Rapper modtager Danish Music Awards' Ærespris

Rapperen Sivas skriver sig ind i rækken af musikere, der hædres med musikbranchens helt store ære.

- Sort hættetrøje, solbriller på mine øjne, dauda, dauda, lød det i 2014, da Sivas bragede igennem med monsterhittet "d.a.u.d.a". (Arkivfoto). <i>Simon Læssøe/Ritzau Scanpix</i>

- Sort hættetrøje, solbriller på mine øjne, dauda, dauda, lød det i 2014, da Sivas bragede igennem med monsterhittet "d.a.u.d.a". (Arkivfoto). Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Sivas indlemmes nu i et fornemt selskab, som Gasolin, C.V. Jørgensen og Love Shop også er en del af.

Rapperen modtager Æresprisen ved årets uddeling af Danish Music Awards, som finder sted den 3. november i Moltkes Palæ i hjertet af København.

- Jeg er meget beæret og overrasket. Vi har været på denne rejse kollektivt som et hold - en masse forskellige mennesker fra forskellige områder og baggrunde, men med den samme drøm om at inspirere ungdommen. Jeg deler denne pris med dem.

- Lad os sammen dedikere prisen til alle de unge, som ikke har en stemme, og til dem som ikke får lov til at ytre sig frit verden over, siger Sivas i en pressemeddelelse.

Ifølge musikselskabernes brancheorganisation, Ifpi, som står bag Danish Music Awards, ville lyden af dansk musik ikke have været den samme uden Sivas.

- Når vi tildeler dig Danish Music Awards' Ærespris 2022, gør vi for at sige tak for alt det, du bidrager med, lyder begrundelsen direkte til Sivas.

- Vi gør det af dyb respekt for dit unikke virke. Og vi gør det som et ydmygt ønske om, at du også fremover har lyst til at gøre en forskel.

Bag kunstnernavnet Sivas er 37-årige Siavash Memaran-Torbati. Han blev født i Iran i 1984 og kom siden til Danmark med sin familie.

Sivas slog for alvor igennem i 2013 med monsterhittet "d.a.u.d.a", der også er titlen på hans debut-ep.

Den blev tildelt prisen for Årets Urbanudgivelse ved Danish Music Awards i 2014. Samme år udgav Sivas opfølgeren "d.a.u.d.a II".

I 2016 udkom Sivas' første album, "Familie før Para". Siden fulgte "Ultra" i 2018 og "Contra" i 2019. Sivas' seneste album, "Forza", udkom i foråret 2022.

Det musikalske bagkatalog bringer Sivas ind i rækken af modtagere af Æresprisen ved Danish Music Awards.

Foruden Æresprisen skal der uddeles 11 andre statuetter, herunder til Årets Danske Album, Årets Danske Gruppe, Årets Danske Solist, Årets Danske Radiohit og Årets Danske Streaminghit.

Blandt de nominerede er Andreas Odbjerg, Jada, Mø, The Minds of 99 og topscoreren Tobias Rahim.

Det er et særligt DMA-Akademi bestående af to mænd og fire kvinder fra musikbranchen, som udpeger størstedelen af de nominerede og vinderne.

Årets uddeling, med DR-profil Sara Bro som vært, bliver modsat foregående år en eksklusiv prisfest for branchen, hvorfor der ikke er nogen tv-transmission. Men på de sociale medier vil der være mulighed for at følge aftenens forløb, lyder det.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.