Ny musikfestival starter i Hjørring: Alle artisterne har én ting tilfælles
Tre-dags musikfestival med fokus på nordjyske musikere indtager Hjørring i efterårsferien

Ny musikfestival, der hylder nordjyske musikere, kommer til Hjørring i efterårsferien. Blandt navnene på programmet er rockduoen The Courettes, som ses på billedet. Arkivfoto: Charlotte Gottlieb
HJØRRING:En ny musikfestival indtager Hjørring i uge 42. Hjørrings lokale musik- og kulturforening Under Kniven står for arrangementet, som har til formål at skabe en festival med nordjysk musik i fokus, hvor den lokale kulturscene danner rammerne.
Der er ni forskellige musikere på programmet, spirende nye talenter såvel som de mere garvede. Genrerne spænder bredt, lige fra folk til pop til rock.
Det eneste, der er fælles for alle, er, at de har deres rødder i den nordjyske muld. Og der er da også noget dejligt nordjysk og "ingen dikkedarer" over festivalens navn, som slet og ret er: En Festival.
På listen over festivalens artister finder vi blandt andet Majke Voss, før kendt som Broken Twin, som debuterede i 2014 og har spillet på bl.a. Copenhagen Jazz Festival og Roskilde Festival, samt rockgrupperne The Courettes og Tundra, der begge skal spille på Skanderborg Festival 2023.

Sanger og sangskriver Majke Voss, før kendt som Broken Twin, er en af de nordjyske artister, der skal optræde på Jernbanegade 12 i Hjørring i uge 42. Foto: Anders Skjærseth
Festivalen starter torsdag 20. og slutter lørdag 22. oktober. De ni optrædener er fordelt på tre forskellige spillesteder, således at der bliver afholdt tre koncerter om dagen, én på hvert af spillestederne.
De tre spillesteder, der skal danne rammerne om festivalen, er Rummet, Jernbanegade 12 og Vendsyssel Teater, og der vil ved alle scener vil være en bar, så man kan forsyne sig med drikkevarer inden koncerterne.
Optrædenerne er fordelt sådan, at de nyeste artister skal spille på den mindste scene, som er Rummet, mens de mest garvede spiller på den største scene, som er Vendsyssel Teater. På Jernbanegade 12, det gamle arresthus, der er bygget om til et kulturcenter, vil koncerterne foregå i den gamle retssal midt i bygningen.
På Jernbanegade 12 vil baren være åben mellem kl. 16:30 og 24:00 alle tre dage, så man kan lægge vejen forbi efter koncerterne. Det er både muligt at købe billetter til de enkelte dage og partoutbilletter til hele festivalen. For unge under 25 og studerende er der 25% rabat på en partoutbillet.
Det fulde program for festivalen kan findes på Under Knivens hjemmeside.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.