Comedy Ballroom

- Freddie Mercury, Janis Joplin og Jimi Hendrix har alle haft en forfærdelig barndom. Så hvis I ikke sørger for at drikke foran jeres børn, får vi ikke mere fed musik. Det er bevist. Nik & Jay har haft den mest lykkelige barndom.

Man kan tage Linda P. ud af Vestegnen, men tydeligvis ikke Vestegnen ud af Linda P., der er sit kendte, grovkornede jeg. Så godt som konstant på (og lidt over) grænsen. Som når hun overgiver sig og - omsider - deltager i mobningen af kollegerne Anders Matthesen og Mick Øgendahl, der "ligner før-billeder om indavl", og "grimme mennesker skal bare ikke formere sig uhæmmet - selv hvis man kastede Beyoncé ind i puljen, ville der stadig komme en øgle ud af det".

Efter år som lesbisk skal hun vænne sig til at være sammen med en mand med alt, hvad sådan en er udstyret med ("nå, den er ikke af plastic") - og sådan bevæger Linda P. sig så godt som konstant i underlivet eller yderst tæt på. 

Linda P. er skarp (og fisker her og der tydeligvis efter forargelse), men forekommer før at have været skarpere. Mere målrettet og fokuseret.

Og hun - og de øvrige til Comedy Ballroom - må se sig overgået af lokalhelten fra Frederikshavn, en yderst velforberedt og velformuleret Lasse Madsen, som kører veloplagt rundt i parforhold, toiletpapir, den gamle nabo Gurli på 84 år og sit eget sexliv (hvor det mest nedslående er at få at vide om noget af det, man foretager sig i sengen, at "det er så fint").

Og så har Lasse Madsen tydeligt hjemmebanefordel ved at være stedkendt og kunne konstatere, at "Leos Legeland og kuglerum lyder som noget, der kunne være på Gøglerbåden".

Lasse Madsens pointer sidder lige, hvor de skal, og han veksler fint mellem de præcist beskrevne situationskomik og de hurtige fornærmelser ("jer på første række har næsten samme slags tøj, men ikke helt samme BMI").

Thomas Warberg brager rent igennem i sin beskrivelse af sammenstødet mellem sine jyske forældre og sin unge vegetar-kæreste ("der er områder i Ukraine med færre konflikter"), han har en aldeles forrygende beskrivelse af en gabende kedsommelig far, der burde nøjes med indre dialoger, og når spontant frem til, at hans næste show bør hedde "Følgeskader af at være live". Og så gør han sig tanker om prisen ved at tale ironisk-grimt til hinanden i et parforhold, og det er hylende sjovt, når kæresten omtaler sig selv som Flæske, men bestemt ikke når man selv gør det.

I stedet for at fungere som højdepunktet - gemt som han er til sidst - skraber Andreas Bo bunden med alt for meget fægten rundt i emner, alt for mange grimasser og høje råb og et sært primitivt sprog (der ironisk nok bruges til at efterlyse et bedre sprog hos andre). Det ender som en højst besynderlig vaden rundt på stedet i en til tider let febrilsk leden efter bare et eller andet sjovt. Her er mange gentagelser, og han står lige rigeligt ofte med tungen ud af munden (og så behøver han ikke forklare jokes - gode jokes skal ikke forklares).

Til at varme op fungerer fint Daniel Buch faktisk fint med et kort indslag om blandt andet Flixbus, den store forskel på harpiks og harepik og ydmygelsen ved at deltage i nøgen vinterbadning.

Som konferencier er Nikolaj Stokholm til gengæld en sært ujævn oplevelse, kantet (måske nervøs?) og næsten ekstremt opmærksom på, hvad der gør sig og hvad der ikke gør sig, nærmest hver en reaktion fra salen bliver registrereret og kommenteret, og så er han udstyret med branchens muligvis mest anstrengte og påtagede latter.

Men ja tak til en aften en anden gang. Vel nok først og fremmest med en skarpskåret Lasse Madsen.

Ove Nørhave

on@dnmh.dk

Comedy Ballroom med (i rækkefølge) Daniel Buch, Lasse Madsen, Linda P., Thomas Warberg og Andreas Bo og med Nikolaj Stokholm som konferencier i AKKC, Aalborg Kongres og Kultur Center, fredag aften.