Ny rapport: Send langtidsledige, deprimerede og angste i teatret - det virker

Otte ud af ti får det markant bedre efter at have fået kunst, koncerter og teater på recept, viser ny national rapport. Som de eneste i landet har Aalborg videreført pilotprojektet én til én

En ny national rapport sætter nu tal på forsøget med at sende langtidssyge til kultur. Genlæs NORDJYSKEs reportage fra en gruppe langtidslediges besøg i Musikkens Hus via linket i artiklen. Foto: Teis Markfoged

En ny national rapport sætter nu tal på forsøget med at sende langtidssyge til kultur. Genlæs NORDJYSKEs reportage fra en gruppe langtidslediges besøg i Musikkens Hus via linket i artiklen. Foto: Teis Markfoged

icon

Jeg er ikke den samme person, som da jeg startede, det er helt vildt. Jeg er gået fra A og til Å. Det er jeg virkelig - også energimæssigt.

Rebekka, deltager i Kulturvitaminer
icon

Jeg føler mig mere åben og mere energisk, end jeg var tidligere. Jeg har lyst til at gå ud og være en del af verden ude på den anden side af min dør. ….. jeg har ikke haft et angstanfald, mens jeg har været her, det er stort nok. Det har givet lidt livsglæde igen hele vejen rundt.

Mathias, deltager i Kulturvitaminer

Sådan lyder det fra tidligere deltagere, og også arrangører har svært ved at få armene ned.

- Det er det mest indholdsrige og betydningsfulde projekt, jeg nogen sinde har været med til. Jeg har endda været med Rolling Stones i New York, men det slår ikke oplevelsen af dette projekt, det er vildt at se, hvor stor betydning det har for dem, der deltager.

Anders Majlund Christensen, chef i Aalborg Symfoniorkester, holder ikke igen på sin begejstring over resultaterne og oplevelserne undervejs i de forløb, som Aalborg Symfoniorkester de seneste år har været en del af. Og når han støder på tidligere deltagere i indkøbscentre eller på gaden, bliver han bekræftet i det, han ved - at kultur "virker".

Hans erfaring bekræftes nu i en tværgående evaluering af projektet ‘Kultur på Recept’, som Niras har lavet for Sundhedsstyrelsen. Den viser, at det forbedrer langtidssygemeldte borgeres helbred og trivsel at deltage i kulturaktiviteter.

I perioden fra 2016 til 2019 har fire kommuner – Aalborg, Nyborg, Vordingborg og Silkeborg – tilbudt 800 borgere med angst, stress og let til moderat depression at deltage i projektet, og en bemærkelsesværdig høj andel melder positivt tilbage om øget trivsel og forbedret mental sundhed.

Genlæs NORDJYSKEs reportage fra Kulturvitaminer her:

Aktiviteterne har fx været fællessang, guidet højtlæsning, tegneøvelser, kulturhistoriske byvandringer, koncerter og teater- og museumsbesøg, og deltagerne er blevet rekrutteret blandt kommunernes langtidssygemeldte borgere og er som hovedregel blevet henvist af kommunernes jobcentre.

icon

Der var en del ting i historien, vi læste, som jeg kunne relatere til [i fælleslæsning på biblioteket - red.]. Der var et par gange, hvor jeg blev ret emotionel. Det genoplivede nogle oplevelser, der ikke var supergode. Men det var fedt nok at høre, hvordan de andre fortolkede dele af historien, og så se, om jeg kunne bruge det til at arbejde med mit eget… Et par gange skete det, at jeg tog noget til mig og så en ubehagelig situation fra fortiden i et lidt anderledes lys. Det var godt.

Hermann, deltager i Kulturvitaminer

Samlet har otte ud af 10 deltagere oplevet, at deres helbred er forbedret efter et 10 ugers forløb, og tre ud af fire har vurderet, at kultur på recept i høj eller nogen grad har forbedret deres trivsel.

- Flere af deltagerne har fået en større tro på deres egne evner og en bedring af deres overordnede helbred. Næsten halvdelen af deltagerne vurderer samtidig, at projektet i høj eller nogen grad har hjulpet dem til at kunne varetage et arbejde, fortæller sektionsleder i Sundhedsstyrelsen Sara Lindhardt.

icon

Nu er jeg også begyndt at tænke meget over, hvad det egentlig er, jeg gerne vil i livet. Hvad har jeg lyst til?

Liv, deltager i Kulturvitaminer

Føler sig genkendt i kunsten

I Aalborg har over 300 borgere de seneste fire år deltaget i forløbet, der her er kendt under navnet Kulturvitaminer. Kulturkoordinator på Kulturvitaminer, Mikael Odder Nielsen, har været med fra start, og har fulgt deltagerne på tæt hold.

- En stor del af dem, der starter, er rigtig langt fra arbejdsmarkedet. Sygdom har fyldt en stor del af deres liv, også over for deres familier, men det er lige præcis det, de får fokus væk fra i forløbet. Fokus kommer over på noget andet end dem selv, de bliver en del af noget og oplever succeser. De finder ressourcer frem, de ikke vidste, de havde, og som de tager med sig videre som redskaber, fortæller Mikael Odder Nielsen, der fremhæver tilvænningen til at komme ud i civilsamfundet igen som et vigtigt skridt.

- Mange føler sig virkelig uden for samfundet, når de har været sygemeldt i lang tid, siger han.

Men det handler ikke kun om at komme afsted. Netop kultur kan noget i sig selv.

- Vi har fået skabt et samfund, hvor det er svært at have det svært. I kultur er de store følelser tilladt, og nogle deltagere oplever at føle sig genkendt i værker. Nogle begynder at græde og føler sig enormt berørt af det, og det er ok, vi begynder ikke at grave i det, man skal have lov til at føle sorg eller vrede. Og mange finder en forløsning undervejs, fortæller Mikael Odder Nielsen, der fremhæver vigtigheden af kulturguidernes tilgang.

Aalborg Kommune har med vilje fravalgt at holde særlige kurser for kulturinstitutionernes guides, som man har gjort i nogle byer, hvor man har klædt dem på til at tage imod målgruppen.

- Det er vigtigt, at deltagerne bliver mødt og talt til som helt almindelige gæster. Når de gør det, opstår der en normalisering. Stederne skal heller ikke finde noget særligt frem, deltagerne skal se det, der er på programmet, siger han og fortæller om en koncert med den russiske komponist Igor Fjodorovitj Stravinskij, der flygtede til USA og måtte forlade sin familie.

- Nogle af deltagerne fik det nærmest fysisk dårligt i starten af koncerten ovenpå introduktionen af ham, men efterhånden slappede de af og gav sig hen til oplevelsen, fortæller Mikael Odder Nielsen.

Snak ovenpå koncert i Aalborg Symfoniorkester. Til venstre Anders Majlund Christensen, i midten kulturkoordinator Mikael Odder Nielsen. Foto: Teis Markfoged

Snak ovenpå koncert i Aalborg Symfoniorkester. Til venstre Anders Majlund Christensen, i midten kulturkoordinator Mikael Odder Nielsen. Foto: Teis Markfoged

Et vedvarende projekt i Aalborg

I Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg er rådmand Jan Nymark Thaysen (V) glad for, at en national rapport nu bekræfter det, som de længe har kendt som en succes.

- Det er en investering i mennesker, og det har vist sig at virke fantastisk, lyder det fra kulturrådmanden, der fortæller, at kulturudvalget af samme årsag har ladet projektet fortsætte.

- Vi er den eneste kommune i landet, der har videreført projektet én til én. Vi har hele tiden gjort det på vores egen måde, og der må jeg bare sige, at det er lykkedes. Vi har været privilegeret ved at have haft de rigtige personer på området, der har brændt for det, siger Jan Nymark Thaysen, der vil fortsætte med brugen af kulturguides, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, samt udvide antallet af folk, der er sat på projektet, hvis succesen vokser.

Det bliver et kærlighedsforhold

Lidt færre borgere har benyttet sig af tilbudet de seneste måneder under corona, og det har forværret nogle borgeres angst og depression, fortæller Mikael Odder Nielsen, der samtidig med det også har fået flere henvendelser fra tidligere deltagere, der har oplevet tilbagegang under isolationen og ønsker at deltage i et nyt forløb.

- Normalt skal der en henvisning til fra jobcentret og en begrundelse til at deltage i samme forløb, men det kigger vi lidt igennem fingre med i disse dage, for nogle er virkelig slået tilbage, siger han.

Også Anders Majlund Christensen, chef i Aalborg Symfoniorkester, oplever henvendelser med henblik på at fortsætte oplevelserne - ikke bare under corona.

- Vores prøver er normalt ikke åben for offentligheden, men lige netop denne gruppe borgere har vi haft et kærlighedsforhold til. Det er sådan en fornøjelse at se, hvad musik kan gøre, siger Anders Majlund Christensen, der har valgt at fortsætte som kulturguide.

- Det skaber et nyt blik på mit fag, som jeg ikke vil undvære, siger han.

Citaterne fra deltagere i artiklen er hentet fra rapporten "Kulturvitaminer - et kultur på recept-projekt i Aalborg", udgivet af AAU, november 2018.

Mere om Kulturvitaminer

Kulturvitaminer strækker sig over ni uger, deltagerne mødes tre gange om ugen.

Når de er færdige i forløbet, inviteres de fortsat til en månedlig frivillig aktivitet. Derudover er der mulighed i at deltage i et sanghold i Den Rytmiske i Nordkraft, der kun for tidligere deltagere. Der er også opstået en læseklub.

Institutioner, der de seneste år har lagt rammer og kulturguides til, er Kunsten, Aalborg Symfoniorkester, Aalborg Bibliotek, Den Rytmiske i Nordkraft, Nordjyllands Historiske Museum, Aalborg Stadsarkiv, Musikkens Hus, Aalborg Teater (ikke med længere), og så har deltagerne været ude med en naturvejleder samt på byvandringer.

Nye tiltag bliver Teater Nordkraft og Create på AAU, hvor deltagerne kan male med en kunstner eller i samarbejde med en robot.

Deltagere skal henvises via jobcentret.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.