Nyt projekt skal sikre Nordjylland 20 nye unge komponister årligt

Flere musikere skal turde taget springet ind i branchen og lære at skabe sig en levevej - nyt projekt parrer dem med professionelle branchefolk

Nordjyske musikere skal have øjnene op for flere karriereveje indenfor musik. Her foto fra RAMA Festival. <i>Foto: Martin Gravgaard</i>

Nordjyske musikere skal have øjnene op for flere karriereveje indenfor musik. Her foto fra RAMA Festival. Foto: Martin Gravgaard

NORDJYLLAND:Der skal være flere komponister og lydskabere i Nordjylland. Sådan lyder målet fra Jazz9tus, der lige nu søger yngre musikere, producere og lyddesignere, der har lyst til at skabe musik til soundtrack til ungdomsserier, computerspil og animation.

Fresh From The Press Composer’s Club hedder projektet, der bliver et årligt tilbagevendende forløb og fællesskab, der i 2023­ og 2024 får base på Huset i Hasserisgade og kommer til at have aktiviteter rundt i regionen.

Bag initiativet står organisationen Jazz9tus, der ser et stort potentiale for at opdyrke et fællesskab for unge komponister i Nordjylland med professionelle sparringspartnere. 

- Det er allerede meget naturligt i Nordjylland at arbejde sammen på tværs af genrer og miljøer. Med dette projekt vil vi samle alle, der arbejder med lyd og musik, i en sammenhæng, der ikke er baseret på bands og sangskrivning, men på produktion, siger Lukas Bjørn Leer Bysted, der de seneste to år har fundraiset 850.000 kr. fra Tuborgfondet, KODA Kultur og Lære at Være hos KulturKanten til projektet.

Det er den nordjyske organisation Jazz9tus, der står bag projektet. Her daglig leder Lukas Bjørn Leer Bysted, der  tidligere har rejst penge til blandt andet en regional jazzindsats over for unge. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Det er den nordjyske organisation Jazz9tus, der står bag projektet. Her daglig leder Lukas Bjørn Leer Bysted, der  tidligere har rejst penge til blandt andet en regional jazzindsats over for unge. Foto: Henrik Bo

- Jeg tror ikke, at der er nogen, der har haft en ambition som denne før. Der er formelle steder som musikkonservatorier, hvor man selv kan sammensætte lignende forløb, men jeg har ikke set nogen brancheforløb, som på denne måde samler de forskellige domæner, siger Lukas Bjørn Leer Bysted, der har som mål at tænde flere unge musikeres lyst til at gøre alvor af deres drømme og talent.

- Målet er, at flere dygtige unge får øjnene op for flere forskellige karriereveje og blive modigere og motiveret til at tage nogle større skridt videre, siger han.

Som samarbejdspartner på projektet er kompetencecentret Korma, der har et bredt netværk blandt yngre musikere i regionen.

- Søren Kristensen (daglig leder af Korma, red.) har arbejdet med talentudvikling i 15 år, så han er oplagt, ikke mindst i forhold til at forankre projektet flere steder, siger Lukas Bjørn Leer Bysted, der understreger, at projektet henvender sig til musikere inden for alle genrer.

Frem til 6. februar kører der et open call til forløbet, der årligt består af en camp og tre workshops, hvor deltagerne bliver klædt på til branchen og får udviklet deres kompetencer, samt en afsluttende showcaseevent, hvor deltagernes produktioner præsenteres. 

Projektet foregår over to år og optager årligt mindst 20 unge. Samlet giver det 40 unge komponister/producere, når det er færdigt.

Mere om Fresh From The Press Composer’s Club

  • Hvert år rekrutteres 20 yngre musikere (18­-30 år) til forløbet.
  • Mange er givetvis bosat i Aalborg, men arrangørerne vil også række ud regionalt via koncertforeninger, ungemiljøer, spillesteder og kulturskoler. Det er et mål, at mindst 30 procent af deltagere ikke er mænd.
  • På workshopsene får deltagerne udviklet deres kompetencer indenfor komposition samt øget deres kendskab til arbejdsmarkedet og det professionelle virke som komponist. 
  • Udover undervisning og mødet med hinanden vil deltagerne blive præsenteret for et branchenetværk med professionelle indenfor komposition og talenter fra tilstødende brancher.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.