Millioner på vej: Regan Vest skal grave endnu dybere i historien
Fond støtter nyt forskningsprojekt med 1,9 millioner kroner
Selv om Den Kolde Krig for længst er et overstået kapitel, er historien om atomtruslen og det danske nødberedskab, som blandt andet omfattede koldkrigsbunkeren Regan Vest i Rold Skov, stadig værd at beskæftige sig med.
Derfor har Aalborg Universitet og Nordjyske Museer, som koldkrigsmuseet Regan Vest er en del af, netop modtaget 1,9 millioner kroner i støtte fra Augustinus Fonden til et nyt forskningsprojekt.
Projektet sætter fokus på beredskabet i Danmark i tilfælde af en atomkrig. Et beredskab, der hidtil har været underbelyst, men som var særdeles omfattende. Fra slutningen af 1950'erne blev der nemlig opbygget kommandocentraler på regions- og kommunalt niveau med depoter til forsyninger, nødhospitaler, udpegede nødkirkegårde, rationeringsmærker og endda særlige nødfrimærker.
Det beredskab, og den frygt og risikovurdering, det udsprang af, skal altså nu undersøges i dybden i en tid, hvor både coronakrise, klimakrise og krigen i Ukraine har gjort danskerne opmærksomme på, at den trygge hverdag kan ændres på et øjeblik.
- Vi er meget taknemmelige for, at Augustinus Fonden vælger at støtte undersøgelsen af denne væsentlige og i øvrigt højaktuelle fortælling om beredskabet under Den Kolde Krig, siger Lars Christian Nørbach, museumsdirektør ved Nordjyske Museer, i en pressemeddelelse.
Forskningsprojektet begynder i februar næste år og vil vare 2,5 år. Projektet ledes af Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet og vil især fokusere på datidens risikovurderinger og planlægning. Det skal efter planen munde ud i en række artikler, en bog og en podcastserie om beredskabet og dets rolle i Danmark.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.