På trods af surrealistisk oplevelse er anmelder begejstret: Cool, tilbagelænet og funky med rytmisk drive

Musikken på Jazzy Days tirsdag aften var på samme tid frit fabulerende og stramt arrangeret, både spacet ballade og heftigt swingende funk/pop, lyder det fra anmelder

Her ses Acoustic Lounge, før arrangementet blev lukket. Foto: Søren Borup Winther, Jazzy Days

Det var en glad formand for Jazzy Days, Niels Ole Sørensen, der på fjerdedagen kunne byde alle velkommen til dobbelt koncert på Klitgården i Tversted. På trods af besværlige corona-restriktioner stod Jazzy Days folkene for en forbilledlig afvikling af koncerten. De cirka 130 publikummer blev nøje instrueret i hvad der var tilladt og hvad ikke (hyggesnakke, tisse inden pausen, synge med på sangene osv.), og alt kørte efter bogen lige indtil starten af koncertens 2. halvdel, hvor der gik absurd teater i det hele. Mere herom senere.

”Acoustic Lounge” hed det første band, som var ”on a mission for God”. Bandet tegnes af pianisten og sangeren Søren Baun, lige suveræn i begge roller, og musikken står i gæld til det bedste fra de sidste 50 års latinscene, Antonio Carlos Jobim, Dionne Warwich, Al Jarreau, Sade osv. Men stilen er Acoustic Lounge’s helt egen, hvor Søren Bauns elegante vokalstil og sofistikerede og overlækre, moderne jazzklaver tegner billedet. Bagved holder Jesper Bodilsens funky kontrabas og de to percussionister Michael Hartvig og Mikkel Schnettler konstant gang i gryden med spillevende grooves. Tenorsaxen Claus Waidtløw fuldendte billedet med energi og drive, der iblandt gav mindelser om Stan Getz i samarbejdet med Jobim.

Foto: Søren Borup Winther, Jazzy Days

Allerede med den indledende ”The Shadow of Your Smile” blev kursen sat, på en gang cool, tilbagelænet og funky med rytmisk drive. Repertoiret kom fra alle dele af det musikalske verdenskort, Jobims bossanova, Tadd Damerons neobop, Pharrell Williams popsoul, Robyns dance osv., men altid tilpasset bandets egen stil. Deres version af ”Can’t Help Falling in Love” var forrygende og lød mest af alt som Elvis på syre, men når de var allerbedst, som i det flotte arrangement af Sam Sparrows ”Black and Gold”, var de suveræne. Musikken var på samme tid frit fabulerende og stramt arrangeret, både spacet ballade og heftigt swingende funk/pop.

Acoustic Lounge’s sound var sofistikeret og Jazzy Days folkenes stagelyd flot og balanceret. Der var ikke én mislyd i miles omkreds.

I pausen blev der linet op til ”Carsten Dahl Trinity” med Niels Bo Davidsen og Stefan Pasborg, men det var da Niels Ole gik på scenen for at annoncere trioen, at der blev dømt absurd teater. Landbetjenten fra Pandrup og hans hund Rollo var mødt frem og krævede festen lukket, fordi han ikke kunne få bekræftet over radioen, at koncerten var lovlig anmeldt. At Jazzy Days folkene kunne fremvise alle de nødvendige skriftlige tilladelser fra politiet på papir, kunne ikke distrahere ham i forehavendet. Så publikum blev med beklagelse bedt om at forlade salen i god ro og orden og under behørig vejledning fra arrangørerne. Oplevelsen var på en gang beskæmmende og surrealistisk, et antiklimaks på hvad der kunne være blevet til en stor aften i Tversted.

Der bør komme en beklagelse og en undskyldning fra politiets ledelse for denne besynderlige indgriben fra ordensmagtens side. Jeg ved ikke, om man kan give en landbetjent en skriftlig reprimande for manglende konduite eller fyre vedkommende for dumhed; men gid man kunne.