Tv‑drama

"Når støvet har lagt sig": Stort drama i sorgen

DR's serie er proppet med godt skuespil. Og det er nødvendigt, når store traumer skal formidles, mener NORDJYSKEs anmelder

Scenen med mindehøjtideligheden på pladsen ved restauranten er virkelig stærk og rørende. Foto: Jason Alami/DR

Scenen med mindehøjtideligheden på pladsen ved restauranten er virkelig stærk og rørende. Foto: Jason Alami/DR

TV-DRAMA - “Når støvet har lagt sig” - 6. afsnit

Åbningsscenerne med først skudhuller og blodsplat fra restauranten - dernæst ministeren, der står hos sin døde hustru - er virkeligt effektive. Vi er på den anden side af de modbydelige og udpenslede blodrus-likvideringer i sidste afsnit, og hovedpersonerne flagrer rundt i hver sin egen variation af chok.

Når mennesker er i chok, reagerer de ofte irrationelt. Og irrationaliteten forklarer - i de fleste tilfælde - ganske overbevisende, hvorfor rollerne reagerer, som de gør.

Som VVS-manden Mortens (Jacob Lohmann) irrationelle handlinger, hvor han først afreagerer voldeligt på sin teenagesøn, fordi lømlen slet ikke havde afleveret de stjålne fustager tilbage, og derfor slet ikke havde været i fare på restauranten. Irrationelt, men forståeligt.

Maries mor (Filippa Suenson) svinger fra stressfuld afventende til momentan glæde over de mange blomster og bamser til desperat forsøg på at få Marie døbt. Særdeles irrationelt, men plausibelt.

Og restaurantejer Nikolaj (Peter Christoffersen), der taktløst stiller sig op på torvet og grillsteger flæskesteg inden mindehøjtideligheden, er tilsyneladende drevet af en lille del økonomisk frygt for, at hans varelager går tabt, og en overvældende stor del generel trods ... mod hele verden, virker det som. Mere irrationalitet, som kun kan forstås i den kontekst.

Nikolaj (Peter Christoffersen) lader sig i chokket først og fremmest drive af trods. Ingen skal forhindre ham i at sælge flæskestegssandwich! Foto: Jason Alami/DR

Nikolaj (Peter Christoffersen) lader sig i chokket først og fremmest drive af trods. Ingen skal forhindre ham i at sælge flæskestegssandwich! Foto: Jason Alami/DR

At justitsministeren ikke er tvunget på sygeorlov kan undre. Men hvad vi taber på realismen på det punkt, vinder vi på Karen-Lise Mynsters fantastiske og gribende gengivelse af en kvinde i dyb sorg og chok. Samtidig er hun den af alle hovedrollerne, der mest effektivt formår at undertrykke følelserne og arbejde videre, på overfladen knivskarp og professionel.

Kulminationen kommer med den vanvittigt stærke mindetale på pladsen. Klipningen til de andre hovedpersoner og den stemningsfulde underlægningsmusik lægger fundamentet. Men det er ordene selv og fremførelsen med så stor patos, der bringer scenen helt derop, hvor det giver både fugtige øjne og klumper i halsen ude bag skærmene.

Og så kan tv-drama vist ikke være meget mere effektiv.

VVS-Morten får noget af et personlighedsskift efter talen. Jeg er med på, at talen påvirker ham til at skifte til en nyt gear i den chok-tilstand, han stadig er i. Men pludselig er han i sit nyfundne nihilistiske jeg meget mere velformuleret, velargumenterende og indsigtsfuldt reflekterende på et niveau, der der ligger meget langt fra den joviale og jævne tone, han har kommunikeret i hidtil. Det virker til gengæld ikke ret realistisk.

Men det allerstørste problem i serien er, at vi endnu ikke har fået en plausibel forklaring på hvorfor. Hvorfor vader to mænd ind i en restaurant og begynder at myrde løs?

Jeg forstår godt, at fokus i “Når støvet har lagt sig” er på de involverede, snarere end på terrorangrebet selv. Det er drama, ikke krimi.

Jeg forstår også godt, at den slags afskyvækkende grusomheder som udgangspunkt virker meningsløse. Men forfatterne har altså en forpligtelse til at forklare os - utvetydigt - hvad der ligger bag. Er det religiøst/politisk motiveret, som alle antydninger i serien peger på? Eller er det noget andet?

Et lille, særligt cadeau skal gå til Ken Vedsegaard, der er umanerligt godt castet som den racistiske, xenofobiske folketingspolitiker. Føj, hvor er han overbevisende uhyggelig. Og, ja ja, hvor er han også både tendentiøs og karikeret. Men det virker.

Der er nu også et par detaljer i afsnittet, der irriterer.

Hvorfor hulen har politiet ikke forsøgt at spore Stines mobiltelefon? Det er et mysterium midt i det ellers effektive drama. Foto: Jason Alami/DR

Hvorfor hulen har politiet ikke forsøgt at spore Stines mobiltelefon? Det er et mysterium midt i det ellers effektive drama. Foto: Jason Alami/DR

For det første er det virkelig, virkelig underligt, at ingen i politiets efterforskning har overvejet at spore justitsministerens dræbte hustrus mobiltelefon, der har været tændt under hele forløbet. Det burde være et meget nemt og åbenlyst spor. Men det bliver fuldstændig ignoreret.

Og hvordan ved hjemløse Ginger, hvor Stinas far, Holger, bor? Står plejehjemmets adresse i mobilen? Og har hun gennempløjet telefonen for at finde den oplysning? I hvert fald dukker hun op hos ham ud af det blå og uden forklaring.

Nå, pyt. Det er vitterligt detaljer i et ellers gennemført og effektivt afsnit.

  • “Når støvet har lagt sig” - 6. afsnit
  • Manuskript: Ida Maria Rydén og Dorte W. Høgh
  • Episodeforfatter: Dorte W. Høgh
  • Instruktør: Iram Haq
  • DR1, søndag aften, og dr.dk/tv

Brugeranmeldelser


Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.