Leverandør af det ene funklende popnummer efter det andet

Tobias Rahim rykkede rent torsdag aften på Skråen

Koncert med Tobias Rahim på Skråen i Aalborg 14. april 2022.
Koncert med Tobias Rahim på Skråen i Aalborg 14. april 2022. Henrik Bo

Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:12

KONCERT

Tobias Rahim

"Arbejder deltid på Mucki Bar,

tørrer borde af og tænker på dig, yeah"...

For en af tidens største og mest markante danske popsangere og sangskrivere, Tobias Rahim, kan en koncert næsten kun slutte af med et brag i form af enten "En stor mand" eller "Mucki Bar".

Og Rahim kører den stensikre løsning.

Henrik Bo

Først "En stor mand" i en herligt lang, stadig mere intens version, hvor publikum kan lokkes med nærmest alle tænkelige svinkeærinder - farvel og tak for i aften. Og så tilbage for at give "Mucki Bar" som ekstranummer om muligt endnu intenst. Med endnu mere rå og pågående rock-energi end på indspilninger. Og med rigeligt med muligheder for at synge og klappe med. Længe.

I det hele taget har Tobias Rahim fat i den lange ende.

Ikke nok med, at hans repertoire bugner af det ene funklende popnummer efter det andet.

Henrik Bo

Han har også i dén grad appetit på at kaste publikum rundt i mange forskellige genrer, ikke bare målrettet, krystalklar syng-med-pop, men også country, en del reggae og behageligt mange latinamerikanske rytmer, der virkelig formår at sætte kulør på de til tider meget direkte tekster om alle de tanker, han går og gør sig (ikke mindst om og med underlivet).

Henrik Bo

Live er det en fornøjelse at opleve et usædvanligt velspillende band, der også har overskud til en heftig tromme- og bas-solo undervejs. Kun enkelte steder er det, som om der bliver skruet lige meget op for sang og musik, så Rahims stemme drukner i mængden.

Ellers er Rahim live med band fra først til sidst noget nær opskriften på fest og solid gang-i-den - ikke mindst på grund af den stærkt humørsmittende omgang med netop latinamerikanske rytmer.

Henrik Bo

Lige så kantet, hård og direkte Rahim godt kan virke i flere af sine tekster, lige så blød forekommer han på en scene, især når han skal præsentere sange fra et kommende album, der åbenbart vil rumme flere dybe tekster - en forsmag fik vi med en lovende sang om også at give mænd plads til at græde.

Henrik Bo

Med Tobias Rahim - egentlig Tobias Rahim Secilmis Hasling - har vi samtidig at gøre med en dybt taknemmelig kunstner, der næsten ikke kunne sætte pris nok på den nærmest overstrømmende modtagelse, som han og hans sange blev mødt med. Han var bestemt ikke uberørt. Heller ikke over at blive tiljublet særdeles højlydt i samme sekund, der opstod nogen som helst form for pause i et nummer.

Godt gået, Rahim & Co. - og velkommen på sommerens mange festivalscener, hvor jeres udlægning af skarpskårne sange og særdeles høj danseenergi vil passe perfekt ind.

Dem sang Tobias Rahim

Love i min DM.

Stille piger.

Costa del Sol til København.

Verden vælter.

Borderline.

Lidt af det hele.

Stimulanser.

Mænd græder også.

Luder i Dubai.

Jesus.

Ingen som Inger.

Op a' væggen.

En stor mand.

Ekstra:

Mucki Bar.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden