Plan for kommunal overtagelse af gammelt teater var på plads: Men nu siger direktionen nej
Hanstholm Havns underskud kan forpurre planer om, at Thisted Musikteater overtages af kommunen. Men udvalgsformand håber på en løsning

Torben Overgaard (K), formand for social-, sundheds- og kulturudvalget, håber stadig på en løsning, så den kommunale overtagelse af Thisted Musikteater (billedet) kan gennemføres. Arkivfoto: Bo Lehm
THISTED:Efter en længere sagsbehandling var alle formaliteter på plads, inden politikerne her i januar endeligt skulle godkende, at kommunen overtager Thisted Musikteater.
Men nu anbefaler kommunens direktion, at teaterbygningen alligevel ikke skifter status fra selvejende til kommunal. Baggrunden er den økonomiske situation, som Thisted Kommune er endt i, efter at kommunen i efteråret måtte overtage driften af Hanstholm Havn - og dermed havnens millionunderskud.
- Vi står i en situation, hvor vi ikke kan anbefale, at man tager penge op af kassen, siger Tue von Påhlman, direktør for social-, sundheds- og kulturforvaltningen i Thisted Kommune.
Torben Overgaard (K), formand for kommunens sundheds-, kultur- og fritidsudvalg, vil dog ikke på forhånd opgive den kommunale overtagelse af musikteatret.
- Jeg håber, at vi kan få sagen landet politisk på en eller anden måde, siger han forud for onsdagens udvalgsmøde, hvor overdragelsen er på dagsordenen.
Selv om Thisted Musikteater i dag er en selvejende institution, er det ikke gratis at blive ejer. Mellemregninger den ene og den anden vej ender med, at overdragelsen koster kommunen lige over én million kroner.
Torben Overgaard håber på opbakning til, at det beløb bliver fundet i den kommunale kassebeholdning. Derimod er han indstillet på, at der gives køb på en planlagt forhøjelse af det kommunale driftstilskud til musikteatret med 100.000 kr. årligt.
Beløbet svarer til forvaltningens overslag over, hvad den indvendige vedligeholdelse af den gamle teaterbygning vil koste kommunen.
- Det vigtige er, at vi kan komme igennem med at overtage bygningen. Så må vi se på prioriteringen af driftsudgifterne bagefter, siger Torben Overgaard.
Men I kunne jo også stille det hele i bero, indtil der er bedre tider for kommunen. Musikteatret lukker vel ikke af en grund?
- Ja, det kan køre videre i den nuværende form. Men jeg vil være rigtig ked af det, for der er lagt et stort stykke arbejde fra både musikteatrets og kommunens side for at få det her projekt kørt igennem, siger han.
Chris Poulsen, der både er daglig leder af Thisted Musikteater og formand for teatrets bestyrelse, har ikke ønsket at kommentere sagen forud for onsdagens udvalgsmøde.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.