Prisbelønnet dramatiker skriver talenternes afgangsforestilling

Teater henter manuskriptforfatter fra øverste hylde til at skrive talentelevernes afgangsforestilling

Dramatiker Alexandra Moltke Johansen har skrevet et nyt stykke dramatik til afgangsforestillingen hos Limfjordsteatrets Akademi for Scenekunst. <i>Foto: Lærke Posselt</i>

Dramatiker Alexandra Moltke Johansen har skrevet et nyt stykke dramatik til afgangsforestillingen hos Limfjordsteatrets Akademi for Scenekunst. Foto: Lærke Posselt

NYKØBING:En af teaterbranchens unge, roste dramatikere, Alexandra Moltke Johansen, har skrevet afgangsforestillingen til Limfjordsteatrets talenthold, som skal sættes op hen over sommeren.

Det skriver Limfjordsteatret i en pressemeddelelse.

”Folkesagn – Tag jer i agt for trolden” hedder forestillingen, som får premiere 7. august på Limfjordsteatret på Mors.

Alexandra Moltke Johansen er uddannet dramatiker fra Den Danske Scenekunstskole i 2016 – og har siden fået flere priser og en Reumert-nominering for sit arbejde. Hun bliver betegnet som ”original ind til knoglerne” og skriver ifølge sig selv med ”en naiv tro på, at teatret vil give os modet og kraften til at forandre et kedeligt, brutalt og forældet samfund”. Hun har blandt andet skrevet om klimaforandringer og arbejder aktivistisk i den internationale organisation ”Extinction Rebellion” og i ”Forfattere ser Grønt”.

Limfjordsteatrets direktør, Gitta Malling, finder det vigtigt, at talenteleverne får et godt materiale at arbejde med som afslutning på den to-årige talentuddannelse.

- De har arbejdet intenst gennem to år, er blevet undervist af en masse dygtige, professionelle kunstnere, og skal de også slutte med at lave en professionelt opsat forestilling ud fra et godt manuskript. Derfor har vi gjort det til en tradition at hyre dygtige dramatikere ind, som skriver et stykke ny dramatik til lige præcis dem. Gerne med en eller anden form for lokalt udgangspunkt, siger Gitta Malling.

Et horrorsagn

Alexandra Moltke Johansen har hentet inspiration på Museum Mors og lokalhistorisk arkiv – og betegner forestillingen som: ”Et horrorsagn. Et sandfærdigt mareridt. En fortælling om længsel – efter boller og rosiner, efter retfærdighed og kærlighed, efter menneskets bankende hjerte”.

De ti talentelever bliver instrueret af Asger Kjær, som har planlagt deres uddannelsesforløb og været deres gennemgående underviser på forløbet. De har for længst taget hul på prøverne, men holder nu sommerferie frem til uge 30, hvor det intensive prøveforløb for alvor går i gang.

” Folkesagn – Tag jer i agt for trolden” spiller fra den 7. august frem til lørdag den 13. august, hvor eleverne slutter med dimission. Her får de overrakt diplom som bevis på, at de har fulgt den to-årige grunduddannelse i skuespil under Limfjordsteatrets Akademi for Scenekunst.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.