Ny sæson af Minkavlerne: Denne ting har de ændret efter aflivningen af alle mink

Flere nordjyder er på rollelisten, når ny sæson af "Minkavlerne" ruller over skærmen

Jonas Mogensen fra Birkelse er manuskriptforfatter til 'Minkavlerne'. Foto: Thomas Lee Christensen

Jonas Mogensen fra Birkelse er manuskriptforfatter til 'Minkavlerne'. Foto: Thomas Lee Christensen

NORDJYLLAND:Da statsminister Mette Frederiksen (S) i efteråret på et pressemøde meddelte, at alle mink i Danmark skulle aflives, var Jonas Mogensen og medforfatter Kasper Gross i gang med de sidste forberedelser til sæson to af fiktionsserien ‘Minkavlerne’.

- Jeg nåede ikke rigtig at tænke så meget, da jeg så pressemødet. I de dage var vi meget koncentrerede, og så var vi bevidste om, at uanset om vi havde lyst eller ej, kunne vi ikke ændre på noget. Så vi har holdt fat i den oprindelige historie, som vi var rigtig glade for, siger Jonas Mogensen i Nordjyskes nye podcast 'Fodslaw'.

Der var få dage til, at de skulle begynde at optage. Oprindeligt skulle serien være optaget i foråret 2020, men på grund af covid-19 blev optagelserne udsat til efteråret. Efter pressemødet er der dog sneget en lille ændring ind i starten af sæsonen.

- Det er jo fiktion, så vi kan jo selv styre alt. Så vi har sat et lille årstal på i starten, så serien foregår i 2018, siger Jonas Mogensen med et smil.

Minkavlerne, sæson 2

Manuskriptforfatter: Jonas Mogensen og Kasper Groos

Instruktør: Mick Øgendahl

Medvirkende: Niels Hausgaard, Bodil Jørgensen, Ruben Søltoft, Jonas Mogensen, Kasper Groos, Kirsten Lehfeldt,

Genre: Fiktion/komedieserie

Premiere: 11. april på TV 2 Play eller på TV2 Zulu mandag 12. april klokken 20.40.

Den lokale brugs

Den nye sæson udspiller sig igen i Nordjylland, hvor en familieejet minkfarm er på randen af konkurs, da priserne på skind er faldet de seneste år. Sønnen Martin har en forkromet og småkriminel plan, som, han er sikker på kan sikre minkfarmens overlevelse.

- Uden at sige for meget kan jeg afsløre, at det involverer den lokale brugs, siger Jonas Mogensen, der udover at være manuskriptforfatter også spiller den enfoldig bror Allan.

Brødrene Martin og Allan vil redde familiens minkfarm. Martin har en snedig plan. Foto: Per Arnesen / TV2

Brødrene Martin og Allan vil redde familiens minkfarm. Martin har en snedig plan. Foto: Per Arnesen / TV2

Denne sæson er instrueret af Mick Øgendahl. Igen i år er Niels Hausgaard, Kirsten Lehfeldt og Bodil Jørgensen at finde på rollelisten, mens komikerne Ruben Søltoft og Frank Hvam også har fremtrædende roller i serien.

Der er også nye ansigter i denne sæson. Mia Lyhne spiller landsbytossen Thordis, der kommer til at skabe problemer for Martins forkromede plan. Herudover er musiker Lars Lilholt også med i serien som Claus, der sidder meget på den lokale kro.

- Det handler om intention

Regeringens beslutning om at aflive alle danske mink i frygt for coronavarianten cluster 5 skabte store diskussioner i Danmark. Men Jonas Mogensen er ikke nervøs for, hvordan serien vil blive modtaget.

Han understreger, at serien var langt i processen, da regeringen traf beslutningen, og for skaberne bag handler serien i højere grad om noget andet end minkavl.

- For mig kommer det meget ned til intention. Det har aldrig været vores intention at træde på nogen. For os er det i højere grad en historie om en familie. I princippet kunne de have været alt muligt, men nu er de tilfældigvis minkavlere, siger han.

Jonas Mogensen og Kasper Gross har skrevet manuskriptet, mens Mick Øgendahl i denne sæson er i instruktørstolen. Alle tre har også store roller i serien. Foto: Per Arnesen/TV2

Jonas Mogensen og Kasper Gross har skrevet manuskriptet, mens Mick Øgendahl i denne sæson er i instruktørstolen. Alle tre har også store roller i serien. Foto: Per Arnesen/TV2

I denne sæson er mink ikke på rollelisten. De få optagelser, der er, fra en minkfarm, er filmet på en farm, der har været lukket i flere år, og dermed ikke havde været i kontakt med mink i lang tid.

- Farmen var lukket, da vi selvfølgelig ikke kunne udsætte os selv og folkene bag for smittefare. Omstændighederne med corona og mink var jo i spil, inden det blev besluttet, at de skulle aflives, siger Jonas Mogensen.

"Minkavlerne 2" har premiere på TV2 Play søndag 11. april og på TV2 Zulu mandag 12. april klokken 20.40.

Serien udkommer i otte afsnit. Du kan læse anmeldelse af serien på nordjyske.dk og i avisen efter fjerde og ottende afsnit.

Du kan høre meget mere om Jonas Mogensen i podcasten 'Fodslaw'. I denne podcast går Nordjyske en tur med en kendt nordjyde i deres hjemby.

Du finder podcasten her (tryk på linket)

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.