Når støvet har lagt sig: Næsten for barsk til tv. For barsk til at kunne give stjerner

Nej - jeg kan ikke give stjerner til dette. Det er simpelthen for voldsomt. Jeg ved ikke, hvilken skala jeg skal vurdere det ud fra.

Det føltes som om attentatet varer en halv time, da jeg så det. En halv time i Helvede. Siden har jeg tjekket. Scenen med skudangrebet varer lige knap 9 minutter.

Men det er for voldsomt.

Vi har hele tiden vidst, at det ville komme. Vi har i de tidligere afsnit set citater derfra - af få sekunders varighed. Og vi vidste, at det ville ske nu.

Det mest brutale tv

Det er muligvis noget af det mest brutale tv, jeg har set. Det var ubehageligt fra start til slut.

Og hvorfor skulle jeg se det? For det kunne jo sagtens skildres helt uden denne brutalitet.

Men det beskriver frygten.

Den har vi mødt masser af gange før i tv og på film. Men det er jo bare fiktion. Da jeg så dette, sad jeg bare og tænkte på Utøya. På Breivik der lavede præcis det samme for seks år siden.

Hvilken frygt har alle de unge mennesker på den norske ø ikke befundet sig i, da massemorderen og semi-nazisten Breivik gik til angreb. Der var ingen flugtmuligheder. Du kunne prøve at gemme dig. Men du havde også bevidstheden om, at hjælpen nok var på vej. Men meget MEGET langt væk.

Hvad er motivet?

Hvis det er sådan en frygt, tv-seriens skabere har villet viderebringe til os, så er det lykkedes. Men jeg nægter stadig at give stjerner.

Jeg savner også et motiv for denne udåd. Hvorfor skal alle disse stakkels mennesker skydes ned? Hvad har de gjort? Og hvad har samfundet gjort dig, siden du har givet dig lov til at lave denne handling, vil jeg spørge de to afstumpede attentatmænd.

Jeg synes, at serien halter lidt, fordi vi ikke også har haft et spor med deres forberedelser til misgerningen. Jeg ville så gerne kende deres bevæggrunde. Jeg vil så gerne have svar på hvorfor de gør det.

Ændret for altid

Der er til gengæld ingen tvivl om, at de levende ofre for terroren er ændret for altid. Om det så er Jamal, så er han ændret. Han troede, han skulle lege sej og køre rundt med nogle tasker. Men med det, der er sket, står han til livsvarigt fængsel.

Lige her er det lidt spændende: Vi andre ved, at Jamal faktisk er en god dreng. Men i kraft af en forstyrret storebror er han nu presset til at være terroristernes medhjælper. Han har i øvrigt efterladt såvel fingeraftryk som ansigtsgenkendelse overalt. Ham skal politiet snart få fat i.

Og så er der Elisabeth. Hun har netop mistet sine kone under attentatet. Og mistet hende efter et skænderi, der i virkeligheden var en optakt til en skilsmisse.

Hvor står hun og hendes stærkt humanistiske syn på flygtninge, hvis det viser sig, at det er indvandrere/flygtninge/islamister der står bag attentatet?

Hvor er Albert?

Til gengæld kan vi håbe på, at VVS’eren Mortens søn Albert ikke var til stede under skyderiet. For der var jo pludselig opstået en lomme af tillid, respekt og kærlighed mellem far og søn. Ganske smukt.

Og hvor var det dog rart at se mor og datter blive genforenet på sygehuset i afsnittets sidste scene. For lige der trængte vi til noget rart. Eller bare en pause i al den ondskab.

Det kan godt ske, at der er flere, der dør af at spise frosne, polske hindbær end der dør er terror her i Danmark. Men terror gør noget grimt ved folk. Ikke blot er terror en af de grimmeste og mest uhyggelige forbrydelser, der findes. Men den har også en uhyggelig indflydelse på folk. Den skræmmer os fra vid og sans. Men lige her er vi også godt hjulpne af politikere, der høster stemmer, når de forud har sået frygt. Frygt er blevet et farligt, politisk våben. Når politikerne griber til det våben, så står mange medier klare til ukritisk at formidle det videre.

Hvad frygt, terror og populisme gør ved folk, er det, vi (formentlig) skal opleve i de resterende fem afsnit af denne serie.

”Når støvet har lagt sig” 5:10

Episodeforfatter: Astrid Øye

Hovedforfattere: Ida Maria Rydén og Dorthe W. Høgh

Instruktør Milad Alami

DR tv søndag aften og dr.dk

Genudsendelse mandag 23:30