Paul Watkins skabte energi, drama og fortælling ene mand

Musikkens Hus torsdag aften

Paul Watkins koncentrerede solospil i Sjostakovitjs 1. cellokoncert var en kæmpestor udladning af energi.

Med sin enorme, intense tone og rytmiske attack oparbejdede han selv det momentum igennem hele 1. satsen, der skulle holde musikken flyvende frem imod slutningen. I 2. satsen spillede Watkins med det store udtryksregister, lange elegiske melodilinjer, der gav plads for mere muntre eller passionerede udtryk, men også det sarteste flageoletspil.

I den monsteragtige kadence mellem de to sidste satser mestrede Watkins både at skabe vingefang, intensitet og passager af halsbrækkende virtuositet, der skød sidste sats i gang med en uimodståelig energi. Sandbergs horn og Pilgaards pauker bidrog begge til festen i denne pragtopførelse af Sjostakovitjs mesterlige koncert.

Paul Watkins ekstranummer blev et programpunkt helt for sig selv, Faurés ”Élégie” for cello og orkester, her spillet til minde om dirigenten Sir Andrew Davis, som var oprindeligt var programsat til at dirigere aftenens koncert, men døde i sidste uge. Det blev et smukt indslag in memoriam Sir Andrew, som Paul Watkins i øvrigt spillede under i BBC Symphony Orchestra igennem en årrække.

Vaughan Williams’ symfoni nr. 5 blev til i starten af 2. Verdenskrig, men det bærer den ikke præg af. Tonesproget er meget engelsk, d.v.s. modal harmonisk og med en melodik præget af engelske folkesange, smukt drømmende i sin grundsubstans.

Den indforskrevne franske dirigent Ludovic Morlot skabte fine stemninger ud af de tematiske klangbilleder i 1. og sidste sats og 3. satsens farverige træblæserindslag (Jenny Sjöbergs engelskhornsolo!), også Jack Pilcher May markerede sig her med en smuk hornsolo.

Først hen imod slutningen markerede messingen sig, men symfonien fik lov til at klinge ud på det lyseste pianissimo i strygerne, der gjorde godt.