Musikken har ført ham verden rundt gennem 50 år. Opskriften har været enkel

Han har ikke nået at pakke saxofonen ud efter gårsdagens fødselsdagskoncert, som han har brugt meget tid og energi på.

For det var ham, der havde fødselsdag.

Forleden fyldte han 70, og det blev fejret med to koncerter af Nordkraft Big Band, hvor han er fast medlem. To koncerter med Uffe som hovedsolist. Og to koncerter, hvor Uffe havde bestemt repertoiret.

- Det gik skidegodt, fortæller han med en ungdommelig og afslappet energi, da han og hunden Lucy tager imod i hjemmet lidt uden for Østervrå.

Det charmerende husmandssted fra 1860’erne er gået i arv fra hans svigermor, og her har han boet de seneste ti år med sin kone, skuespilleren Ulla Henningsen.

I stuen kigger David Bowie, Joni Mitchell og Stevie Wonder op fra møblet med plader, og i bogreolen står Salman Rushdie og Knut Hamsun side om side med John Irving, John le Carré og fagbogen “Huse med sjæl”, der handler om, hvordan man bedst behandler sit gamle hus.

Væggene er spækket med privatfotos og kunstværker, fra loftet hænger gryder og pander, og på gulvet er der heller ikke mange ledige områder.

Det her er et hjem med og af viden og levet liv.

Tydeligt aftryk

Uffe griber ud efter kaffebønnerne og kværner dem ved håndkraft.

- Jeg køber dem fra en sydamerikansk bonde og rister dem selv, du ved.

Han retter lidt på den stribede bomuldsskjorte, der hænger lige så løst som de halvslidte jeans. Under læderremmene på Birkenstock-sandalerne er tæerne bare, og håret er både stilet og rodet. Påklædningen matcher jargonen.

Vi slår os ned ved det lille køkkenbord, mens Lucy tager plads i sofaen.

Og så snakker Uffe Markussen nærmest uafbrudt i tre timer.

Om forliste forhold, om hunderacer og om vikingetiden. Om venner, der er døde af junk. Om steder, han har rejst. Om VM i svæveflyvning i Finland for tyve år siden, hvor han selv deltog.

Men først og fremmest om musikken. Om jazzen. 

Gennem 50 år har Uffe Markussen sat sit eftertrykkelige aftryk på branchen. Hans søgende væsen har ført ham verden rundt - og bragt ham sammen med de absolut dygtigste folk i faget.

Det er nysgerrigheden, videbegærligheden og ydmygheden, der har drevet musikeren frem og atter frem. En lyst til - og en insisteren på - at udforske og forstå, blive klogere, blive bedre. Et fokus på processen, der har skabt en symbiose mellem Markussen og musikken, som har varet i over et halvt århundrede.

Jazz, poesi og filosofi

Uffe Markussen voksede op i Frederikshavn i 1950’erne. Hans far var skolelærer og spillede violin i en strygekvartet, som øvede et par gange om måneden på anden sal i lejligheden på Knudensvej, hvor Uffe fik lov at læse med i noderne og bladre.

Han begyndte med trompeten, da han var otte år, forklarer han og begynder at nynne melodien fra “Can Anyone Explain?”, som Louis Armstrong og Ella Fitzgerald fortolkede i 1950.

Et nummer, der var på den plade, som Uffes storesøster hørte på sin rejsegrammofon. Og som gjorde den lille frederikshavner-knægt forelsket på stedet.

I begyndelsen af teenageårene faldt han for klarinetten - og et par år senere for saxofonen, som blev hans skæbne.

Som Uffe udtrykker det:

- Hvis man ser på jazzhistorien, starter det med klarinetten, du ved. Så begynder man at interessere sig for swingmusik, og så ruller det bare derudad med bebop og Charlie Parker og alt det der. Wow, ikke?

- Og så blev det saxofonen.

Han spillede, fra han kom hjem fra skole, til han gik i seng. Stort set. Når han lagde instrumentet, var det for at dyrke poesien, malerkunsten, filosofien. Gerne sammen med sin bedste ven - både dengang og i dag - Morten Siversen.

- Der var ikke nogen i Frederikshavn, der interesserede sig for den slags. Men Morten og jeg kørte vores eget løb, fortæller Uffe og hoster et par gange.

Stemmen er hæs og træt efter de seneste dages strabadser, men det er fortællelysten ikke. Slet ikke.

Telefonen ringede konstant

I begyndelsen af 1970’erne flyttede han til hovedstaden, hvor han begyndte at læse sociologi. Uffe beskriver tiden sådan her:

- Alt var marxistisk. Vi læste “Das Kapital” og alt det der på tysk. Men så blev vores studiegruppe opløst. Der var en, der gik i lære som kranfører, og en anden som skibsfører. Man skulle jo blande sig med folket. Det var sgu ret radikaliseret dengang.

Og om ham selv:

- Jeg spillede bare. Jeg var jo musiker, ikke?

Han droppede ud af universitetet og begyndte i stedet på konservatoriet, hvor han blev færdig i 1978.

Og så tog karrieren for alvor fart. Op gennem 80’erne spillede han med Gud og hvermand og optrådte i ind- og udland med orkestre som Zirenes, Six Winds og MM4. Var på længere turne-ophold, blandt andet på Cuba og Island.

- Telefonen ringede hele tiden, og jeg blev bare hvirvlet ind i miljøet, siger han.

- Jeg blev fuldkommen opslugt

Særligt én person spillede en væsentlig rolle - både privat og musikalsk - for Uffe i den tid: den verdensberømte dansk-amerikanske slagtøjsspiller Marilyn Mazur, der har spillet sammen med stjerner som Miles Davis og Wayne Shorter.

- Hun var fuldstændig sin egen. Levede i sit eget univers. Jeg blev fuldkommen opslugt og dybt fascineret, forklarer han.

De to dannede par i nogle år op gennem 70’erne, men “så gik det hele rabundus”. Den stormende forelskelse udviklede sig til et åbent forhold.

- Pludselig var jeg kærester med både Marilyn, Lotte (Lotte Anker, saxofonist, red.) og så videre. Og så flyttede jeg sammen med Lotte.

Uffes telefon bimler og bamler. Klokken er lidt over 13, og Mette Frederiksen har netop udskrevet valg.

Men han ænser det ikke.

Han er mere optaget af sine fortællinger, for Uffe Markussen er en fortæller.

Navne på sange, venner og kollegaer strømmer ud af ham. Sommetider svigter hukommelsen, og det bander han lidt over, før han fortsætter. Indimellem ud af et sidespor eller to.

Men talestrømmene slutter ofte med en konklusion, en pointe. Én af dem går igen:

- Det er på scenen, man lærer at spille. Ikke i skolen, siger Uffe Markussen.

- Det er på scenen, man lærer at spille, gentager han.

To musikalske idoler

• - Da jeg hørte John Coltrane for første gang, var jeg fuldstændig solgt. Han var mit første store idol. Og så er der Joe Henderson. Alle de store saxofonister - Michael Brecker og så videre - har studeret de to: Coltrane og Henderson. Coltrane er fuldstændig sin egen. Henderson kan hele historien, og så er han en troldmand. Han er gudsbenådet. En magiker, siger Uffe Markussen.

To år i Madrid

Han fortæller om sin tid i Madrid, hvor han boede to år i slutningen af 1980’erne. Miljøet i København var kørt ud af en tangent, forklarer han.

- Alle skulle absolut skrive deres egen musik. Så man stod altid med hovedet nede i nodestativet, når man skulle spille koncert. Det blev jeg træt af. Jeg blev træt af, at alle troede, at de var store komponister. For det er der ikke ret mange, der er.

- Jeg ville spille rigtig jazz. Altså, jazz-jazz. Jeg ville tilbage til rødderne i musikken og spille den akustisk, fortæller Uffe.

Så han tog flyveren til Madrid, og i lufthavnen købte han et eksemplar af El País (Spaniens største avis, red.).

- Deri kunne jeg se, hvem der spillede på Café Central den aften. Jeg havde fået at vide, at det var der, det skete. Samme aften tog jeg derhen og spurgte, om jeg måtte spille med.

- Og så kørte rouletten.

Uffe blev hængende i den spanske hovedstad i to år, for rygtet talte sandt: Låget var lettet efter Franco-styret, befolkningen hungrede efter nyt, og jazz var hipt, som han siger.

I de år blev Uffe bekræftet i, at det er på scenen, man lærer at spille. Også selvom rutinen allerede på det tidspunkt var urokkelig.

Dén pointe leverer han klart og tydeligt til de studerende, han underviser.

- Jeg kan give dem nogle værktøjer, men jeg kan ikke lære dem at spille jazz. Det skal de selv finde ud af. De skal have trangen til at formidle deres budskab, deres tanker, deres følelser, og det kommer kun til udtryk på scenen, siger han.

Nysgerrigheden forsvandt

En dag i 1989 ringede telefonen. Det var Erik Moseholm, der på det tidspunkt ledede DR Big Band - eller Radioens Big Band, som det hed dengang.

Uffe Markussen nærmede sig de 40 år og takkede ja til tilbuddet om en fast plads i Danmarks bedste bigband.

- Det var jo toppen. Og det gav mig noget sikkerhed.

DR Big Band var Uffe Markussens arbejdsplads gennem 22 år - fra 1990 til 2012 - og har givet ham et væld af gode oplevelser. Især op gennem 90’erne og de første år af 00’erne, hvor musikerne blev betragtet som “kulturgesandter”. Som “udsendte kulturarbejdere for Danmark”.

Kapelmestrene kunne deres kram, og orkestret turnerede i hele verden, fortæller Uffe: Australien, Tasmanien, Japan, Korea, Singapore, Canada, USA, Sydamerika.

I samme periode traf han Ulla Henningsen. Hun var på rollelisten i Cirkusrevyen, og Uffe spillede med i bandet. Efter en forestilling i Aalborg Kongres & Kultur Center i 1996 var der afterparty.

- Og så skete der det, der ofte sker, når man holder fest, som musikeren udtrykker det.

Men i den sidste halvdel af 00’erne begyndte tingene at gå skævt i bigbandet, der efterhånden havde udviklet sig til en kampplads. Ifølge Uffe på grund af ændringer i strukturen og tonedøv ledelse.

For første gang kunne Uffe mærke, at hans vigtigste drivkraft - nysgerrigheden - var alvorligt svækket.

- Når jeg kom hjem, hørte jeg ikke musik. Så slemt var det, fortæller han og fortsætter:

- Udforskningstrangen var simpelthen væk. Også den der søgen efter hele tiden at optimere mit eget spil. Jeg var kørt helt ned kreativt, og til sidst spillede jeg bare for at tjene penge. Sådan havde jeg aldrig haft det før, fortæller han.

Uffe Eskild Markussen

• Uffe Markussen blev født 19. september 1952 og voksede op i Frederikshavn.
• I begyndelsen af 1970’erne flyttede han til København og begyndte at læse sociologi, men gjorde ikke uddannelsen færdig. I stedet startede han på konservatoriet, hvor han blev færdiguddannet i 1978.
• Op gennem 1980’erne spillede han i et hav af orkestre og med et hav af musikere. Blandt andre Marilyn Mazur, Alex Riel, Niels-Henning Ørsted, Palle Mikkelborg, Jens Winther, Frans Bak, Ben Besiakov, Trine Dansgaard, John Tchicai, Bob Rockwell, Billy Hart og Joe Henderson.
• Fra 1988-1990 boede han i Madrid, hvor han arbejde sammen med blandt andre den spanske guitarist Joaquin Chacon og den danske forfatter og journalist Ebbe Traberg. I tiden i Spanien medvirkede han ved flere lejligheder i tv-programmet “Jazz entre amigos”, hvor han spillede sammen med blandt andre Bill Evans-bassisten Chuck Israels.
• I 1990 blev han ansat i DR Big Band, der dengang hed Radioens Big Band, hvor han spillede saxofon - førstetenor - de efterfølgende 22 år. I en årrække fungerede han også som tillidsmand og formand for orkestrets bestyrelse.
• I 2010 blev Nordkraft Big Band grundlagt, og Uffe Markussen blev tilknyttet fra begyndelsen. To år senere - i 2012 - sagde han farvel til DR Big Band og flyttede tilbage til Nordjylland. Han er stadig fast medlem af Nordkraft Big Band.
• Gennem sin karriere har han undervist på adskillige musikskoler, konservatorier og jazzkurser. I dag underviser han blandt andet på Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg.
• Han danner par med skuespiller Ulla Henningsen, som han mødte i 1996.
• Derudover har han en søn, Aslak på 29 år, fra et tidligere forhold.

Opdagede en ny verden

For ti år siden - i 2012 - vinkede Uffe farvel til sin arbejdsplads gennem mere end to årtier, flyttede til Nordjylland med sin kone og begyndte i Nordkraft Big Band.

Luftforandringen bragte ham tilbage på sporet. Han begyndte at arbejde seriøst med musikken igen: udforskede den, dykkede ned i historien og de gamle plader, øvede sig på saxofonen.

Og så fik han en ny hobby: håndværk.

Han viser rundt i huset og på matriklen, hvor det vrimler med gør det selv-projekter. Vi når blandt andet forbi den hjemmelavede udestue, hvor Uffe dyrker chilier, peberfrugter og røde druer. En sauna, som han byggede til Ulla. Og det lille overdækkede spot, hvor han griller bøffer og rister kaffe.

- Jeg er en ydmyg mand, så jeg ved godt, at jeg ikke ved noget. Det er det første, man skal vide. Huset trængte til en renovering, så da vi flyttede herop, allierede jeg mig med en murer - en ældre mand, der vidste, hvad han lavede. Inden han kom om morgenen, skulle jeg stable stenene og blande mørtlen, så vi kunne komme i gang. På et tidspunkt tog jeg over selv, fortæller han og fortsætter:

- Jeg vil virkelig gerne forstå håndværket, værktøjerne, traditionerne. Det interesserer mig meget. Og det minder jo om musikken. Musikken er også et håndværk, hvor man skal kende historien for at forstå det ordentligt.

En klar ambition

Uffe Markussen har - til sin store glæde - oplevet, at musikscenen i Aalborg er vokset og vokset hen over de seneste år.

Ifølge hovedpersonen skyldes det især det store træk af udenlandske studerende, der “tager et år eller to heroppe, fordi de har hørt, at der er knald på”.

- De spiller virkelig godt og er meget dedikerede. Der er gang i miljøet og masser af jam-aftener. Mange af de unge kommer også her i huset, og så holder vi sessions, fortæller han.

Og så er der jazzmiljøet. Herunder Nordkraft Big Band, som han selv var med til at danne i 2010.

Her er ambitionen klar: Orkestret skal på finansloven.

På den måde sikrer man kvaliteten - og garderer sig mod en uheldig tendens, forklarer han.

- Hvis man vokser op i Nordjylland og har musikalsk talent, kan man nå et vist niveau - og så rejser man. Sådan har tendensen været i mange år. Bare se på mig selv. Vi skal have Nordkraft Big Band til at ligge i toppen, så fødekæden dækker hele vejen. For på den måde stiger niveauet over hele linjen, siger Uffe Markussen.

Ud af skallen, ud af egoet

Vi slutter, hvor vi startede: i hovedpersonens kreative rum, der er fyldt med instrumenter, svæveflyvere, bøger, saxofonblade, værktøj, plakater og malerier, noder og nodestativer.

Uffe Markussen sidder tilbagelænet i en kontorstol og taler om spiritualitet, urkraft - og urlyd.

Om at være et instrument for noget, der er større end en selv.

- Lyd er vibrationer. Og så kommer materien. Når jeg spiller på min saxofon, er musikken der i forvejen. Lyden og kraften er der i forvejen. Jeg er bare en slags transformator, der skal stige på den. Gribe den. Og når jeg gør det, kommer jeg ud af min skal, mit ego. Det er det, der er drivkraften. I virkeligheden er det dybt spirituelt. Jeg stiger på noget, der er større end mig selv.

Er du lige så meget til stede i musikken i dag, som du var for 40-50 år siden?

- Ja, absolut. Når først musikken spiller, er det 100 procent. Der er ikke noget, der hedder 70 procent. Sådan fungerer musik ikke. Det er alt eller intet, og jeg vover alt.