Nu må “Minkavlerne” gerne dele skæbne med minkene
Sidste sæson af TV 2’s komedieserie sluttede på toppen. Men der var lang - og til tider kedelig - vej derhen
Minkavlerne, 4. sæson,
2. halvdel
Den sidste scene - kulminationen af surprise-guldbryllupsfesten - var aldeles glimrende.
Alle fik hinanden til sidst. Alle festede og var glade - selv de sure.
Ja, okay, måske lige på nær myrdede og begravede Rebekka og fængslede Helmer. Men det var helt oplagt, at dem skulle vi ikke tænke mere på.
Så på den måde fungerede festen forrygende som kulmination på 4. sæsons mange, mange handlingstråde og som afslutning på serien.
Men der var ikke helt nok til at kompensere for en sæson, hvor der i lange perioder har været grumme langt mellem grinene.
Herfra - på magelig afstand af produktionen - er diagnosen, at der er blevet brugt så meget energi på at holde styr på de mange roller og parforhold og konflikter på kryds og tværs, at man helt har glemt, at en komedieserie også gerne skal være sjov.
Måske skulle man have droppet nogle af sidehistorierne og dermed en del af det kaos, der er fulgt med.
Nuvel. Der har da været guldkorn. Men rollelistens to humor-giganter, Niels Hausgaard og Bodil Jørgensen, har været markant mindre sjove i denne sæson end i de forrige.
Tag vitsen med, at den teknologi-udfordrede Niller misforstår, når han får at vide, at han i stedet for NemID skal bruge MitID ... hvad Niller hører som først Kenneths ID, så Sarahs ID og til sidst Johnnys ID. Vitsen er sjov i substansen, men har vi ikke grinet af navnet på den digitale signatur i et par år nu? Og her bliver den trukket alt, a-a-alt for langt, så det bliver mere anstrengende end grinagtigt.
Jonas Mogensens Allan har været den mest vedkommende i denne sæson. Særligt fordi der er blevet føjet fine (og hårdt tiltrængte) nuancer til rollen gennem hans forhold til Tulle (Maria Winther Nørgaard). Hun har i øvrigt været en perle i serien. Rollen er afdæmpet og forsigtig og socialt famlende. Den er blevet fornemt forløst og et perfekt match til Allans brægende og ultra-tumpede facon.
Og det korte klip i starten af finaleafsnittet, hvor de to ligger på sofaen efter en hyrdetime (efter Allan sekunder før sad bundet til en stol ude blandt minkburene), er et godt eksempel på de steder, hvor serien virkelig brillerer: En socialt akavet situation og to sjove replikker - afleveret med perfekt timing.
En af seriens største styrker har netop været sjove, hurtige replikskifter og oneliners. Og de dukker stadig op hist og pist. Men der er mange eksempler, hvor de simpelthen bare fejler.
- Hvis det her slipper ud, bliver I begge to dømt. Om ikke andet så ved folkedomstolen, siger Helmer til Tulle og Allan ved synet af døde Rebekka i mink-afliveren.
Det er en lidt underlig ting at sige i situationen, men det viser sig også hurtigt, at det kun tjener som oplæg, til at Allan kan svare:
- Fuck! Det er den i Holland.
(I lyset af de oceaner af paratviden, Allan ikke er i besiddelse af, virker det super sært, at han lige skulle have hørt om Krigsforbryderdomstolen i Haag og forvekslet ordene.)
Igen: det er da sjovt …-agtigt på papiret. Men det fungerer bare ikke på skærmen.
I den diametralt modsatte ende af højpandet-humor-skalaen finder vi en scene, hvor Allan finder Martin siddende med høreværn på, mens han forsøger at meditere.
En bar røv tæt på et ansigt og en pruttelyd … *suk*. Dét er altså for doven humor. Jeg skal ikke afvise, at der sidder seere og synes, at den prut var det allermest grinagtige, fordi det er så socialt uacceptabelt. Men jeg håber i så fald, de er få.
På samme måde bliver det øv, når Uffe Rørbæks ellers sjove og overbevisende stammende menighedsrådsformand bliver ved med at forsøge at trække grin ud af det faktum, at flertalsformen af tonen F hævet en halv tone på dansk er homonymt med et vulgærslang-udtryk for kvindelige kønsorganer.
Det var ikke udpræget sjovt første gang. Og det bliver bestemt ikke sjovere af at blive gentaget.
Men på trods af alle kritikpunkterne er jeg overordnet set glad for, at "Minkavlerne" har fundet vej til vores skærme.
Jonas Mogensen og Kasper Gross har fået skabt en overvejende sjov serie.
Der har været gode grin undervejs. Men der har bestemt også været mislykkede forsøg og ditto chancer. Så med Nillers stemme:
"Det er, som det er. Og det blev, som det blev ... Og så snakker vi ikke mere om det!"
Har været sendt på TV 2 Echo og kan desuden ses på streamingtjenesten TV 2 Play.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.