Otte tips til skiferie i Setesdalen i Norge
Planlægger I en vinterferie til Norge, er der her inspiration til turen
Hvis du drømmer om at komme nordpå til bjerge og sne denne vinter, men ikke orker lang transport, er Hovden i det sydlige Norge en god mulighed for nordjyder. Byen, der har et af landets største alpincentre, ligger øverst i Setesdalen kun tre timers kørsel fra Kristiansand, der flere gange om dagen har færgeafgange til Hirtshals.
Destinationen indeholder alt det, danskere vinter efter vinter valfarter til Norge for at få: Udsigt til uberørte vidder, masser af sne, hytter placeret smukt i landskabet, en lille by med hoteller, cafeer og flere supermarkeder og selvfølgelig vigtigst: Et skiområde med udfordringer til alle niveauer, og med den tryghed, det giver, at området ikke er uoverskueligt stort. Hovden Alpinsenter tilbyder også undervisning og skiskole - og hvis man er en vovehals, er der skicross.
Men udover alle de klassiske faciliteter har Hovden også andre ting på paletten. Vi har udvalgt otte vinterferietips fra området.
1. Prøv en skovtur med ski på
Har man mod på en vinterferie for flere generationer, er Hovden et godt valg. Med skiskole og børnepister er der optimale betingelser for de yngste, mens større børn kan kaste sig ud i en af de drabelige skiparker. Men samtidig byder Hovden også på et vidt forgrenet løjpenet til langrend - og dermed en oplagt mulighed for at udfordre hele familien med skiløb på en helt anden måde - som en gåtur i naturen - bare med ski på.
Langrendsski kan lejes i Hovden Alpincenter, også for en enkelt dag, og ruterne er velpræparerede og godt afmærkede efter sværhedsgrad. Det er helt klart sjovest i vindstille vejr med god sigtbarhed, så udsigterne kan nydes. Og husk endelig en Kvikk Lunsj eller den varme kakao til pauserne.
2. Husk badetøjet - og skøjterne!
Jeps, du læste rigtigt, Hovden har et stort pool- og wellnescenter, eller slet og ret ”Fjellbad”, som det hedder på norsk.
Til denne sæson har man tilbygget en helt ny, udendørs infinitypool, så man kan nyde udsigten til fjeldene fra det varme vand. Derudover har Hovden Fjellbad også sauna, boblebad og spa forbeholdt de voksne og et klassisk vandland til børn.
Har du skøjter, har Hovden også en udendørs skøjtebane - helt uden vandpytter eller kunstige køleanlæg. Skøjter kan lejes, hvis man ikke selv har et par derhjemme.
Find oplysninger på www.hovden.com om Fjellbadets åbningstider.
3. Kælk som du aldrig har kælket før
Hvis du har brug for at få rørt lattermusklerne og masseret numsemuskulaturen, har Hovden Alpinsenter et tilbud, hvor begge dele er garanteret: Kælketur fra top til bund.
Om aftenen, når lifterne lukker, kan man leje en kælk og tage med helt til toppen - og så ellers selv stå for transporten ned på bagdelen. Kælketuren er ikke for folk, der er bange for at ende i en snedrive, ejheller for dem med rygproblemer, fordi det er en ”bumpy ride”. Men sikkerheden er i top, da skiguider på hele turen sørger for, at man ikke kommer på afveje.
Kælketuren skal bookes, før man møder op, på www.hovden.com, under punktet ”Aking”.
4. Spis frokost på pisten
Der er nærmest alpestemning, når du bevæger dig ind på et af spisestederne på pisterne i Hovden ved frokosttide: Grin og masser af skistøvletramp akkompagneret af varm mad og drikke, what’s not to like? Der er både fritter og fine dining på menukortet, og priserne er ikke helt så skræmmende som deres rygte. Husk at bestille bord, hvis I er en større flok uden den store tålmodighed.
Der er flere steder i alpinområdet. Vi besøgte blandt andet Hovden Alpin Lodge, se oplysninger på www.hovden.com
5. Norske priser, ja tak?
Efter i mange år at have muntret os over de norske priser på blandt andet agurker, er vi jo desværre kommet ganske godt med herhjemme. Dét, koblet med en - set med danske briller - favorabel kurs på norske kroner, gør det faktisk til en oplevelse uden de store chok at handle i et norsk supermarked. Der ligger flere store kæder i Hovden, blandt andre Kiwi og Extra.
Tjek blandt andet butikkernes vilde udvalg af frysepizzaer, som også går under tilnavnet Norges nationalret, eller det norske udvalg af ”brus”, som giver lidt ekstra feriekolorit.
6. Costumize din ferie
Hvem siger, at en skiferie skal være fra lørdag til lørdag?
Fordi det er så nemt og fleksibelt at komme til Hovden med færge fra Hirtshals, åbner det for at designe sin helt egen ”pakkerejse”.
Både Fjord Line og Color Line sejler til Kristiansand (som er mest oplagt, men man kan også vælge Larvik) flere gange dagligt, og det giver for eksempel mulighed for at planlægge den knapt tre timer lange og gudesmukke køretur op gennem Setesdalen i dagslys. En kæmpe oplevelse i sig selv. Husk dog at tjekke ruteplanneren inden afrejse for at være forberedt på eventuelt vejarbejde, da det er en helt almindelig landevej.
Kristiansand er i øvrigt en by med en spændende historie og bestemt nogle timers sight seeing værd.
7. Husk pauserne!
Udover at man jo altid kan prøve at aflure nordmændene et par tricks på pisterne, er de faktisk også gode til noget andet: pauserne.
Mens vi danskere godt kan have travlt med at tidsoptimere - og måske glemme, at vi faktisk har ferie for at slappe af og hygge? - virker det noget bedre for nordmændene. De tager sig tiden til den varme kakao og til at sludre for foden af bakkerne. Så husk det nu: Det er ingen skam at hygge sig på sin ferie, også selvom man måske når en eller to færre nedfarter.
8. Overvej om lidt egen-tid er en opgradering værd
Er man en stor flok og flere generationer afsted, er en skihytte tit førstevalget og med god grund. Det giver nu en gang en helt speciel ferie at ligge hulter til bulter i sofaen i sit skiundertøj med hele fameilien. Meeeen man kan også overveje at booke sig ind på et hotel eller lejlighedshotel med gode fællesarealer. Så har alle generationer muligheden for at trække sig tilbage, hvis man vil have lidt egen tid undervejs.
Tjek for eksempel Hovdestøylen Hotell, hvor man enten selv kan lave mad i lejligheden eller opgradere med måltider i hotellets restaurant.
Se mere på www.hovdestoylen.com
Nordjyske var inviteret med på turen af Visit Sørlandet og Hovden Alpin Resort.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.