Kultur

Mere skørt end skræmmende - og sådan skal det være

Der lægges råd op i rummet. Clara Josephine Manley (Solen, th), Østen Borre Simonsen (Saturn, tv) og Patrick A. Hansen (Jordens måne). Foto: Rumle Skafte
Der lægges råd op i rummet. Clara Josephine Manley (Solen, th), Østen Borre Simonsen (Saturn, tv) og Patrick A. Hansen (Jordens måne). Foto: Rumle Skafte Foto: Karin Trine Pedersen

Jura Soyfer: Der Weltuntergang

Aalborg Teater, Lille Scene

Verdens undergang nærmer sig. Igen. Og vi kan enten tjene penge på det, eller grine, danse og elske, hvis man da ikke foretrækker at komme katastrofen i forkøbet og hænge sig eller drukne sig i floden.

Der Weltuntergang er tro mod sin tid - 30'erne, som vi kender dem fra Berlins cabaret'er med især Bertolt Brechts og Kurt Weilss bombastiske, politiske kulturaktivisme.

Tonen og stilen forløses glimrende og med stor opfindsomhed i Tormod Carlsens instruktion og en livlig og pågående scenografi med et moderne tvist.

Holdet på scenen spiller energisk og giver den til publikums åbenlyse fornøjelse fuld skrue i højt tempo. Det er spøjst og underholdende, med galgenhumor som det vigtigste våben, sådan som det sig hør og bør være i en politisk cabaret.

Eftertanken må vi gemme til en anden gang.

For vi har det jo nok ligesom både forfatteren og stykkets af udslettelse truede menneskehed - vi er nødt til at bevæbne os med humor for at klare de mange katastrofer, der også helt aktuelt truer..

Der er så sandelig, på daglig basis, nok at være ked af og bange for.

Men det er da tankevækkende, at stykket er skrevet af en ganske ung jøde i 1936. Han var fra Khakiv i Ukraine, et bynavn, som vi for tiden er meget fortrolige med fra den daglige nyhedsstrøm, og flygtede med sine forældre fra den russiske revolutions fangarme til Wien i Østrig. Og døde i februar 1939 i koncentrationslejren Buchenwald, 26 år gammel.

Der er således mange gode, aktuelle grunde til at tage hans ellers halvglemte cabaret op.

Krig i Ukraine, krig i Mellemøsten, en verden præget af ulighed og konflijter med 117 millioner mennesker på flugt, og med opblussende antisemitisme i Europa.

Fourden de truende klimakatastrofer, som rummets herskere - de toneangivende planeter i vores solsystem - alt sammen vil kurere ved at sende en dødbringende komet efter den af utøj plagede jordklode.

Og utøjet, det er os. Menneskeheden, som i denne sammenhæng har en meget kort, men markant historie.

Glem alt om en altmodisch tur i tidsmaskinen, hvor vi jo kun alt for godt ved, at verdens undergang faktisk var ganske tæt på.

For det er nærmest en genistreg af Aalborg Teater at finde og gendigte denne muntre fortælling, og få den leveret i en både forfriskende sanselig, energisk og underholdende opsætning.

FAKTA
  • Jura Soyfer: Der Weltuntergang
  • Instruktion: Tormod Carlsen, Scenografi: Heidi Dalene, Tormod Carlsen, Komponist: Niels Søren Hansen
  • Medvirkende: Patrick A. Hansen, Østen Borre Simonsen, Nicolai Duckert Perrild, Steffen Berenthz Eriksen, Thomas Kristian Beck, Clara Josephine Manley

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden