Nu åbner det nye museum: Her er seks oplevelser at glæde sig til
Museum Thy er snart klar til at byde indenfor i det nye Thisted Museum. Museet åbner for offentligheden 24. juni
THISTED: Det er mere end to år siden, at alle udstillinger blev pakket ned og sendt på magasin. Hvorefter nøglen blev drejet til den gamle patriciervilla i Jernbanegade, som i godt 80 år har huset Thisted Museum.
Siden da har Thisted været en by uden museum, mens Museum Thys medarbejdere koncentrerede sig om at realisere planere for det nye Thisted Museum, indrettet i tre ejendomme skråt over for det gamle museum.
- Nu er vi snart i mål, konstaterer museumsleder Jytte Nielsen, som sammen med formidlingsinspektør Charlotte Boje Hilligsø Andersen har inviterer indenfor i bygningerne.
Her er håndværkerne stadig i gang, og der er endnu et godt stykke vej, inden alle de nye udstillingsfaciliteter er på plads.
Ikke mindst mangler der mange af de genstande, som skal fortælle Thisteds og Thys historie fra oldtiden til i dag. Herunder mere end 200 stykker danefæ, som museet får i langtidsudlån fra Nationalmuseet, og som vil ankomme til Thisted i løbet af de næste par uger.
Men tidsplanen for det store byggeprojekt holder. Og det nye Thisted Museum vil åbne for offentligheden lørdag 24. juni, efter et åbningsarrangement mandagen før for specielt indbudte - herunder repræsentanter for den fond, der har finansieret det store byggeprojekt.
Men allerede nu kan Jytte Nielsen og Charlotte Boje Andersen præsentere nogle af de oplevelser, som der er grund til at glæde sig til i det nye museum.
1. Stenøkser, Kallerupfundet og guldbådene
I vinduesløse rum nede i kælderen fortælles Thys ældste historie med nogle af de mange genstande, som gennem årene er dukket frem af jorden. Herunder de økser, sværd, pilespidser og andre stenaldergenstande, som museet har i stort antal. Et bredt udvalg af disse flintredskaber præsenteres i lange rækker, samtidig med at historien formidles med fokus på enkelte eksemplarer.
Men det store scoop i denne afdeling bliver det fund fra bronzealderen med bl. a. en ceremoniel pragtøkse, som for få år siden dukkede op i Kallerup.
Også guldbådene fra jernalderen, der i 1885 blev fundet ved Nors, og som indgår i Museum Thys logo, bliver naturligvis en del af oldtidsudstillingen.
2. Runestenes personer fortæller
Runestenene præsenterer de første navngivne thyboer. En af dem er en kvinde ved navn Åse, der optræder både på en nu forsvundet runesten fra Tvorup og på den, der findes i Vang Kirke.
- Hun mistede både sin far og sin mand, Ømund, og rejste runesten over dem begge. Hun er en af de personer fra vikingetiden og jernalderen, som vi har tilladt os at digte videre på, fortæller Charlotte Boje Andersen.
I samme afdeling vil man kunne opleve mange af de stykker danefæ, som Museum Thy låner fra Nationalmuseet. Det er blandt andet genstande, som stammer fra bl. a. Byzans og De Britiske Øer, mens som altså er dukket op af den thylandske muld - herunder et lille vægtlod, som oprindelig sad på et skrin i Irland, og som blev fundet i Øster Vandet.
3. Pulterkammeret oppe under loftet
Mens publikum må holde fingrene væk fra de udstillede stykker danefæ, så bliver der alle muligheder for at røre ved tingene i afdelingen for de mindste museumsgæster. Den har fået navnet Pulterkammeret.
- Det er helt oppe under loftet, og vi syntes det var et godt ord, fortæller Jytte Nielsen.
Her bliver der både dukketeater, købmandsbutik, en jernaldergård til at lege med, og et skab med tøj til udklædning. Og naturligvis et legehjørne.
I Pulterkammeret er blot et af flere tilbud for børn i det nye Thisted Museum, der også får en stor afdeling for skoler.
4. Industrihistorie i Fabrikken
Fabrikken bliver navnet på den afdeling, hvor der fortælles industrihistorie. Det sker med nogle "tårne" om forskellige virksomheder - bl. a. paller med ølkasser fra Thisted Bryghus, mens tandhjul og andre genstande i træ fortæller om tidligere tiders støbeteknik på Sydthy Maskinfabrik.
Ligesom Pulterkammeret ligger også Fabrikken øverst oppe i det nye museum, med flot udsigt over byen og Thisted Bredning. Og også her bliver der aktiviteter for børn.
5. 24 Thistedboer fortæller byhistorie
Den nyere byhistorie i Thisted formidler museet med hjælp fra 24 af byens indbyggere, afdøde og nulevende. De ældste er Anne Søe, født i 1646, den yngste er filminstruktøren Jesper Dahlgaard fra 1989. For hver af dem er der lavet en såkaldt soundslide - stillbilleder ledsaget af en lydoptagelse - hvor der fortælles om deres liv. Og de nulevende får selv ordet.
I samme afdeling kan man møde kunstneren Johan Galsters originale gipsfigur af Jomfru Maria med Jesusbarnet - den skulptur, der siden 1947 har stået ved Thisted Kirke. Og man vil også kunne se det surfbræt, som kronprins Frederik i 2011 fik foræret under et besøg i Thy. Surfbrættet - der har været i brug - er venligst udlånt af kongehuset.
- Det nye Thisted Museum indrettes på i alt 1600 kvm., fordelt på tre bygninger, som Museum Thy erhvervede for nogle år siden.
- Købet var muligt takket være 12,5 mio. kr. fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, der efterfølgende har givet 35 mio. kr. til renovering, ombygning og nyindretning. Desuden har Thisted Kommune bevilget fem mio. kr. til trafiksikring af Jernbanegade og en ny trappe- og stiforbindelse mellem det nye og det gamle Thisted Museum.
- Projektet ventes dog, inklusive uforudsete udgifter, at koste omkring 62 mio. kr. Den resterende del finansieres af museets egne midler og lån.
- Tømrerfirmaet M. C. Overgaard A/S, Thisted, har hovedentreprisen for byggeriet, der er projekteret af aarhusianske LOOP Architechts, mens en anden arkitekt, Johan Carlsson (JAC Studios), står for indretningen af det nye museum.
6. Roterende udstilling i foyeren
Endelig vil man i den nye foyer til museet kunne betragte en roterende udstilling med museale smagsprøver - der også vil kunne ses ude fra Jernbanegade.
Og samtidig med, at håndværkerne knokler for at blive færdige inde i museet, bliver der også arbejdet på højtryk for at færdiggære det rampe- og trappeforløb, som skal forbinde det nye og det gamle museum.
Sidstnævnte er lige nu skjult af afdækning og stillads, mens facaden bliver istandsat. Det er planen, at bygningen skal komme til syne igen inden åbningen 24. juni. En planlagt indvendig renovering af det gamle museum må vente til senere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.