Nu må Viggo føre deres fælles drøm ud i livet, mens Lis’ hjerne bliver angrebet af demens

Vil du hellere lyttere til artiklen? Hør artiklen oplæst med musik af Viggo Steincke.

Lyt til...

Den ensomme dreng og stormen

Det var året, der aldrig var. Det var tiden, der aldrig kom og derfor aldrig gik.

Sådan lyder de første strofer af John Nørregaard i det store projekt, som søskendeparret Viggo og Lis Steincke skulle have været fælles om, og som handler om ensomheden under corona - den mange har oplevet de seneste år under nedlukninger.

Det udstilles på Kappelborg i Skagen fra 12. februar, og det skulle have været deres allerførste værk sammen - Viggo 70 år - Lis snart 80. Hans musik og hendes billeder, men sådan er det ikke blevet - han har løftet det et andet sted hen med andre.

Lis Steincke - den dygtige fotograf og Viggos søster - er flyttet ind i demensbyen i Svendborg. Hendes hjerne er blevet træt - sidste gang, Viggo var der, kunne hun ikke engang huske, hvad iso og lukketid er. På hendes bord står et portræt af hende taget af den kendte fotograf Kirsten Klein, kan hun huske hende? Her er historien om Viggo og Lis - den ensomme dreng og hans søster - stormen.

Lis Steincke fotograferet af Kirsten Klein.

Viggo

- Ensomhed har været et tema for mig hele livet.

Viggo griner lidt, imens han siger det, for udefra kan han godt se, at hans liv ikke just er ensomt. Vi sidder i hans hus i Nørresundby, der ligger på en vej, der skråner ned imod Limfjorden, hvor bølgerne står højt i dag - ikke langt fra det hus, hvor han en overgang boede som barn med sin familie. Et af mange steder - hans far var major i militæret, og hyppige flytninger fulgte med jobbet.

Det har været en grundfølelse, der har fulgt ham gennem livet - ensomheden. Han husker den tydeligt fra den første dag på Nørresundby Gymnasium i Aalborg i 1968. Hans familie var netop flyttet tilbage til byen fra Aarhus, og han følte sig anderledes - en følelse, der varede ved.

- Jeg ved godt, at mange længes nostalgisk tilbage til en tid før internettet, men jeg ville gerne have haft internet dengang, så jeg kunne have holdt fast i dem, jeg kendte i Aarhus, siger han og tænker tilbage på sig selv som en, der ikke forstod de sociale spils regler.

Noget af det skyldes kulturforskelle mellem byerne.

- Men meget af det lå også i, at jeg ikke hjemmefra havde lært, hvordan man indgår i fællesskaber - hvordan man kommer ind på andre. Udadtil var mine forældre meget selskabelige, men indadtil var vi ikke et fællesskab. Og set tilbage, så var det at starte på gymnasiet i en fremmed by decideret traumatisk for mig, siger Viggo, der beskriver sin familie som en traditionel familie i tiden, der fik børn, fordi det var noget, man gjorde. Viggo er nummer tre i rækken.

- Det er flere gange blevet sagt, at jeg var en smutter. At jeg ikke skulle have været her. Og det er jo sådan noget, der sætter sig i et barn.

Noget andet, der satte sig i ham - i starten ubemærket - var kunst, det lå i blodet. Hans mormor Fiebig Steincke var en af de første kvinder på kunstakademiet, og hans tipoldefar, C.R. Fiebig, var kunstmaler. Også hans mor malede, uden for alvor at gøre noget ved det.

I gymnasietiden, hvor han ikke trivedes, investerede han i en guitar. Han så ikke sig selv som en, der skulle lave kunst, men han skrev digte og sangtekster, fordi det gav mening, og da han et par år senere flyttede til Skagen med en kæreste, dannede han gruppen Coma med et par andre fyre, som han første gang spillede på Roskilde Festival med i 1976 og udgav Danmarks første statsstøttede rockudgivelse med.

Viggo Steincke i 1981. Privatfoto

- Det var noget helt andet at møde andre med en guitar i armene. Det var ikke svært, jeg havde en klar rolle - det var ikke personligt, siger Viggo, der uddannede sig til lærer i en overbevisning om, at han aldrig ville kunne leve af musik.

Men det blev alligevel lysten til musikken, der blev styrende. Når han ser tilbage, kalder han sit unge jeg for rodløs og usikker, måske er det stadig sådan, han lidt ser sig selv. Men i 1980 stiftede han Den Rytmiske Aftenskole i Aalborg, og han har siden da vundet priser for lyddesign og årets danske sang samt komponeret underlægningsmusik til DR dokumentarer, og er du stødt på hans navn de seneste år, er det måske i forbindelse med fortællekoncerten 'Rejsen', der består i nyskrevne melodier til digte af Johannes V. Jensen.

En stor del af hans musik er ironisk blevet til i tætte samarbejder med andre. Men følelsen af ensomhed, kunne han længe ikke ryste af sig - til en septembereftermiddag i 1989.

Lis

Skal man fremhæve et enkelt stærkt træk ved Lis Steincke, kunne det være trods. Hun blev født under 2. verdenskrig, og modsat Viggo var hun et ønskebarn. Der er fotoalbums fulde af hende i fine kjoler, hvor deres far leger med hende - det gjorde han med det første barn.

Viggo, der er næsten ti år yngre end sin søster, husker ikke meget om hende, fra de begge boede hjemme, men meget tyder på, at hun også dengang var egenrådig.

Der var krise i hjemmet, da hun allerede i gymnasiet fik en kæreste, som hun flyttede sammen med og kort efter giftede sig med. Fyren var Poul Ib Henriksen, fem år ældre end Lis og autodidakt fotograf, og han slog benene væk under Lis, der blev en del af det progressive kunstneriske miljø i Aarhus, han færdes i, hvor de lavede happenings, og hun tog med på rejserne, når han skulle ud og fotografere.

Da de blev gift i 1964, sagde præsten, at man "ikke skal slaske med kærligheden" - noget folk gentog i talerne til det unge par, der var forelskede og gjorde alt sammen.

En overgang overvejede hun at læse kunsthistorie - til deres fars forargelse. Det er uvist, om det var hans modstand eller hendes egen bekymring omkring, om hun kunne leve af sin viden om kunst, der afgjorde det, men hun endte med at uddanne sig til korrespondent. Efterfølgende gik hun dog i en helt anden retning. Sammen med Poul Ib Henriksen tog også hun fotografiet op og udviklede sit eget udtryk.

Selvportræt, Lis Steincke.

- Alle sagde, at de passede så godt sammen, og det kom som en chok for mange, da de tre år senere fortalte, at de skulle skilles – efter Lis’ ønske, siger Viggo, der fortæller, at Lis holdt fast i fotografiet efter bruddet fra Poul Ib Henriksen – måske intensiverede hun det endda og fandt sig selv her.

Hun debuterede for alvor i 1976, og fra midt 70’erne og de næste tyve år frem udstillede hun en lang række steder i Danmark og i udlandet som Charlottenborgs forårs- og efterårsudstillinger, Kvindegalleriet i København og udstillingssteder i Warszawa, Texas, Philadelphia, Helsinki, Nice, Marseille og Bratislava.

Mest kendt er hun for fotoserien 'Kvindemyter' fra 1979, der består i tableauer af kvinder i tidløse gevandter fotograferet foran en væg med spor efter hundrede års tapetlag i hendes atelier i Odense. Serien udsprang af 1970ernes danske kvindefrigørelse og er blevet beskrevet som en pionerindsats inden for det iscenesatte fotografi herhjemme. Og så er der den virtuost håndmalede 'Menneskefærd' fra 1981 af et nøgent par i kamp eller favntag, der viser hendes afsøgning af fotografiets grænser mod en tredje dimension.

'Menneskefærd' fra 1981. Lis Steincke er blevet beskrevet som en pioner indenfor fotografi. Hun var sideløbende censor på flere censurerede udstillinger og bestyrelsesmedlem i Fyns Kunstfond fra 1986-93.

Fra serien 'Kvindemyter', 1978.

Hun lagde fotos oveni hinanden, arbejdede med farvelægninger og senere med en blanding af medier. Hendes hovedværk i 1990erne er en installation, hvor tjærebrændte, halvsmeltede plastrør kvælende lukker sig om et stivnet barneansigt. ”Denne intuitive sans for at bruge eksperimentet perspektiverende og oprørsk har sikret Lis Steincke en central position i dansk fotografi også i 80erne og 90erne”, står der i Weilbachs Kunstnerleksikon om hende.

- Hold da fast, det var stærkt, mange kunne ikke klare at kigge på dem, fortæller Viggo Steincke om værket med barneansigtet i plastikrør – og hans søsters udtryk i 1990’erne, der udviklede sig på korte eller årelange ophold i Frankrig, Grækenland, Grønland, Mellemøsten, Rusland, USA og Botswana.

Igennem årtier blev Lis en kendt skikkelse i foto- og kunstkredse. Men det endelige gennembrud kom ikke, trods både deltagelse i gruppeudstillinger og separatudstillinger og et klart personligt udtryk. Noget hun ifølge Viggo til en vis grad tilskrev sit køn.

- Jeg tror, at hun følte sig marginaliseret i sin branche som kvinde. Hun har nævnt, hvordan hun i forskellige sammenhænge har følt sig overset, og det gav hende en yderligere trods, siger han.

Det er nogle af de følelser, hun har givet udtryk for i sin kunst. Dertil kom en personlig smerte. Efter fotografen Poul Ib Henriksen fandt hun sammen med en anden mand, som hun gerne ville have børn med.

- Det skete ikke - han ville ikke, han havde et barn fra et tidligere ægteskab, som Lis tog sig meget af. Og savnet efter et eget barn tog hårdt på hende, vurderer Viggo, der husker sin søster som en, der på trods af det fortsatte med at skabe billeder og kunst og fordybe sig i andre kulturer på sine mange rejser – ikke mindst i kvinders position og kamp for et godt liv i andre kulturer.

- Lis har altid haft en kæmpe energi, der både kom ud i sociale sammenhænge og i hendes billeder. Hun fyldte i et rum og var dominerende i samtaler. Det lå hende meget på sinde det der med at vise, at kvinder også kan udrette noget og være offensive. Hun stod af på, at det nogle steder blev opfattet som maskulint, fortæller Viggo, der så til fra sidelinjen, da hun i 1999 igen blev skilt.

Denne gang ændrede det hende, fortæller han. Ikke længe efter bruddet lavede hun en udstilling, der var stærk, men også så personlig, at nogle anmeldere stod af.

- Det var dybest set en udstilling om hende og hendes eksmand. Der var ingen kunstnerisk distance, det blev en privat iscenesættelse, og det straffede anmelderne hende for. Og det var et slag for hende - oveni skilsmissen. Efter det stoppede hun stort set med at udstille – hendes fotografering blev herefter i høj grad til dokumentation.

Viggo

Viggo var syg, da hans hustru begyndte at få veer en aften i september 1989. Han så egentlig helst, at hun udskød fødslen en dag, så han kunne være klar i hovedet, når det store skulle ske. Da Anna 15 timer senere kom til verden, var hans sommerforkølelse pist væk. Kort efter skrev han Song for Anna.

Hans datter blev på flere måder et vendepunkt kunstnerisk for ham.

Viggo Steincke i sit hjem i Nørresundby. Foto: Claus Søndberg Foto: Claus Søndberg

- Alt, jeg havde lavet indtil da, var meget eksperimenterende. Men der fik jeg lysten - eller et mod - til at skrive noget melodisk og sangbart. Jeg landede på en eller anden måde som kunstner, siger Viggo, der kort derefter begyndte at skrive børnemusik – i dag har han spillet og sunget med børn i over 1000 skolekoncerter.

Og så opstod der et øget behov for at samarbejde med andre kunstnere.

- Jeg har altid syntes, at projekter, hvor flere kunstnere går sammen, gerne tværfagligt, er de mest interessante, siger Viggo, der også fandt sig selv mindre usikker.

Han husker en episode omkring år 2000, hvor han deltog i en sangskriverkreds.

- Det var helt sikkert noget deprimeret og tungt noget, jeg havde taget med til dem, uden tvivl. Da jeg spillede det for de andre, var der en, der sagde "mega cool, det er totalt sexet". Nu stopper I, tænkte jeg, for mig var det ensomme jo udgangspunktet, men det var faktisk en ret interessant oplevelse - at det, der var virkeligheden for mig, blev tolket helt anderledes af andre. Og så skrev Peter Boesen teksten When I touch you til den, og det endte faktisk som et ret godt nummer, siger Viggo, der generelt kunne konstatere, at den ikke fyldte i samme grad - ensomheden.

- Den dukker stadig op af og til, og så arbejder jeg med den, når den kommer, men den er ikke længere en konstant.

Viggo Steincke har blandt andet spillet i orkestrene Colors of Blue og Low Budget Bigband med bl.a. Marilyn Mazur og Peter Danstrup. Foto: Claus Søndberg Foto: Claus Søndberg

Viggo og Lis

- Hun har heller ikke lært det som barn - at være en familie, konstaterer Viggo, imens han koger nyt vand til teen.

Vi kigger på et udvalg af Lis’ værker, som han har sat op af væggen overfor bordet, hvor vi snakker. Så er hun lidt til stede – han har fortalt hende, at han i dag vil fortælle om dem og om det værk, de skulle have lavet sammen.

Han kan ikke svare på, om hun ligesom han har bakset med ensomhed – han tror det ikke. Hun er anderledes – sig selv. Men måske har hun ligesom han ærgret sig over, at de ikke har været mere knyttede til hinanden i familien, så de kunne bruge hinanden til noget – give hinanden mere. Måske ikke.

- Vi fik ikke en følelse af tilknytning til hinanden med os hjemmefra. Vi har aldrig leget sammen som børn, og vi har ikke lært at været tætte eller at se hinanden, siger Viggo.

De har dog holdt kontakt gennem årene, og når de har mødtes, er det ofte i samtaler om kunst, de har fundet et fællesskab.

- Vi har også været helt vildt uenige, jeg står fx helt af på Sally Manns børnebilleder, som Lis elsker, og jeg har aldrig forstået hendes fascination af Queen. Men det har været et sted at mødes, det har været et sted, vi begge følte os hjemme i, og hvor vi kunne gå nysgerrigt til hinanden. Uden de emner tror jeg ikke, vi havde haft meget med hinanden at gøre, siger Viggo.

Og det har været hans musik, der har vakt søsterens interesse for ham, mener han i dag.

- Hun er gået meget kritisk konstruktivt til den musik, jeg har lavet, og vi har fra tid til anden snakket om, at vi ville lave noget sammen. Med projektet i Skagen var jeg klar til at gøre alvor af det, men hendes sygdom udviklede sig pludselig meget hurtigt, det er ærgerligt, at vi ikke nåede det. Men jeg elsker projektet, som det er blevet i dag, det er det mest rigtige, jeg har lavet i mange år.

Lyst til at høre flere artikler?

Historie

Super Karla stod foran et europæisk gennembrud i 1986: Men en sommeraften var det hele forbi

---

Lokalhistorie

Motorcykler, sexorgier og hønsetarme i lommen - her er historien om Aalborgs vilde engle

---

Oplev 'Visolation' i Skagen

'Visolation' er et tværæstetisk samarbejdsprojekt mellem kunstnerne Ove Bering (grafik), Peter Boesen og John Nørgaard (digte), samt Viggo Steincke (musik).

Værket handler om corona-tiden, der har været tung for mange, der har været isoleret derhjemme.

Det udstilles på Kappelborg i Skagen fra lørdag 12. til 26. februar.

Mandag 14. februar kl. 16 kan du møde kunstnerne ved udstillingen.

Åbningstider: Hver dag fra kl. 10 til 16 (onsdag og søndag lukket).

VIS MERE