Overset perle får et boost, der skal vække opmærksomhed
Tre-årigt projekt skal øge kendskabet til de mange fortræffeligheder på Jyske Ås - Brønderslev Kommune blev udvalgt som en af få til støtte
JYSKE ÅS: Normalt afspejler skov og smukt landskab sig i huspriserne i et område, men ikke i området omkring Jyske Ås i Brønderslev Kommune.
Det er en af årsagerne til, at kommunen har ansøgt om at komme med i et projekt med Statens Kunstfond, og sammen med to andre kommuner er Brønderslevs projekt kommet igennem nåleøjet.
- Vi har Jyske Ås, som nærmest er på størrelse med Rold Skov og Thy Nationalpark, næsten, men ingen kender området. Vi vil gerne have vendt noget opmærksomhed mod området, siger fritids- og kulturchef Rasmus Krogh fra Brønderslev Kommune.
Kunst som medspiller
Projektet skal undersøge, hvordan kunst kan blive en mere aktiv medspiller i udviklingen af lokalsamfund – og i danskernes liv. Kunstfonden har opfordret landets kommuner til at søge partnerskab og indgå i projektet "Kunst På Banen", og efter en større ansøgningsproces er der nu valgt tre kommuner, som over de næste tre år skal samarbejde med fonden.
Med deltagelsen ønsker Brønderslev Kommune at skabe kunstprojekter, der kan tage udgangspunkt i de lokale naturressourcer og i landsbyerne omkring Jyske Ås. Meget af kulturlivet i området er båret af et rigt og levende foreningsliv, og ambitionen er at udvikle projekter sammen med disse drivkræfter.
- Det kan god lyde noget langhåret, men vi mener, at vi med projektet kan gøre noget for at styrke oplevelsesværdien, siger Rasmus Krogh og forklarer:
- Hvis man tager sådan en solrig lørdag, så møder man tusind mennesker i Rold Skov, men man kan gå 30 kilometer alene på Jyske Ås uden at møde nogen. Vi ved godt, at man ikke bare kan sige, at hvis vi sætter en skulptur op, så er alt løst, men hvis vi laver nogle gode fællesskaber og kan lave noget oplevelsesværdi, så kan vi langsom ændre noget.
Forvaltningschefen nævner trolden Ivan Evighår, der har skabt både fælleskaber og opmærksomhed i Mariager. Det skabte både stor jubel og fest, da trolden efter kamp endelig kunne bydes velkommen til sin nye hjemby i slutningen af august sidste år.
- Trolden Ivan Evighår har fået folk til at ændre opfattelsen af området, og den effekt vil vi gerne jagte, forklarer Rasmus Krogh.
Vigtige fællesskaber
I sin ansøgning til kunstfonden skriver kommunen:
"Brønderslev Kommune har et meget levende og stærkt foreningsliv. Der er mange frivillige aktører indenfor både fritids- og kulturområdet. Der er imidlertid kun meget få professionelle kulturinstitutioner med ansat personale. Der er således kun Voergaard Slot og det statsanerkendte Museum for Forsyning og Bæredygtighed."
"Kultur og kunst fungerer generelt meget gennem de lokale biblioteker og i foreningsregi. Der er en kæmpe arbejdsomhed og begejstring for at lave frivilligt arbejde, blandt andet i form af Dronninglund Kunstcenter – et frivilligt drevet og meget fint kunstcenter lige uden for Dronninglund by, men i sammenligning med andre kommuner har kulturlivet ikke en stærk position."
Og netop Dronninglund Kunstcenter kommer til at spille en stor rolle i projektet.
- Stinne Teglhus er en enormt dygtig kunstnerisk leder på centret. Det er jo et fantastisk sted med ca. 200 frivillige, og det får et lavt kommunalt tilskud. Det er sådant et fællesskab, vi gerne vil opdyrke, siger Rasmus Krogh.
- Vi har ekspertisen der, og vi kan trække på stedets viden om, hvordan man får et stærkt fællesskab omkring kunst og kultur.
Glad og taknemmelig
Steen Søgaard Petersen (Borgerlisten), der er formand for kommunens fritids-, kultur- og turismeudvalg, siger om projektet:
- Jeg er glad og taknemmelig for, at vi skal indgå i et langt partnerskab med Statens Kunstfond og få sat fokus på, hvor vigtig kunst og kultur er. I Brønderslev skal vi arbejde med et af landets største og fineste naturområder; Jyske Ås og de mindre byer, der ligger omkring den.
- Vi skal se, om vi gennem brug af kunst og kultur kan løfte både Ås og byer. Det er spændende og eksperimenterende at bruge kunst og kultur på denne måde. Jeg ser rigtig meget frem til at indgå i arbejdet, fortæller udvalgsformanden.
Den videre proces
Statens Kunstfond har sat 11,2 millioner kroner af til projektet over de tre år. I følge fritids- og kulturchef Rasmus Krogh er det endnu ikke afgjort helt hvor meget, Brønderslev Kommune får, men han forventer 3-4 millioner kroner.
Brønderslev Kommune bidrager selv med 250.000 kroner og håber at kunne skaffe en halv million kroner fra lokale fonde.
- Der skal bruges tre millioner kroner på kunst og kultur, og så en masse ressourcer på at opdyrke nogle fællesskaber. Vi ved ikke endnu hvilke byer, der vil være med. Nu skal vi snakke med lokalområdet og høre, om der er nogen, der vi indgå i det, og så skal vi snakke med kunstfonden om det videre forløb, siger Rasmus Krogh.
Af ansøgningsmaterialet fremgår det, at det projektet tænkes udviklet primært i et samarbejde med Hellum, Allerup, Dorf og Thorup samt de forskellige brugergrupper der allerede i dag er aktive i og omkring Jyske Ås.
Ud over Brønderslev Kommune er det Lemvig og Helsingør kommuner, der er blevet udpeget af kunstfonden.
- Vi har oplevet en overvældende interesse for at blive en del af "Kunst På Banen". Vi har været i kontakt med flere end 60 kommuner fordelt på alle fem regioner. Hos alle kommuner er der et ønske om at gøre kunst til katalysator, der kan tilføre værdi til andre velfærdsområder, lyder det fra kunstfondens bestyrelsesleder Gitta Malling.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.