Det er svært ikke at tænke på, hvad lagerarbejderen Kaj-Ole Nielsen, hovedkarakteren i Pernille Taagaard Dinesens roman fra 2020, ville tænke om Museet KØN - museet i den smukke bygning i det tidligere rådhus lige overfor Aarhus Domkirke.

Ville han i caféen med bogreoler stirre på titler som ”KH Underlivet” og spekulere over, hvad et underliv mon har at sige os, hvis det kunne tale?

Han ville helt sikkert se længe på børnebogen ”Rugemor og rugbrødsmadder” og forsøge at få den til at give mening. 

Rugemor - er det en kvinde, der er halvt høne?

Og han ville uden tvivl studse over reklamen for ”Mændenes internationale dag” med paneldebatter og skutte sig, når han tænkte over, hvad sådan en omgang mon kan munde ud i.

Pernille Taagaard Dinesen ved godt, hvad Kaj-Ole ville tænke.

- Han ville føle sig utilpas ud over alle grænser.

Hendes latter er høj og falder ofte. Hun har en stor kærlighed til manden i tresserne fra Brønderslev. Hun kender ham ud og ind, for hun har selv sammenstykket ham af de nordjyske mænd, hun kender og har mødt - han er en del af hendes ophav.

- Jeg kan faktisk rigtig godt lide at overveje tanken om, hvad Kaj-Ole ville synes om KØN, for det er vigtigt, at man også kommer her bare for at have det rart. Jeg vil gerne udvikle et museum, hvor man synes, at det dufter godt af friskbagte boller, siger hun.

Den nye direktør for KØN er vokset op på en gård syd for Brønderslev, hvor hendes far drev svinelandbrug og stadig har markerne tilbage, og hvorfra hendes mor hver morgen tog afsted for at undervise på Brønderslev Gymnasium.

Hendes brødre bor stadig i Vendsyssel og arbejder begge med landbrug, og det er her, hun tager hjem til jul.

Pernille Taagaard Dinesen er den eneste i familien, der har krydset den magiske grænse: Limfjorden.

Hun har altid haft mange ord i sig og ladet dem flyde ud – nogle nordjyder vil sige i et væk. Måske som en reaktion på en nordjysk ”tavshed” – et træk, som også er omdrejningspunktet i hendes roman om Kaj-Ole, hvor alt det usagte i sig selv bliver sproget.

Som teenager gav hendes interesse for det, der sker mellem mennesker, hende i flere år et stærkt afhængighedsforhold til Nils Malmros-filmen Kundskabens Træ, som hun slugte efter skole med sin veninde i hjørnesofaen i den store stue på gården.

De så VHS-båndet, til de sled det op, og hele passager flød over i flimmer. Men det gjorde ikke noget. De kendte hver en replik.

For dem repræsenterede filmen drømmen om byen, og byen udgjorde rammen til at finde frem til dem, de var.

- Og så er filmen en fantastisk og barsk fortælling om den ungdom, vi stod midt i, siger Pernille Taagaard Dinesen, der sidenhen søgte ind på skuespillerskolen og endte på dramaturgi og efter det på kunsthistorie i Aarhus, Nils Malmros’ by.

På ARoS brugte hun i 15 år sin sans for iscenesættelse som kurator. For eksempel da hun satte en udstilling om ”vildfarelse” op, hvor det var meningen, at man skulle fare vild, og det gjorde folk vitterligt - hun fik efterfølgende klager på mail.

Og i 2019 iscenesatte hun en udstilling, hvor alle flader var dækket af lyserødt gulvtæppe, så publikum fik følelsen af at befinde sig inde i en gigantisk livmoder. ”Kødpølsen” kaldte Weekendavisen efterfølgende udstillingen - begejstrede.

For få måneder siden sagde hun ja til posten som ny direktør for Museet KØN, der lige nu står på trinnet til en helt ny rolle, der rækker langt ud over det, det har i dag.

Hvordan hun vil redefinere museet, der i 2021 under stor virak skiftede navn fra Kvindemuseet til KØN, vender vi tilbage til. Først skal vi høre, hvorfor i alverden hun for et par år tilbage havde brug for at flytte ind i en 60-årig lagerarbejder.