Kronik

Niels Jensen burde være kendt på linje med Skagensmalerne - men det eneste udstillingssted, han kan få, er toilettet på Futten

Samtidig med, at Jammerbugt Kommune giver penge til et sandslot, som står i dag og falder i morgen, nægter de at forholde sig til en lokal kunstarv, der kunne give Blokhus' deres egen udgave af Skagensmalerne, skriver Pia Kolberg i denne kronik

Niels Jensen som ung mand og fisker. Foto: wikiblokhus

Niels Jensen som ung mand og fisker. Foto: wikiblokhus

Kronik af Pia Kolberg (1957). Arbejder som kunstner og underviser og er bosat i Blokhus.

En jammerlig kommunal afgørelse fra 2005 kaster fortsat sin kolde skygge på uvurderlig kunst i Blokhus.

Den daværende kommunalbestyrelses mangel på handle- og dømmekraft overfor arven efter Blokhus' største kunstner og personlighed nogensinde, lever den dag i dag stadig i Jammerbugt kommune.

Det er utrolig flovt.

Kunstneren Niels Jensen opnåede i sin levetid at blive både nationalt og internationalt anerkendt. Kongehuset og Hendes Majestæt Dronning Margrethe har købt hans billeder, han har haft udstillinger på Den Frie i hovedstaden, hvor han solgte alt, samt på Charlottenborg, og Niels Bohr har rejst til Blokhus for at besøge ham og købe hans kunst, ligesom samlere i udlandet bestilte værker hos ham.

Kunstneren Niels Jensen blev født i 1907 i Løkken og døde, 95 år gammel, i 2003. Foto: egnssamlingen.dk

Kunstneren Niels Jensen blev født i 1907 i Løkken og døde, 95 år gammel, i 2003. Foto: egnssamlingen.dk

Motiv fra Saltum Strand. Foto: egnssamlingen.dk

Motiv fra Saltum Strand. Foto: egnssamlingen.dk

Men i Jammerbugt Kommune forbigås han med en jantelov, der er Sandemose værdig. I Blokhus, hans fødeby, er der kun ét offentligt sted, hvor man kan se hans kunst, og det er på kroen Futten, hvor han havde sin gang. Den var hans nabo, og han dekorerede en dør derinde: en toiletdør!

Dér hænger hans kunst. Det er den hæder og ihukommelse, som Jammerbugt Kommune har valgt god nok til ham.

At hans bysbørn i Blokhus elskede ham og samlede en million kr. ind i gave til kommunen i håb om at sikre sig hans hjem til museum, da han døde - ja det blev i 2005 mødt med en kold skulder fra kommunen.

Blokhus' befolkning, som elskede ham, bliver således snydt for adgang til hans dejlige og unikke kunstnerhjem, hvorfra Niels solgte værker, og hvor Anna og Niels bød på ægte jysk gæstfrihed.

I fem år er min kunstfaglige rapport og handlingsplan om Niels Jensen og de andre Blokhus-malere blevet mødt med først en slags pseudodialog, dernæst udsættelser i kommunen og med afvisning fra Blokhusfonden. Undertegnedes reelle og kunstfaglige kvalificerede forsøg på at gøre opmærksom på den rige arv efter Niels Jensen, samt redde og rekonstruere hans kunstnerhjem og få åbnet et museum på Blokhus Torv med permanent separatudstilling af Niels Jensens marine- og havmalerier samt motiver fra Blokhus, bliver mødt med tavshed på femte år.

Niels Jensens hus står stadig på det, der indtil slutningen af 2015 hed Støvesvej i Blokhus. Her blev det besluttet at omdøbe en del af Støvesvej til Niels Jensensvej.  Foto: Wikiblokhus

Niels Jensens hus står stadig på det, der indtil slutningen af 2015 hed Støvesvej i Blokhus. Her blev det besluttet at omdøbe en del af Støvesvej til Niels Jensensvej. Foto: Wikiblokhus

I 2016 sendte jeg i første omgang min rapport om Blokhusmalerne til investor John Andersen for at gøre ham opmærksom på kunstnerne og på hvilken stor betydning, det kan få for Blokhus, hvis arven herfra løftes, og publikum ligesom i Skagen kan færdes de steder, hvor kunstnerne kom, som fx det gamle sommerpensionat og Niels Jensens hjem.

I ti år har udearealerne og udhusene ved hans hjem stået i deres autentiske former, inde er forandringer sket, men det kunne vi have fået rekonstrueret ud fra fotos og fortællinger fra lokale.

John Andersen kaldte min rapport utrolig spændende læsning og spurgte, om han måtte sende den videre til Blokhusfonden, hvilket jeg selvfølgelig glad sagde ja til. Derpå fulgte to års tavshed.

For tre år siden indledte jeg så en dialog med borgmester Mogens Gade med henblik på at skaffe opbakning til at erhverve Niels Jensens uerstattelige kunstnerhjem som offentlig ejendom.

Jeg ryster på hovedet af afmagt i skrivende stund, efter at i alt fem års indsats har vist sig forgæves.

Jeg er ved vejs ende med at stole på, at der er overhovedet er vilje til at løfte arven hos de, som burde brænde allermest for den, og som havde magt til at bane vejen for projektet, eftersom de fire bygninger, der kunne have kommet i spil, alle har været sat til salg eller til leje de forløbne tre år.

Niels Jensens staffeli. Foto: egnssamlingen

Niels Jensens staffeli. Foto: egnssamlingen

Først kom Brugsen til salg (tænkt som kunstmuseum), så blev Kaptajn Golf i Blokhus solgt til private (også velegnet til museum), dernæst kom restaurant Casa Blanca til salg (tænkt til separatudstilling med kun Niels Jensens kunst), så kom strandhuset i år til leje (tænkt til museumskiosk og minicafé med Anna og Niels' menu).

Det endelige tab af al min tillid til en opbakning til Blokhusmalerne fra Mogens Gade og Blokhusfondens side skete, da Niels Jensens hus kom for salg i en lang periode i 2020 for den beskedne sum af 3,5 millioner.

Jeg gjorde både kommunen og Blokhusfonden opmærksom på dette, men begge valgte at lade muligheden for at sikre kunstnerhjemmet gå hus forbi. Nu er til salg skiltet taget ned!

En forevigelse af malerne måtte vige pladsen for en oligarks investeringstrang i tæt tango med borgmester Mogens Gade.

I samme periode, som Niels Jensens hus sættes til salg, har Jammerbugt Kommune bevilliget penge til et sandslot til en privatmand - et slot som står i dag og falder i morgen. For mig som kunstfaglig kyndig ligger ordet ekstravagant forrest. Et ord der næppe danser i takt med ordet: offentlige midler.

I tillæg slagtedes i året muligheden for at opføre kunstmuseum på den eneste ledige grund nær centrum: den tidligere minigolfbane Kaptajn Golf, i og med at kommunen forbigik museumsforslaget for tre år siden og bevilligede tilladelse til et treetagers ligegyldigt shopping-, erhvervs- og lejlighedsbyggeri i beton, som pt er under opførelse.

Mit åbne spørgsmål til borgmester Mogens Gade og kommunalbestyrelsen i jammerbugt kommune lyder i den forbindelse: Blev min handlingsplan over for Blokhusmalerne nogensinde fremlagt for kommunalbestyrelsen for tre år siden?

Jeg indgik en aftale med Mogens Gade om, at projektet om Blokhusmalerne skulle fremlægges i kommunalbestyrelsen, og at der skulle findes en tovholder og afholdes et folkemøde for alle, som kendte Niels, for at bringe al lokal og relevant viden og fotos om hans hjem og kunst på bordet. Vi aftalte i den forbindelse, at jeg fortsat skulle indhente relevant viden om malerne, finansieringsmuligheder mv. Dette arbejde fremsendte jeg til Mogens Gade, men jeg har siden da intet hørt.

Senere blev jeg af borgmesteren opfordret til at sende resultatet af min research til Blokhusfonden en gang til. Hvilket jeg gjorde. Da jeg i maj igen henvendte mig til Mogens Gade vedrørende Niels Jensens hus og en forkortet plan for kunstmuseum med kun Niels Jensen, fik jeg e-mail om, at ideen var fremragende og blev bedt om igen at sende handlingsstrategi, som Mogens Gade ville forelægge kommunalbestyrelsen. Jeg sendte så igen min plan og foreslog, at den også kunne blive delt med medlemmer i Blokhusfonden.

Da jeg forhørte mig, skrev Mogens Gade tilbage, at jeg først måtte sende handlingsplan, før mine ideer kunne fremlægges, hvilket jeg jo allerede havde gjort for få uger siden, så hvordan kunne det passe sammen?

Hvilken slags meningsløs ping pong er denne retorik med at bede mig fremsende handlingsplanen om og om igen?

Er årsagen til den larmende tavshed fra Blokhusfonden, at dens medlemmer ikke oprindeligt er fra Nordjylland og derfor ikke er klar over, hvor tungt anerkendte Blokhus malerne er, og heller ikke er optaget af at Blokhus' oprindelige identitet er et fiskerleje?

Allermest trist er det, at vi går glip af et museum i Niels Jensens ånd, som kunne have bibragt Blokhus en lignende profil som Skagensmalerne i Skagen. Håndteringen af det hele er så ualmindelig flovt, at det med mine øjne ikke længere er et lokalt, men et nationalt anliggende.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.