Tv‑drama

Medrivende skuespil - og et gabende hul i 8. afsnit af "Når støvet har lagt sig"

Det meste i DR's serie er godt, solidt dansk socialrealisme, mener NORDJYSKEs anmelder. Men vi mangler en forklaring på, hvorfor de skød.

Nikolaj (Peter Christoffersen) kommer ilende, når Marie råber om hjælp. For grundlæggende er han en god fyr. Foto: Foto: Jason Alami/DR

Nikolaj (Peter Christoffersen) kommer ilende, når Marie råber om hjælp. For grundlæggende er han en god fyr. Foto: Foto: Jason Alami/DR

TV-DRAMA - “Når støvet har lagt sig” - 8. afsnit

Vi kommer ikke udenom, at der er virkelig stærke scener i “Når støvet har lagt sig”. Virkelig godt, medrivende skuespil og virkelig intenst formidlet. Men det er også som om historien begynder at slå revner.

Plothullerne bliver tydeligere og mere besynderlige. Og værst: skyderiet mangler stadig en begrundelse.

Men lad os tage det gode først - for det er der til overmål.

VVS-Morten er kammet helt over i nihilistisk indifference over for konsekvenser af enhver handling - inspireret af George Cockcrofts knapt 50 år gamle roman om terningemanden, der præcis lige så ansvarsløst lader terningekast styre sine handlinger. Det er såmænd fascinerende nok og underholdende at betragte på afstand. Lad ham bare køre sig selv ud over kanten. Men det er betryggende at opleve, at teenagesønnen, der perpleks har deltaget i farmands løjer, trods alt siger fra til sidst.

Filmen er knækket for Morten (Jacob Lohmann), der er begyndt at leve fuldstændig uden hensyn til konsekvenserne af sine handlinger. Foto: Jason Alami/DR

Filmen er knækket for Morten (Jacob Lohmann), der er begyndt at leve fuldstændig uden hensyn til konsekvenserne af sine handlinger. Foto: Jason Alami/DR

Det er både sympatisk og forståeligt, at lille Marie rækker ud efter Nikolaj som ansvarlig voksen, når nu hendes egen mor fejler så eftertrykkeligt på det område. Jeg er ikke sikker på, at ckok-terapien med at slæbe en traumatiseret 8-årig ned og se skudhuller og blodsplat og få lejlighed til at genopleve traumet er ansvarligt. Men det må da i hvert fald være bedre end løgn og fortielse. Og hvor er hun god, unge Viola Martinsen.

Kokken Nikolaj handler hele tiden i en blanding af desperation og intuition. Hans kamp for at få succes med sine restaurant-projekter er naturligvis dels et forsøg på at komme sig over skyderiet - uagtet at det psykologisk set nok ikke virker ret effektivt - men det er lige så meget en kamp for at overleve, der virker til at være en del af hans personlighed. Ligeså vel som at han ikke har nogle bagtanker med at komme Marie til hjælp, når hun ringer. Det er i hans opfattelse bare det rigtige at gøre.

Så selvom Nikolaj fra tid til anden fremstår usympatisk, er han grundlæggende en god fyr. Derfor bliver det også nærmest smertefuldt ubehageligt at se ham i scenen, hvor han dels ydmyger sig for at få chancen for at tale til potentielle investorer, dels bryder sammen i processen.

Det er frygteligt. Og frygtelig effektivt formidlet.

Det er en hjerteskærende og grum scene, hvor Nikolaj skal pitche sit restaurant-koncept for potentielle investorer - og knækker sammen i processen. Foto: Jason Alami/DR

Det er en hjerteskærende og grum scene, hvor Nikolaj skal pitche sit restaurant-koncept for potentielle investorer - og knækker sammen i processen. Foto: Jason Alami/DR

Der er flere andre aldeles glimrende scener. Holger og Ginger. Den svenske sangerinde, hendes kæreste og hans familie. Det er godt, solidt dansk hverdags-socialrealisme - elegant flettet sammen, fordi den ene rolle rører den næste, som rører den næste, hele vejen rundt.

Derfor bliver det også irriterende, når man først blive opmærksom på plothullerne.

Nu ved vi jo så, at der var en pistol i den rygsæk, Ginger stjal. Det vidste Alban også godt, så hvorfor er han ikke flippet ud over det?

Hvordan i alverden kan Ginger stadig rende rundt med Stines mobiltelefon, som tilsyneladende har været tændt hele tiden, uden at politiet har gjort det mindste for at spore den?

Endelig er det det allerstørste gabende hul i historien: Hvorfor skød de?!?

Pointe med terrorisme er jo, at det skal have en afsender. Ellers tjener det jo absolut intet formål.

Alle render rundt og taler og ter sig, som om det er uden for diskussion, at der er tale om noget upræcist defineret islamistisk/jihadistisk terror mod et vestligt mål, fordi at … tjae?

Men når ingen har taget ansvaret for det. Og når gerningsmændene er flygtet og ikke identificeret. Hvordan kan vi så vide, at det er terror? Er vi virkelig nået dertil, hvor det bare er sådan, det er?

Nu skal kunstneres nye værker jo ikke nødvendigvis bedømmes på baggrund af deres tidligere værker. Men der er altså en parallel til seriens hovedforfatteres tidligere samarbejde på tv-serien “Dicte”. Den serie var karakteriseret af glimrende, troværdige og vedkommende roller i spændende indbyrdes samspil - og så en nærmest påklistret krimigåde, hvis opklaring var famlende, kluntet og særdeles urealistisk beskrevet.

Er det noget tilsvarende, vi er vidne til her?

Marie stiller oven i købet spørgsmålet meget præcist, da hun og Nikolaj sidder i den sønderskudte restaurant:

- Men hvorfor skød de?

Og Nikolaj svarer ærligt:

- Det ved jeg ikke.

Vi andre er lige så uafklarede. Hvorfor i alverden skød de? Det mangler vi i den grad et svar på.

Der er to afsnit tilbage til at give os det.

  • “Når støvet har lagt sig” - 8. afsnit
  • Manuskript: Ida Maria Rydén og Dorte W. Høgh
  • Episodeforfatter: Marie Østerbye
  • Instruktør: Iram Haq
  • DR1, søndag aften, og dr.dk/tv

Brugeranmeldelser


Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.