Én særlig gruppe unge kræver ekstra fokus: - Vi har tre årgange, der er kommet på græs
Tre årgange af unge skal først til at lære, hvordan man gebærder sig på festival - og det kræver fokus fra SSP, vagter og politi

Stemningen på festivalpladsen var god lørdag eftermiddag, da Jonah Blacksmith gik på scenen. Foto: Bo Lehm
THISTED:Til et arrangement som Thy Rock, hvor der er mange yngre publikummer, har SSP-samarbejdet en vigtig funktion i at sikre, at alle har en god fest.
- Vi har været meget spændte, hvordan det skulle komme til at gå med de unge mennesker, men vi stiller det samme antal medarbejdere, som vi har gjort de andre år, fortæller SSP-konsulent i Thisted Kommune Jack Soleng.
SSP-indsatsen er til stede med et telt på pladsen, men de syv SSP-medarbejdere færdes selvfølgelig rundt på hele pladsen - og udenfor pladsen - i løbet af de to dage.
- Det er vores gademedarbejder og vores SSP-medarbejdere fra Ungdomsskolen og Huset, så de kender de unge rigtig godt i forvejen, siger han og fortsætter:
- Vi færdes rundt på pladsen, men også udenfor pladsen, i Christiansgave og i de små kolonihaver rundt omkring, hvor vi kan høre, de unge samles. Der er jo fest over hele byen, så derfor holder vi grundigt øje.
I SSP-teltet kan de unge få et såkaldt "+18"-armbånd på, så de unge over 18 år slipper for at vise ID, hver gang de vil købe en øl.
- Så vi bruger tid på at kigge rigtig grundigt på CPR-numre, for i dag kan en 17-årig jo også komme med et kørekort, pointerer Jack Soleng.
Særligt én gruppe unge kræver ekstra fokus ved årets festival, og dem er hele sikkerhedsteamet omkring festivalen opmærksomme på.
- Vi har tre årgange, der "kommer på græs" for første gang, og som ikke har prøvet at være på festival før. Så der er nogle ting, de lige skal have lært, siger han og uddyber:
- Til vores sikkerhedsmøde snakkede vi om, at vi skal huske at have "den store pædagoghat" på og gribe ind, hvis vi opdager nogle situationer, hvor de ikke passer på hinanden, eller hvor de overskrider hinandens grænser. Det er i hvert fald de erfaringer, vi hører andre steder, for eksempel fra dørmænd i nattelivet: At der er nogle personlige egenskaber, som de ikke besidder nær så meget, som de plejer. Det at respektere hinanden og passe på hinanden, det er noget, der lige skal læres.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.