Musik

Popfolk til folket

Fredag aften gav Jonah Blacksmith koncert i Aalborg Kongres & Kultur Center

Jonah Blacksmith spillede i AKKC.
Jonah Blacksmith spillede i AKKC. Foto: Rafael Zajac

Opdateret kl. 19:24

AALBORG: Der har været en flerårig pandemi og andre globale usikkerhedsmomenter i den snart treårige periode, siden Jonah Blacksmith, de Nordjyske Mumford & Sons, udsendte deres seneste album Brothers.

Derfor er det overordentligt imponerende, at de i perioden har vokset sig så store, at der nu står udsolgte arena-haller på programmet disse måneder. Og en god-gammeldags voksen halfest fik vi fredag aften i Aalborg Kongres & Kultur Center. Muligvis en ufarlig én af slagsen, for der er jo også en dag i morgen, barnepigen har fri til midnat, og alt den der jazz. Men under alle omstændigheder en fest. Men det var en sal fyldt med flere generationer, hvor det så ud til, at de fleste af publikum arbejdede i Nordjyllands velfærdssektor.

Vi fik serveret fællessang en masse, på de store hits ”House On Fire” og ”Ocean”. Hvor venneduoen Roya hjælper til. Der blev far og mor-danset til den helt store guldmedalje. Ikke et æstetisk syn der vil kaste de helt store standpunktskarakterer af sig i "Vild Med Dans". Men befriende løssluppent.

Det er velspillet, professionelt og ikke så lidt hyggeligt. Helt ude af trit med hvad der er på mode på alverdens Spotify-algoritmer. Det er folkpop, hvor vi kan høre de beslægtede Mumford & Sons, Coldplay, The Killers og især Bruce Springsteens åbne vidder på ”Once You Love”.

Det er håndspillet af folk, der kan deres håndværk og har dygtiggjort sig inden for deres fag. I den her del af Danmark er det dyder, der skaber anerkendelse og forklarer, hvorfor Jonah Blacksmiths medgang ikke viser tegn på at sænke farten.

De har ganske enkelt spillet sig til den, fra by til by. Som moderne vikinger har de nedlagt den modstand, de har mødt på deres vej. Og især med Søren Bigum som hjælpende guitarhånd får publikum æren af at opleve én af det her lands få signaturguitarister, der med sin egen helt særlig klang kan sprede guitarmagi ud over enhver sang. Hvor generisk den end er. Og Jonah Blacksmith har desværre sin del af generiske sange, der er traditionstro. Der er introduktion til - og hjælp fra det meste af det vindblæste nordvestjyske slægtstræ, da vi får en omgang eller to med folkemusik, leveret af Alstrup brødrenes far og onkel. Alle kan deres kram. Der var ingen gratister. Afgjort heller ikke i den nærmeste familie.

Tog man så hjem med en dybere følelsesmæssig resonans? Ikke rigtigt. Man blev ikke klogere på sig selv eller verden i det 18 sang stærke sæt. Man blev ikke rigtigt løftet op i de højere poetiske og musikalske luftlag, der hvor musikken bliver et spejlings - og pejlingsmærke på det liv der leves og de drømme der ønskes indfriet. Dertil er musikken ganske enkelt for pæn og ufarlig. Og tekstuniverset for fyldt med trivielle almindeligheder. Korrefrænet der fungerer som de fleste sanges forløsende samlingspunkt, bliver for forventeligt og uopfindsomt til sidst.

Men det var hele vejen igennem de små to timer, ganske charmerende, sympatisk og hyggeligt. I ordets sande betydning. For i en tid, hvor vores helligdage bliver pillet fra os, der er krig i Europa, stress er en folkesygdom, AaB er i alvorlig nedrykningsfare og andre tvivlende panderynker banker på vores dør, har vi akut brug for et bekymringsfrit frikvarter. Sådan ét var - og er Jonah Blacksmith. Et frikvarter bygget på spilleglæde, overskud og filosofien om at det godt må være en fornøjelse at gå på arbejde. Der var dog noget med flowet i koncerten, hvor der var for mange små brud, med skift fra stor til lille scene. Det sænkede momentum undervejs et par gange og virker unødvendigt, da salen hurtigt udviklede sig til et forsamlingshus, hvor stort som småt blev drøftet mellem de tilstedeværende.

Men de 120 minutter i selskab med Jonah Blacksmith gav os beviset på, hvorfor de også de mange næste år er en stensikker headliner bookning, for de festivaler - og koncertsteder der vil have en publikumssucces og et billetsalg, der får kassereren til at smile. Og i en tid hvor mange kultursteders budgetter bløder, så er der mange der givetvis gerne vil have det.

For et smil, og et stort et af slagsen endda, tog majoriteten af de tilstedeværende fredag aften i Aalborg Kongres & Kulturcenter med sig hjem til barnepigen og den lørdag der ventede.

Jonah Blacksmith spillede

1. Stories

2. Secrets in the Water

3. I Am King

4. Monster

5. Honey

6. Dandelion

7. A Song To The Sea

8. In the Middle of Nowhere

9. The Alstrups

Stor Scene

10. Brothers - Roya

11. Ocean - feat. Roya

12.Ghost

13. In Faded Lights

14. Kings and Queens

15. Once You Love

16. House on fire

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden