Teateranmeldelse

På rejse i Aalborgs gader: Sikkert og disciplineret gennemført

Eksperimentet er meget sikkert og disciplineret gennemført af de medvirkende, lyder det i anmeldelsen af "byVANDring"

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Aalborg Teater arrangerer byvandring, hvor man i små grupper går på opdagelse i Aalborgs gader. Her ses en af de små forestillinger rundt omkring i byen med skuespiller Rasmus Stenager Jensen. Foto: Martin Damgård Foto: Martin Damgård

Lunapark Scenekunst: ”byVANDring”.

Aalborg ligger ved havet, ikke ved fjorden, og den unge mand, der belærer os ved kajkanten, vil indvi os i det blik for hav og horisont, hans bedstefar vakte til live i ham. Han appellerer til vores fantasi. Vi er seks publikummere, som kønt og imødekommende er sendt på rejse fra Utzon Centret af Johan Foget, det eneste navngivne medlem af teatertruppen, som Aalborg Teaters eksperimenterende forestilling inddrager os i.

Som en lille karavane futter vi rundt fra post til post i det indre Aalborg, hvor skiftende skuespillere tryller med vores sanser og perspektiver, indtil vi rent mentalt står i vand til livet i glimt af Aalborgs maritime historie. En billedkæde af fartøjer passerer, inden de forsvinder i bølgerne, men efterlader fortællingerne om de søfolk, der omkom.

En kvinde udstyrer os med spejl-briller, der bytter om på himmel og jord, en oplevelse, som er grænseoverskridende i mere end én forstand. Vi slap dog tørskoede ind til en magisk hule i dybet af Aalborg Kloster.

Senere når vi frem til det store løvtræ i den centrale gård på Aalborg Slot, hvor vi lytter til suget fra de vældige rødder, inden vi kastes for mønt af en middelalderlig dæmonisk skikkelse.

Ved forestillingens afslutning befinder vi os igen ved kajkanten, hvor vi hver for sig skal forsyne et papirskib med en påskrift, inden vi selv modtager en påskrift på et lille papirskib, som vi trækker som et lod i lotto. ”Far vild” stod der på mit, nok så manende, så det burde jeg måske ikke afsløre.

Forestillingen lokker os ud på dybt vand, om end ikke på de syv have. Eksperimentet er meget sikkert og disciplineret gennemført af de medvirkende.

byVANDring

Lunapark Scenekunst på Aalborg Teater.

Premiere 26.maj. Spiller frem til 30. maj.

Brugeranmeldelser


Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden