Leder af Læsø Kunsthal: Støjberg har en pointe i sin snak om en dansk magtelite
Noget tyder på, at magtkoncentrationen i det danske kunstliv udgår fra en bestemt klasse, og at konfliktlinjerne følger klasseskel, skriver Jon Erik Lundberg, leder af Læsø Kunsthal, i dette indlæg
Jon Eirik Lundberg er leder af Læsø Kunsthal. Foto: Czarek Sokolowski
Debatindlæg af Jon Eirik Lundberg, leder af Læsø Kunsthal.
Valgkampen i 2022 vil af mange blive husket for forsøget på at gøre kulturpolitik til en del af samtalen. Det lykkes ikke rigtigt, men der har ikke manglet forsøg. Først ude var Nikolaj Bøgh (Konservative) ude med et forsøg på at gøre det til en del af valgkampen, derefter overtog Inger Støjberg (Danmarksdemokraterne) bolden med et forslag om at skrumpe Statens Kunstfond gevaldigt for i stedet at bruge pengene på at reducere prisen på benzin i hendes valgkreds. Det svarer til på én gang at tage levebrødet fra sine modstandere i kulturmiddelklassen, fornærme den urbane klima-elite og forgylde egne vælgere. Støjberg satte trumf på ved at foreslå at fjerne den livsvarige ydelse fra Carsten Jensen; forfatteren der omtaler hendes vælgere som ”skimlede kældermennesker”. De andre politikeres udspil har en bredere horisont.
Kigger man på kulturfeltet mere overordnet, er det svært ikke at observere identitetspolitikkens fremmarch som en åbenlys demokratisk udfordring. Aflysninger, demonstrationer, boykot og aggression pibler ud af sammenføjningerne på kunstlivets ellers moralsk velpolerede facade. Kunsten skal præge samfundet med venstrefløjens humanistiske værdier, synes man. Men de kampe, der føres imod kunstnere, der ikke deler de værdier, udstiller en brug af magt, som får humanismen til at fremstå som et fatamorgana.
Kunstneres udsagn, holdninger og meninger tillægges vægt i en så høj grad, at spørgsmålet om kunstnerisk kvalitet er blevet irrelevant. I stedet fragmenteres kunstverdenen efter hvilket ”hold”, man er på. Åbner man én dør, lukker man automatisk en anden. Et lignende spekter af intriger vil man med sikkerhed finde i alle kroge af samfundet. Det usædvanlige i kunstlivet er, at den sociale magt rækker ind i det statslige embedsværk. Dette udgør en trussel mod institutionerne, som endnu ikke er blevet diskuteret i det åbne.
Der mangler armslængde i Statens Kunstfond - de bør ikke være smagsdommere, siger Jon Eirik Lundberg, der har oplevet, at Statens Kunstfond ikke længere har haft ønske om at støtte, da han satte navne som Uwe Max Jensen og Dan Park på listen over kunstnere.
Når kunstinstitutioner pludselig aflyser projekter, antager man, at det skyldes frygt for publikums reaktioner. At man vil undgå en såkaldt ”shitstorm”. Men det er ikke hele sandheden. En shitstorm dør efter nogle dage, hvis den ikke har noget på sig. Og som arrangør er det dybest set en fordel, des mere urimelig den er, fordi den giver gratis reklame. Det, man som institution til gengæld bør frygte, er aktivister med dobbeltroller i staten. De kan skabe uoverskuelige problemer.
En kunstner kan naturligvis sidde i et udvalg i Statens Kunstfond og samtidig deltage i udstillingsprojekter. Men det står også vedkommende frit at medvirke i en boykot af en institution, eksempelvis ved at trække sig fra et aftalt projekt. Ifølge kunstnernes fagforening, BKF, hører netop det at bryde kontrakter med til ”kunstneres politiske frihed”, og en kunstner kan vælge at gøre det som en politisk markering, der retter sig mod andre ting end den udstilling, vedkommende selv er en del af.
Lad os sige, at kunstneren skal udstille i en institution, og at institutionen indleder et samarbejde med en aktør, kunstneren ikke bryder sig om. I protest mod dette samarbejde bryder kunstneren sin kontrakt. Dermed ændres den udstilling, kontrakten omhandler. Og da den ændring i sagens natur ikke på forhånd er godkendt af Statens Kunstfond, kan aktivisten nu i næste rolle som fondsmedlem kræve tilsagnet tilbagebetalt. Fonden sender kravet til Gældsstyrelsen, som inddriver midlerne automatisk. Institutionen er chanceløs i sådan et scenarie. Selv om den skulle ønske at bruge fire år på en retssag, vil de tabte penge til den tid være tabt endnu en gang.
I et scenario som det beskrevne vil man se vidt forskellige magtorganer arbejde sammen som én monolit. Der kan etableres åbne kanaler mellem Statens Kunstfond, faglige organisationer, kunstkritikere, presse og Gældsstyrelsen. Man skal ikke bruge betændte termer i utide, men denne type tværgående sammenkobling af brancher og fag er historisk set opskriften på den fascistiske statsform. Og ligesom den model ikke var god for Italien i forrige århundrede, gavner den heller ikke kunstlivet i vores egen tid.
Startede længe før Støjberg
Men hvad er det lim, der forbinder de forskellige aktører, så de kommer til at tale med én stemme? Efter Støjbergs udspil forsvarede Statens Kunstfonds leder, Gitta Malling, fonden med et modangreb.
Støjberg trækker Statens Kunstfond ind i en politisk hadkamp, lød hendes udlægning.
Men er det virkelig en kamp, der først begyndte med Støjbergs udspil? Noget kunne ellers tyde på, at magtkoncentrationen i kunstlivet udgår fra en bestemt klasse, og at konfliktlinjerne følger klasseskel. I det mest åbenbare eksempel har vi Støjbergs vælgere versus kulturmiddelklassen, for hvem Statens Kunstfond er en stat i staten. Eller kulturmiddelklassen versus udskældte mandlige kunstnere fra arbejderklassen, som Uwe Max Jensen og Dan Park.
For at anerkendes som kunstner må man tilslutte sig kulturmiddelklassens værdier. Det vil sige: kæmpe for klimaet, for opløsningen af de to køn, kernefamilien og nationalstaten.
Institutioner, der inviterer disse indenfor, vil møde hele registeret af sanktioner fra Statens Kunstfond. De lidt mindre åbenlyse eksempler finder vi omtalt af kunstneren Lina Hashim i magasinet idoart.dk i maj i år: Kvindelige muslimske kunstnere sorteres fra i kunstlivet, konstaterede hun.
Kunstnere med baggrund udenfor kulturmiddelklassen kæmper en i princippet umulig kamp, fordi kravet, de står overfor, er totalitært. For at anerkendes som kunstnere må de tilslutte sig kulturmiddelklassens værdier. Det vil sige: kæmpe for klimaet, for opløsningen af de to køn, kernefamilien og nationalstaten, og på intet tidspunkt causere eller kommentere på disse dagsordener. Man bekæmper usynlige magtstrukturer og modarbejder politiske opponenter. Det er ikke underholdning, man arbejder med.
Kunsten skal være ”nyttig” og ”skabe forandring” i en progressiv betydning af begge ord. ”Kunst er kommunikation” ifølge Charlottenborgs direktør, Michael Thouber. Summen af alle disse faktorer er en politisk slagmark, hvor klasseinteresser støder sammen. Hvilket kommer til syne både i Inger Støjbergs angreb og i Gitte Mallings forsvar.
Kunstlivet behøver ikke være indrettet på denne måde. Man kan sagtens forlange, at der indføres vandtætte skotter mellem de forskellige magthavere i branchen. Man kan nægte kunstnere, der sidder i Statens Kunstfond, at deltage i politiske aktioner mod tilskudsmodtagere. Man kan styrke institutionernes retssikkerhed, fx ved at etablere en egen ombudsmand for kultursektoren og indføre et dobbelt armslængdeprincip, så modtagerne bliver tydeligt adskilt fra dem, der deler pengene ud. På den måde vil kunstinstitutionerne genvinde deres autonomi, hvilket vil styrke ytringsfriheden, sammenhængskraften, den kunstneriske frihed og demokratiet på én gang.
Jon Eirik Lundberg udgav for nyligt "Kulturmiddelklassens hævn", der er udgivet som E-bog på Saxo.
Af Jon Eirik Lundberg
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.