hos Morsø Kunstforening, der kan opleves frem til 18. juni, og som måske bliver kunstnerens sidste, to tæpper fattigere.
- Pludselig opdager jeg, at de ikke længere er på væggen. Så tænker man bare: "For søren!", fortalte Berit Øien, der kommer fra Norge.
Det er efterhånden tre måneder siden, kunstneren efterlyste de forsvundne tæpper, der hver især har taget omkring et halvt år at væve.
Plejehjemmet forklarede i februar, at tæpperne ikke har befundet sig der i 12 år. Men en enkelt medarbejder kunne huske, at de muligvis blev solgt på et loppemarked.
Det gav en smule håb hos Berit Øien og hendes mand, kunstmaler Rud Ingemann:
- Måske er der nogen, der har købt dem, eller har fået dem for ingenting, og bare taget dem med hjem. Det er desværre ikke til at vide, sagde han dengang.
Muligvis sidste udstilling
Billedvæver Berit Øien og kunstmaler Rud Ingemann mødte hinanden på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus. Nu udstiller de måske for sidste gang, da de begge har rundet 80 år og har tilbragt mere end 50 år som aktive kunstnere.
De bor sammen på et ældre husmandssted i Øsløs omringet af natur, hvorfra Rud Ingemann i årevis er cyklet ud i Thy og på Hannæs for at male sin landskabsoplevelse.
Berit Øien har udstillet sine tæpper på udstillinger i hele Danmark, og hun har undervist i vævning hos Det Jyske Kunstakademi. Hun er, ligesom sin mand, inspireret af naturen, men omsætter den til en stram geometrisk komposition.
Kunstnerparret udstiller hos Morsø Kunstforening i Nykøbing til og med 18. juni, måske for sidste gang og desværre uden de forsvundne tæpper.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.