Nordjylland får nyt udstillingssted: Vil udstille på tankstationer og i parcelhuse

SKAL hedder Vendsyssels nye udstillingssted, der de kommende år rykker ind i Frederikshavn, Læsø og Hjørring

Initiativtagerne bag SKAL Contemporary er Sara Løvschall Grøntved (tv) og Anne Møller Christensen, der begge er fra Nordjylland. Foto: Popmaché

Initiativtagerne bag SKAL Contemporary er Sara Løvschall Grøntved (tv) og Anne Møller Christensen, der begge er fra Nordjylland. Foto: Popmaché

VENDSYSSEL:Der er de seneste år sket et ryk med udstillingssteder i det nordjyske, og nu kommer der endnu en ung spiller på banen. SKAL Contemporary har netop modtaget 400.000 kr. fra Statens Kunstfond, og åbner fra 1. januar 2021 op som en mobil udstillingsplatform for samtidskunst i det nordlige Vendsyssel.

Makkerparret bag det nye udstillingssted, Sara Løvschall Grøntved og Anne Møller Christensen, har begge rødder i Nordjylland og en uddannelse på Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet bag sig.

De har de seneste måneder sparret med kunstnerne Inga Gerner Nielsen, Rikke Ehlers Nilsson og Scott William Raby - alle bosiddende i Nordjylland, og de er nu på plads med et koncept, hvor de tager afsæt i det, der kendetegner det lokale sted. Udstillingerne kommer til at flytte sig rundt til eksempelvis tankstationer, parcelhuse, industrilokaler og ud i naturen.

- Vi er meget motiverede af Vendsyssels særegne natur, liv og kunsthistorie, og SKAL kommer i de første to år til at have udstillinger og performanceprojekter i både Frederikshavn, Læsø og Hjørring kommune. Man kommer til at kunne se landskabet, folkeånden og særpræg fra Vendsyssel i kunsten, siger Sara Løvschall Grøntved, der tidligere har været tilknyttet kulturmagasinet VINKaarhus og Kunsthal 44Møen.

Hendes makker Anne Møller Christisen er tidligere chefredaktør ved VINKaarhus og har været tilknyttet museet Trapholt.

- Vi glæder os til at vende hjem og arbejde med kunsten på et sted med en rig kunsthistorie. Vi vil gerne være med til, at der skabes kunst i Nordjylland, som sætter aftryk og bliver husket i fremtiden, siger Sara Løvschall Grøntved.

Hos Statens Kunstfond er forventningerne til projektet høje.

- SKAL er et projekt at høj kunstnerisk kvalitet, og det er det, kunstfonden støtter. Samtidig ligger det os meget på sinde, at kunst skal kunne opleves i hele Danmark af et bredt publikum. Derfor støtter vi SKAL - det tilfører publikum og kunstmiljøet noget nyt, der ikke i forvejen er på dét sted og på den måde, siger Lisette Vind Ebbesen, udvalgsleder for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst.

Statens Kunstfond har i de seneste år støttet opstarten af fire andre udstillingssteder i Nordjylland: Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm, F.eks., PixlBOX og Efter et Nyt Minut.

SKALs første aktivitet bliver i slutningen af marts 2021 på Skagens Odde.

Mindre udstillingssteder støttet af Statens Kunstfond.

Mindre udstillingssteder støttet af Statens Kunstfond.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.