Så ganske nordjyske Vingard rykkede teltpælene til Berlin for at se, om de egne ben kunne stå på uvante gader og stræder, og begyndte via sociale medier at samle på livshistorier fra følgere og lyttere, hun kunne pejle og spejle.

Det gav afkast, og debutalbummet In The Long Run er nu klar.

Og det er et afklaret, fokuseret og velspillet debutalbum, der på én og samme gang lyder moderne og ældre end det fødselsår, der står på Vingards fødselsattest. 

Vingards overbevisende vokal, der både rummer de store dramaturgiske følelser og kan indtage de intime rum, er den altovervejende årsag til dette.

Vi kan høre Tina Dickows småmelankolske inderlighed og Jonah Blacksmiths vindblæste og radiovenlige stadionfolk.

Især sidstnævnte på den velsmurte og insisterende ”Welcome Fall”, der med sit iørefaldende omkvæd ikke kan undgå at sætte sit aftryk. Ikke ulig en Lukas Graham sang.  

Der er ligeledes Taylor Swift popamericana fra albums som Folklore og Evermore på ”Into The Woods” og ”Don´t you Weep”, dog uden Swiftys dominerende kvalitetsstempel.

For desværre er det altså ikke videre originalt.

De livshistorier, der har gjort så stort et indtryk på Vingard, at hun har taget dem ind til sig, forbliver lidt en anonym opvisningsøvelse, hvor de ikke rigtigt sætter sig på krop og sjæl. 

Man kan forholdsvis hurtigt gennemskue sangskrivergrebene, og dermed sker der ikke noget uventet.

En del af forklaringen skal findes i, at det sjældent bliver til stor lyrik, når danskere skal beherske det engelske sprog, så risikoen for, at almindelighederne står i kø, er desværre alt for ofte til stede. Også her.

Der er dog også potentiale, som på ”Grow On Me”, der viser, at velproduceret popmusik, der ikke for åbenlyst lyder som inspirationskilderne, har Vingard i sig.

Hun skal bare overgive sig til det. Og gerne på dansk næste gang, så kan det blive rigtig godt.

Vingard - "In The Long Run" udkom 1. september.