Sommer i Nordjylland

Mads var på ferie med hele familien i Spanien. Så ringede telefonen med et tilbud, han ikke kunne sige nej til

I nogle år har fodbold fyldt mindre end tidligere. Men nu vender Hobro IK stærkt tilbage som omdrejningspunkt for familien Justesen i Hobro

Mads B. Justesen benytter en del af sommerferien til at tage forskud på det nye job, som direktør i 1. divisionsklubben Hobro IK. Privatfoto
Mads B. Justesen benytter en del af sommerferien til at tage forskud på det nye job, som direktør i 1. divisionsklubben Hobro IK. Privatfoto Foto: Karin Trine Pedersen

Fodbold, fodbold, fodbold kunne godt være Mads B. Justesens tre sommerord. Men når han har valgt familie, hektisk og forandring skyldes det netop, at alle tre ting i år hænger sammen med fodbold.

- Mit nye job i Hobro IK betyder, at vi som familie vender tilbage til et liv, hvor kalenderen styres af fodbold, forklarer han.

Tre ord fra min sommer
  • Vi har spurgt en række nordjyder om tre ord eller ting, der karakteriserer deres sommer. I dag Mads B. Justesen, der har valgt ordene familie, hektisk og forandring.
  • Mads B. Justesen er ny direktør i 1. divisionsklubben Hobro IK A/S, og som tidligere professionel fodboldspiller og anfører, samt salgschef i og formand for klubben kender han det hele indefra. De senere år har han været leder i Lundsby Renewable Solutions. Han er gift med Pernille, og parret har tre børn – Magnus på 13, Malte på 10 og Nanna på otte.

- Det er ikke nyt for os, for sådan har det været i mange år – men senest har der været en pause, fordi jeg har haft job udenfor fodboldverdenen i firmaet Lundsby Renewable Solutions, der arbejder med grøn energi.

Så det har været meget passende, at sommerferien blev holdt inden den kommende hektiske tid op til sæsonstarten i 1. division.

- Min mor er lige fyldt 70, og hun inviterede hele familien til Spanien i 10 dage. Vi var 17, og det var rigtig dejligt, siger Mads B. Justesen. Selvom er også mod slutningen af ferien var nogle telefonsamtaler om en transfer, der skulle klares. Sådan er det i den branche.

- Vi fik afsluttet vores hidtil dyreste salg. Og den slags kommer jo ind over, selvom man er på ferie, siger Mads B. Justesen.

Salget af den kun 19-årige ghanesiske angriber Richmond Gyamfi slår Hobros hidtidige transferrekord og var et tilbud, man ikke kunne sige nej til. Ifølge Tipsbladet har AGF betalt ni mio. kr for den unge spiller.

- Det er klart, at mit nye job får stor indflydelse på vores families hverdag, og at det er noget, der er talt grundigt igennem, siger Mads B. Justesen, der glæder sig til at smøge ærmerne op og sætte sit præg på udviklingen i klubben.

I et stærkt fællesskab med alle andre omkring Hobro IK, understreger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden