Kvinder i Bangladesh er klar til kamp: Vil have mere i løn end tre t-shirts om måneden

Smal film om utrolige forhold for især kvinder

Film: ”Made in Bangladesh” 2019

Man behøver ikke lave film om alt, der er vigtigt. Der kan være tildragelser i tilværelsen, der er væsentlige og vigtige, men som ikke rigtigt egner sig til film fortalt som om, det var en dokumentar. Socialrealismen kan blive så overvældende og tyktflydende, at den bliver anmasende og næsten ikke til at kapere.

”Made in Bangladesh” er sådan en film, der lige akkurat klarer at holde balancen. På den ene side er en lille og tynd historie med tykke pointer og klodset morale. På den anden er et vigtigt verdenshistorisk emne, en billedmæssigt køn film med en klar og skarp lydside og godt skuespil fra Rikita Nandini Shimu, der spiller Shimu, der er den for kvinder på de kanter karakteristiske blanding af sødme, kraft, beregnende stædighed og manipulerende underdanighed.

I det lys bliver ”Made in Bangladesh” en film, man ikke slår sig på, men som heller ikke rigtigt batter.

Shimu, der er gift med en, som filmens øvrige mandefigurer, uduelig og doven mand, arbejder på en nedslidt tøjfabrik med masser af andre fattige kvinder. Deres månedsløn svarer til salgsprisen på to-tre af de t-shirts, de hver fremstiller cirka 1600 af om dagen. De mandlige arbejdsledere er nogle grove og patroniserende typer. De mange kvinder bor forfærdeligt, og mange af dem drømmer om at blive gift, fordi de fejlagtigt tror, det er vejen væk fra et hæsligt arbejdsmarked. Shimu er beviset på, at så enkel er tilværelsen ikke.

Der er ingen genvej, og der er ingen nem vej.

Der er kun den vej at tage kampen mod magthaverne og undertrykkerne.

Der sprøjtes for utøj i slumkvarteret.

Der sprøjtes for utøj i slumkvarteret.

Det beslutter Shimu sig for, og snart er hun i gang med at samle underskrifter blandt kollegerne, så de kan oprette en fagforening på fabrikken. Til ejerens og arbejdsledernes store fortrydelse, hvorfor de griber til at true med fyring, vanære og det, der er værre - at blive strippet på åben gade og vist nøgen frem for forbipasserende.

Snart lærer Shimu, at hun reelt kun har modparter. Mændene på fabrikken, men også dem, der repræsenterer et utåleligt, bureaukratisk system. Det må være i Bangladesh, man opfandt udtrykket skrankepave.

Det tager lidt tid, inden den dynamik bliver klar for Shimu, men så går hun også i gang. Med fotografering og lydoptagelser på fabrikken og til sidst med både ballade i det ministerium, der skal bevilge hendes fagforening og trusler mod en højtstående embedsmand, der har en del at skjule.

Om Shimu får sin godkendelse til oprettelse af en fagforening , skal ikke afsløres her.

Shimu har valgt ikke at gå med tørklæde. Hun vil være fri.

Shimu har valgt ikke at gå med tørklæde. Hun vil være fri.

Hun er en god og ren person, der vil det gode og rene, også selv om hun skal være både grov, hysterisk og ufin for at opnå det.

Det er det mest interessante ved filmen - skismaet om målet helliger midlerne, der er en eviggyldig problemstilling.

Man kan sige, det er modigt at lave den film, der nok er så smal, som en film kan blive.

Den finder sit publikum ved at være en nogenlunde vellykket balanceagt qua nogle kærlige, charmerende og virkelighedstro kvindeportrætter, en solidarisk skildring af den styrke der er i kvinders sammenhold og en påtrængende påmindelse om, at der i lande langt fra vores er rigtigt lang vej endnu, inden mennesker, og især kvinder har tålelige og rimelige forhold.

”Made in Bangladesh” 2019

Manus og instruktion Rubaiyat Hossain

Dansk, fransk, portugisisk og bangladeshisk samarbejde

Varighed en time og 35 minutter

Alderskrav 11 år

Premiere 28.november.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.