Mord i klitterne: Tvillinger skriver drabelig krimi fra Klitmøller

Tvillinge-forfattere blev betaget af Klitmøllers særlige lys - nu spiller kystbyen en afgørende rolle i ny krimi, som kommer på gaden 31. oktober

Tvillingerne Charlotte Thorhauge og Betina Hundebøll sender 31. oktober deres krimi nummer to på gaden - denne gang foregår en central del af handlingen i Klitmøller, hvor begge søstre nyder at holde ferie. <i>Privatfoto</i>

Tvillingerne Charlotte Thorhauge og Betina Hundebøll sender 31. oktober deres krimi nummer to på gaden - denne gang foregår en central del af handlingen i Klitmøller, hvor begge søstre nyder at holde ferie. Privatfoto

KLITMØLLER:Uhyggen breder sig, når tvillingerne Betina Hundebøll og Charlotte Thorhauge 31. oktober slipper en morder fri i Klitmøller - altså, i deres nye bog "Englesøvn", som udkommer på forlaget Mikro.

Bogen er andet bind i det, der skal blive til en trilogi om kriminologen Nana Storm og efterforsker Steen Wibe. Første bind, "Ole Lukøjes bror", hvor handlingen centrerede sig om en seriemorder, der brød ud af fængslet, blev udgivet sidste år.

I "Englesøvn" plager en række påsatte brande Københavns nordvestkvarter. En kvinde findes brutalt myrdet i en park, og en ung, søvnløs kvinde føler sig forfulgt. Politiet er på bar bund. Nana Storm, nyudklækket kriminolog, bliver samtidig viklet ind i nogle uopklarede mord, "Englemordene".

Snart viser det sig, at det hele er forbundet, og der er lagt op til drama i yderste potens, når tvillinge-forfatterne lader deres hårdt prøvede karakterer kæmpe med lidt af hvert i en fortælling, hvoraf en central del af handlingen udspiller sig på den barske vestkyst i Klitmøller.

Når de ikke lige tager livet af folk på kreative måder i det fiktive univers, arbejder søstrene som konsultationssygeplejersker. Med deres respektive familer er Betina Hundebøll og Charlotte Thorhauge bosat i henholdsvis Silkeborg og Roskilde - men i løbet af en årrække har de begge opbygget en stor forkærlighed for surferparadiset mod nordvest.

- Vi faldt for Klitmøller, fordi vi gik og ledte efter et sommerhus. Først overvejede vi Skagen, på grund af lyset, men gennem nogle bekendte fik vi mulighed for at opleve Klitmøller, og her oplevede vi det samme lys. Vi tog ud og surfe, og selvom jeg selv blev forfærdelig søsyg, så blev mine børn ret grebet af det. Da vi kørte hjem, gik det op for os, at vi måtte have et sommerhus her, siger Betina Hundebøll.

Nu bruger de to en del tid i sommerhuset, også udenfor feriesæsonen, på at gå lange ture med hundene ved stranden, spise frisk fisk og ikke mindst sidde sammen og skrive på deres bogprojekter. Især deres besøg i Klitmøller i vintermånederne har givet dem inspiration til at tage byen med i deres kommende bog:

- Vi har gjort det til lidt af en mission, at der skal være noget med fra både Silkeborg og Roskilde i vores bøger, men da vi så sad og skrev "Englesøvn", havde vi brug for et øde sted til en vigtig del af handlingen. Så kom vi straks i tanke om Klitmøller. På stranden i Klitmøller kan man gå helt alene, der er fred og ro, og i sommermånederne kan man virkelig nyde vejret og vinden, men i vintermånederne er der også meget stille, fortæller Betina Hundebøll.

Begge sider af Klitmøller - som ferieparadis og vintersoveby - fremgår i handlingen, tilføjer hun, og Betina Hundebøll har taget udgangspunkt i indretningen af familiens eget sommerhus i formgivningen af et fiktivt sommerhus, der spiller en vigtig rolle i historien.

Charlotte Thorhauge og Betina Hundebøll har tidligere udgivet en række børne- og ungdomsbøger, men på det seneste har de altså kastet sig over en genre, der er absolut uegnet for børn.

- Vi er vilde med at finde på nye måder at slå karaktererne ihjel på, som måske ikke er set tidligere, og vi bruger utrolig meget tid på at lave research og tale med eksperter, så vi er sikre på, at handlingen holder vand hele vejen igennem, siger Betina Hundebøll og tilføjer:

- Og så er det rart, at vi kan få lov til at være lidt mere frie i sproget, fordi vi skriver til voksne. Det giver plads til lidt flere kreative slag med halen.

Til det seneste bind i trilogien har tvillingerne allieret sig med forfatter Peer Kaae, der efterhånden har udgivet flere bøger omhandlende virkelighedens kriminalsager - og ikke mindst "3 er løgnerens tal", der er lidt af en håndbog udi at afsløre løgne og bedrag. "Løgne" er nemlig et centralt emne i fortællingen, ligesom "søvn" også er det - og så har vi vist ikke afsløret for meget.

"Englesøvn" er en selvstændig historie, der kan læses uafhængigt af "Ole Lukøjes bror".

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.