Lone Scherfig: Nu som æresborger i Italien
Filminstruktøren har i årevis bragt film til en lille by i Umbrien. De har nu gjort hende til æresborger - med ret til at vie folk
Det har været et år med international succes for 60-årige Lone Scherfig, der startede 2019 med at åbne Berlin Filmfestival som den første dansker nogensinde – og nu er blevet æresborger i Italien.
Det er de færreste danskere, der kender den italienske by Montone, men i den lille bjergby i Umbrien har de fleste til gengæld hørt om Danmark. Forklaringen på kendskabet hedder Lone Scherfig. For ikke alene har den succesfulde danske filminstruktør fremvist ikke færre end syv af sine film i byen – hun er også netop blevet udnævnt til æresborger der.
Overrækkelsen af æresbevisningen, der blandt andet betyder, at Lone Scherfig må vie både udenlandske og italienske par i byen og har stemmeret, blev overværet af den danske ambassadør i Italien, Erik Vilstrup Lorenzen, i ugen hvor den 23. udgave af Umbria Film Festival løb af stablen.
Italiensk for begyndere
Og det var en tydelig rørt Lone Scherfig, der fik overrakt beviset på hendes nye status af Montones borgmester, Mirco Rinaldi.
-Det er jo en fantastisk ære, og jeg overvejer, hvad jeg kan gøre til gengæld for Montone, lød det fra Lone Scherfig, der første gang skiftede bekendtskab med byen, da ”Italiensk for begyndere” blev vist under åben himmel på piazzaen under byens filmfestival for 16 år siden. Siden er Lone Scherfig med jævne mellemrum vendt tilbage til både Montone og filmfestivalen, hvor hendes film gang på gang bliver fremvist for et begejstret publikum. Et faktum, som glæder den danske filminstruktør.
-Det er virkelig en glæde, at mine film bliver forstået af så bredt et publikum. Det viser, at de temaer, jeg tager op, er universelle, og det betyder meget for mig, at mine film også har værdi netop her, pointerer Lone Scherfig og tilføjer, at hun har en stor kærlighed til ikke blot Montone, men hele regionen Umbrien, der er kendt som ”Italiens grønne hjerte”.
En autentisk tidslomme
- Umbrien er en charmerende og uspoleret region, der har formået at bevare ældgamle italienske traditioner indenfor kunst og gastronomi, og som med den årligt tilbagevendende ”Umbria Film Festival” også er med på det internationale filmlandkort. Her er uprætentiøst og ægte, og for mig overgår det langt de mere kendte egne af Italien, forklarer Lone Scherfig.
- På den ene side er Montone og Umbrien som en tidslomme, men ikke forstået på den måde at området har fortabt sig i nostalgi. Her er kvalitetsbevidsthed, beskedenhed, åbenhed og omsorg. Livet leves her på en måde, der måske i virkeligheden skal opleves og ikke beskrives, siger Lone Scherfig, der ved dette års filmfestival også blev belønnet med publikumsprisen, da hendes nyeste film ”The Kindness of Strangers” blev vist under den fem dage lange festival, der i øvrigt har en ganske særlig samhørighed med dansk film, og flere danske instruktører og skuespillere, herunder Bille August, Ghitta Nørbye og Pernille Fischer Christensen har i årenes løb modtaget “Byens nøgle”. Herudover er også Monty Python-instruktøren, Terry Gilliam æresborger i byen.
Næste film foregår i New York
Lone Scherfig fik sit egentlige gennembrud med den femte danske Dogme-film, 'Italiensk for begyndere' (2000). Filmen blev en af nyere dansk films største succeser og vandt flere priser ved Berlin Festivalen, blandt andet Sølvbjørnen for bedste instruktion.
Gennembrud gav Scherfig mulighed for at lave film i udlandet, og det første resultat blev den tragikomiske 'Wilbur Wants to Kill Himself' (2002, manuskript af Scherfig og Anders Thomas Jensen) med et blandet dansk-engelsk filmhold. Siden er det blevet til flere film lavet i England – An Education, One Day, The Riot Club og Their Finest. Den seneste, The Kindness of Strangers, som foregår i New York, får snart endansk premieredato.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.